Xinxin Ren Gudbjörnsson boede det meste af sin barndom hos sin farmor og farfar i en landsby i Sichuan-provinsen i Sydkina. Farmoderen holdt høns og lagde de æg, hun hver dag samlede sammen, i en krukke. Den fandt den femårige Xinxin, der ville undersøge, hvad der var inde i æggene, så hun knuste dem et efter et.
Da farmoderen opdagede, hvad der var sket, blev hun ikke vred og straffede ikke sit barnebarn. Der var æg over alt - på Xinxin og på vægge og gulve. Først vaskede hun pigen og gav hende rent tøj på. Derefter skulle hun hjælpe med at gøre rent. I dagene efter var der ikke æg til morgenmad, fordi, som farmoderen fortalte, lille Xinxin havde knust alle æggene, så de måtte undvære. Farmoderen sagde også, at nu var hun blevet så stor, at opgaven med at samle æg var hendes, og lærte hende, hvordan man gjorde.
”Min farmor lærte mig, at når man har fejlet, kan man gøre det godt igen. Hun lærte mig også at værdsætte fødevarer. Langt senere gik det op for mig, at hun sagtens kunne have købt andre æg, så vi havde til morgenmad, men ved at holde fast i en konsekvens af det, jeg havde gjort, samtidig med at hun gav mig et nyt ansvar og lærte mig, hvad jeg kunne have gjort i stedet, tog min opdragelse et tigerspring, og det motiverede mig til at løse opgaven med indsamling af æg langt bedre.”
Det skriver Xinxin Ren Gudbjörnsson i sin bog, ”Find motivationen. Den kommer ikke af sig selv”, der udkommer i dag på Kristeligt Dagblads Forlag. Historien om de knuste æg er et godt eksempel på, hvorfra den 36-årige forfatter har sin forståelse af og syn på, hvordan motivation kan hjælpes på vej, og hvad man kan lære af den rette form for motivering.
Læs tre uddrag fra bogen om rollemodeller, meningsfulde arbejdsopgaver og planlægning på k.dk.
”Jeg har altid tænkt, at det kunne være interessant at skrive en bog om motivation. For det er blevet tydeligt for mig, at de fleste mennesker i Danmark ikke har fået de ting at vide og den hjælp, som kinesiske børn har fået. I Danmark hedder det for eksempel, at lysten driver værket, men hvad nu hvis der ingen lyst er? Og at man skal tage sig sammen, men hvad nu, hvis man ikke ved hvordan?”.
”Jeg tror, at alle, der gerne vil motiveres, kan motiveres. Man kan ikke tvinge det frem, for eksempel via lange skoledage. Det tror vi ikke på i Kina. Vi har skolepligt, men de lange dage er frivillige, og timer før klokken 8 og efter 14-15 er noget, man vælger til som forældre. Mange danskere kan ikke lide den kinesiske model. Det vil jeg gerne gøre op med, for jeg tror, at det er de færreste, der kender til den. Med bogen vil jeg gerne fortælle om den kinesiske måde at undervise og motivere på,” siger Xinxin Ren Gudbjörnsson.
Hun er kendt som den ”skrappe kineser” fra DR-programmerne ”Tigermor og lektiekuren” og ”Xinxin og de fortabte indvandrere”, hvor hun ikke tolererede sjusk og slendrian, men stillede krav og også kunne opmuntre og rose, når kuren hjalp børn, der var bagud i skolen, til at blive bedre til at læse, skrive og matematik. Derfor bør det ikke undre, at hun kommer 20 minutter for tidligt til interviewet på Kristeligt Dagblad på Vimmelskaftet i København.
”Jeg kommer tit for tidligt. Jeg lægger altid en halv times buffer ind, hvis jeg skal noget i København, så jeg er der til tiden. Det kan være lidt pinligt en gang imellem, fordi folk ikke er vant til det. Jeg tror, at det er en vanesag og noget, jeg er blevet vænnet til siden, jeg var ganske lille. Det skaber irritation, hvis man kommer for sent, og så værdsætter man heller ikke andre menneskers tid. Jeg kan selvfølgelig også komme for sent, men det sker meget sjældent.”
”Til gengæld sker det desværre lidt for tit, at folk kommer for sent til møder med mig. I mange år blev jeg irriteret over det, men i dag får jeg ondt af dem og synes, det er trist. Det er lidt lige som folk, der ikke lukker døren efter sig på caféer og restauranter, så det trækker ind på de andre gæster. Der er gået noget galt, når man ikke har respekt, social forståelse og høflighed over for andre. Det er ikke den slags personer, der tiltrækker mig. Der må være en grænse for, hvor skidt man må opføre sig.”
Xinxin Ren Gudbjörnsson er uddannet cand.ling.merc. i kommunikation fra CBS Handelshøjskolen i København og har undervist i folkeskolen, gymnasiet og på CBS. Hun har desuden arbejdet inden for finanssektoren og medicinal- og it-branchen, men er i dag selvstændig som kursusleder, foredragsholder, kommentator og coach i stressforebyggelse og personlig planlægning.
Sit efternavn har hun fået i ægteskabet med islandske Larus Ren Gudbjörnsson.
De mange erfaringer fra sine 25 år i Danmark som skoleelev og studerende og fra sine ansættelser på det offentlige og private arbejdsmarked danner baggrund for hendes tese i bogen om, at motivation er nøglen til succes. Og motivation er et håndværk, som kan læres og trænes. Hvordan kommer hun med mange eksempler på og gode råd til, blandt andet i form af tjeklister over, hvad der er godt og dårligt at gøre, hvis man gerne vil fremme motivation i sit privatliv og arbejdsliv.
Bogen er også præget af hendes dansk-kinesiske blik og valg om at fokusere på de gode ting i den kinesiske kultur. Hendes ærinde her er ikke at kritisere de negative sider ved det kinesiske samfund - det overlader hun til systemkritikere, fordi bogen er skrevet til danskere og ikke kinesere.
Som udgangspunkt slår Xinxin Ren Gudbjörnsson fast, at de færreste er født flittige, målrettede og modne. Og netop hvordan begreber som dovenskab og flid bliver opfattet, er en af de store mentalitetsforskelle på danskerne og kinesere, mener hun.
”Danskere går ud fra, at mennesker automatisk er moralske verdensmestre, gerne vil bidrage til fællesskabet og er flittige og gør det bedste. Kineserne mener, at man ikke er født flittig, og at de gode egenskaber ikke kommer frem, hvis ikke man bliver motiveret. Men man ser ikke ned på dovenskab, umodenhed og manglende målrettethed, man ser på det som en styrke og en mulighed. Dovenskab er for eksempel forudsætningen for opfindelsen af mange ting, deriblandt opvaskemaskinen. I Kina opfattes det nærmest som trist at være en moden person, for så glemmer man at slappe af, dufte til roserne og at nyde de simple glæder som at spise et godt måltid sammen med venner.”
”Kinesere kan godt lide at arbejde hårdt og at slappe maksimum af med at se tv eller drikke te og stirre ud i luften. Danskerne arbejder ikke så hårdt, men slapper heller ikke totalt af. På Facebook kan man se, hvordan det at løbe maraton og forberede sig til en Ironman bliver opfattet som afslapning. Det er, som om danskerne er bange for at fremstå som dovne, mens kineserne siger: 'Ja, det er vi alle sammen, det er det, vi kæmper mod hver dag.'”
Xinxin Ren Gudbjörnsson har selv oplevet, at det i Danmark samtidig bliver betragtet som odiøst, hvis man opnår gode resultater uden hårdt arbejde. I Kina synes man, at det er helt fint, mens man her skal gå stille med det for ikke at skabe misundelse.
”Det har jeg oplevet rigtig mange gange. Men de steder, hvor kolleger har klaget til chefen over mig, var steder, hvor kollegerne ikke er rummelige og sjove, men smålige, og derfor heller ikke det bedste sted at arbejde. Mange har også klaget over, at jeg arbejdede for meget, deriblandt lærerkolleger, der fandt ud af, at jeg ville læse med eleverne efter skoletid. Det er almindeligt i Kina, så jeg tænkte ikke over det.”
”Jeg blev mindre og mindre motiveret som lærer, fordi jeg også hele tiden fik at vide, at jeg rettede for meget i elevernes opgaver. Men jeg gav dem også feedback, fordi det i mit univers er noget af det vigtigste at gøre som lærer. I Kina findes der også misundelse, men man udstiller ikke egen dovenskab som her og går til chefen og klager. I Kina ville han sige: 'Ud af mit kontor!'.”
Xinxin Ren Gudbjörnsson har haft nogle ungdomsår, der godt kunne have taget modet fra de fleste. Hendes forældre blev skilt, da hun var 12 år, og hendes biologiske mor, der boede i Danmark, fik forældremyndigheden. Mod sin vilje - for hun trivedes i Kina med sin far og sin farmor og farfar og med sin skole og kammerater - blev hun tvunget til at flytte til Danmark for at bo hos sin biologiske mor og en alkoholiseret stedfar i en forstad til København.
Set udefra var hun den velintegrerede kinesiske pige, lyder hendes egen beskrivelse. Men i virkeligheden ventede hun kun på at blive 18 år, så hun kunne vende hjem til Kina.
”De første seks år i Danmark havde jeg det ret skidt. Jeg kunne ikke tage tilbage, selvom jeg havde lyst. Jeg havde ikke noget valg, men var meget bevidst om, at det var påtvunget. I lang tid troede jeg, at det liv, vi havde hjemme, var almindeligt, for i meget af det, jeg så på tv, var faderen alkoholiker. Og der er mange danskere, der drikker rigtig tæt. Men det er yderst ubehageligt at have en stedfar, der er alkoholiker.”
”Jeg har ikke haft så meget kontakt til min biologiske mor. Jeg er enebarn, for min storebror døde som etårig, før jeg blev født. Dengang og nu betragter jeg min farmor som min mor. Biologien betyder ikke det helt store for mig.”
Som 15-årig bestemte Xinxin Ren Gudbjörnsson, at hun ville på kostskole.
”Jeg ville gøre alt for at slippe ud af det alkoholikerhjem. Det blev til Sorø Akademi, hvor jeg fik friplads, og jeg fik også legater, fordi jeg klarede mig godt i skolen. Jeg tror, at det var takket være min far og farmor. Jeg forstår ikke det med den sociale arv. Min far, der er professor i kinesisk og chefredaktør for et tidsskrift og forlægger, har klaret sig godt, selvom hans mor var analfabet. Men hun arbejdede hårdt på fuldtid på en fabrik, hvor de syede uniformer, samtidig med at hun førte hus for hele familien.”
”Selvfølgelig bliver man skadet af at vokse op i et alkoholikerhjem, men så reparerer vi på det. Jeg har skullet lære mig selv at være tillidsfuld over for andre mennesker. Men jeg tror, at det, at jeg er kristen, har hjulpet mig. Man kan ikke skyde skylden på andre, men må give slip. Jeg har måttet arbejde på det. Ligesom med mit store temperament. Jeg kan blive ret aggressiv. Jeg kan også være smålig, men må arbejde med ikke at vise det.”
”Til en jobsamtale blev jeg engang spurgt om mine negative sider. 'Jeg er aggressiv, smålig og doven,' svarede jeg. Men jeg fik faktisk det job, for de syntes, det var ærligt og sjovt.”
”Da jeg var lille, kunne jeg blive meget arrig og starte slåskampe, men jeg var ikke fysisk stærk. I Danmark havde jeg fået en diagnose, men i Kina fik jeg eftersidninger, hvor jeg skulle skrive omfattende breve om, hvad jeg havde gjort. De blev mere og mere ærlige og angrende, og det hjalp. Men også at min far snakkede med mig. Han er lidt sjov og har en anden logik end de fleste. 'Du har ikke vundet en eneste slåskamp. Du må indse, at du ikke er god til det og må finde på noget andet,' sagde han.”
”Da jeg lærte at læse, gik det over. Jeg klarede mig fint i kinesisk og matematik, og efter 1. klasse fik jeg en delt førsteplads med fire andre i klassen. Så mente min far, at jeg burde skifte til en anden og bedre klasse for at blive mere motiveret. Min far er ikke sådan en, der går og mærker efter hele tiden. Jeg har haft kontakt med ham alle årene. Jeg var i Kina og besøge ham sidste år, og nu er det blevet så billigt at ringe, at jeg ringer til ham hele tiden.”
”Jeg er taknemmelig for den tid, jeg havde hos min far og farmor, og jeg var enormt glad for kostskolelivet. Dér oplevede jeg en anden side af Danmark med gode lærere, og at ikke alle danske børn er ondskabsfulde. Jeg har oplevet mobning, men det var jeg ligeglad med, jeg gik bare til alt, hvad man kunne gå til på ungdomsskolen og tilbragte timer på biblioteket. Jeg fik først en veninde i 9. klasse. På et tidspunkt boede jeg på Amager, hvor der var mange indvandrere, så der havde jeg venner. Man da jeg blev ældre, gik jeg op i andre ting end dem, og at drikke sig i hegnet var ikke noget for mig.”
Planen om at rejse hjem til Kina efter gymnasiet blev ikke til noget, da hun fandt ud af, at de kinesiske universiteter ikke ville godtage en dansk studentereksamen. Hun besluttede, at det var vigtigt for hende at læse videre og valgte at blive i Danmark. Det, at hun blev af egen fri vilje og selv tog valget, blev et vendepunkt og betød, at hun genfandt motivationen efter vanskelige år, hvor den havde været svær at finde.
”Jeg har mødt mange mennesker i Danmark, der har haft en hård opvækst. Det er hårdt, at man ikke kan flygte, fordi man er yngre, end jeg var, når alt ramler. Jeg har haft min far og farmor, og de er nogle helt særlige mennesker - og det mener kineserne også, at de er. Min farmor, der døde for nogle år siden som 86-årig, var en stærk og rummelig person, og man fik del i hendes styrke ved at være sammen med hende. Dér har jeg været heldig.”
”Jeg har også mødt folk fra lande, hvor det næsten er umuligt at kravle op ad den sociale rangstige. Det kan man godt i Danmark, hvis man er fræk nok,” siger Xinxin Ren Gudbjörnsson.
Hendes far er ateist, mens farmoderen var buddhist. Selv besluttede hun som otte-årig, at hun ville være religiøs. Efter faderens forslag læste hun om de forskellige religioner og valgte kristendommen. Som voksen blev hun døbt.
”Jeg tror, at kristendommen passer bedst til mig. Og som lille tænkte jeg, at det virkede som den nemmeste religion, fordi man bare skal elske sin næste. I dag er troen en tryghed for mig. Jeg tænker på Gud, som om han eller hun er min far, men noget mere vis. Og jeg vælger at tro, at det er en Gud, der er rimelig og retfærdig. Det betyder, at mine valg i livet bliver lettere for mig,” siger Xinxin Ren Gudbjörnsson.
Hun håber, at især unge mennesker vil læse hendes bog om motivation. At den kan inspirere til, at folk begynder at tænke over ting, de tager for givet, og at den kan nedbryde nogle af fordommene om Kina.
”Men jeg håber ikke, at bogen bliver obligatorisk og tvungen læsning for elever i folkeskolen. Det vil være trist.”