Prøv avisen
Signatur

Yndlingsbarnet findes – men er det mig?

Journalist Freja Bech-Jessen.

Journalist Freja Bech-Jessen kastede sig for nyligt ud i en diskussion med sine brødre, om hvem i søskendeflokken, der var deres forældres yndlingsbarn. De blev aldrig helt enige, men fandt et kompromis, der var til at leve med

Forleden kom jeg til at diskutere noget dumt med mine brødre. Var der mon én iblandt os, der var vores forældres foretrukne? Den favoriserede? Yndlingsbarnet? Fandtes der i så fald – i vores forældres underbevidsthed – en prioriteret og rangordnet liste? Og hvor var vi så placeret?

Diskussionen var egentlig mest for sjov og også temmelig uaktuel, da vi alle tre for længst er flyttet hjemmefra og heller ikke som børn følte os voldsomt plagede af indbyrdes rivalisering. Alligevel efterlod emnet os i en forbløffende trance af tavs eftertænksomhed: tre granvoksne mennesker med let åbne munde, der spolede deres barndoms indre smalfilm tilbage efter sekvenser, som kunne dokumentere en endnu uopdaget skævvridning i fordeling af kærlighed, omsorg og interesse.

Vores forældre har ellers ikke på nogen måde ansporet til den slags spekulationer. De har, som alle andre ordentlige forældre, insisteret på, at deres kærlighed var ligelig fordelt, og virket både oprigtige og vedholdende, når vi – mens vi endnu var børn dog – fra tid til anden afkrævede dem at tage stilling. Der var aldrig en børnetegning, der var decideret pænere eller bedre udført end den anden. De var alle smukke. Omend måske smukke på hver sin måde.

Men hvad betyder den slags røgslør, når der med få års mellemrum cirkulerer studier og undersøgelser, som fastslår det stik modsatte? At der, trods denne blandt forældre kollektive insisteren på demokratisk kærlighed, findes videnskabeligt bevis for, at stort set alle forældre rent faktisk foretrækker ét barn frem for de andre i flokken.

Et amerikansk studie blandt 400 forældre viste for nylig, at 65 procent af mødrene og 70 procent af fædrene havde tendens til at favorisere et barn. Og et større britisk studie blandt hele 14.000 forældre er før kommet frem til samme konklusion. Her med det entydige resultat, at mængden af tid og opmærksomhed daler signifikant for hvert barn, der kommer til. Og at den første i rækken dermed ofte ender i rollen som yndling helt pr. automatik.

Antropologer og udviklingspsykologer taler om denne mekanisme som en form for darwinistisk refleks fra forældrenes side. Den førstefødte opsuger alligevel store mængder af forældrenes tid og energi, og når man først har investeret så betydeligt i det ene barn, kan man ligeså godt fortsætte – om ikke for andet, så for at beskytte sin investering.

Den udlægning taler utvetydigt til min fordel som storesøster. Men den passer desværre ikke helt på hverken mine egne eller mine yngre brødres barndomserindringer. Vi har på mystisk eller heldig vis – afhængigt af hvordan man ser på det – alle tre en krystalklar fornemmelse af at have indtaget favoritbarnets eftertragtede position. Hvis der findes en rangordnet liste i de mørkeste afkroge af vores forældres sind, er vi derfor blevet enige om, at denne liste må være en foranderlig og bevægelig en af slagsen. En liste, hvor man så at sige skiftes til at være på toppen.

Og den teori er der heldigvis også nogle, der støtter. Ellen Weber Libby, den amerikanske psykolog og forfatter til bogen ”The Favourite Child” (Yndlingsbarnet), mener at have opdaget, at der i mange familier – måske endda i de fleste – findes en art skiftende favoritisme. En form for rotation af titlen yndlingsbarn, der ikke bare sikrer den enkelte udelt opmærksomhed og kærlighed, men også grundlægger en sund og opbyggelig konkurrence. Yndlingsbarnet findes, fastholder Ellen Weber Libby. Men det er ikke nødvendigvis altid det samme barn.

Det var den teori, der blev kompromiset for mine brødre og mig. Og mon ikke det også er den, langt de fleste forældre vil vælge at stå ved, hvis de da overhovedet vil stå ved nogen?