Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Min natur

Bengt Holst: Det er fantastisk, når naturen viser tænder

Selvom det ikke svarer til den frie natur at se indhegnede dyr i København Zoo, forsøger Bengt Holst og hans ansatte at gøre omgivelserne så virkelighedsnære som muligt og vække en naturlig adfærd hos dyrene. Og en naturlig interesse for naturen hos gæsterne. Her får zoo-direktøren og et par kænguruer øjenkontakt. – Fotos: Leif Tuxen.

Naturens største udfordring er, at færre og færre har et forhold til den, mener videnskabelig direktør i København Zoo, Bengt Holst. Hans erfaring er, at det styrker relationerne at være sammen i naturen. Også hans eget ægteskab har rod i en ganske usædvanlig naturoplevelse

Da Bengt Holst var 17 år gammel, var han sammen med sin jævnaldrende kammerat Henrik på en rejse til Ammarnäs i Lapland. Med hver sin rygsæk tog de toget til Nordsverige og tilbragte fem uger i telt i det nøgne og tyndt bevoksede bjerglandskab. Formålet med rejsen var at betragte dyrelivet, bjergene, naturen.

”Det var en fantastisk oplevelse at være ude i ødemarken på naturens præmisser. Vi oplevede naturen og dens største skønhed og kunne sidde der og betragte den i timevis. Der er langt imellem de levende dyr i Lapmarken, så hvert eneste væsen og hver eneste plante var spændende. Man ser igennem fingrene med udfordringerne, fordi man ser dyr og fugle, man aldrig har set før. Følelsen af at finde noget, man gerne har villet finde, er afgørende. Vi havde frysetørret mad, som vi spiste ved de reneste vandløb. Det smager vidunderligt i fjeldet.”

67-årige Bengt Holst fortæller om det, der for ham står som en dannelsesrejse, fra sit kontor i Zoologisk Have på Frederiksberg. Han er høj, solbrændt og iført en polo-T-shirt med pressefolder, hvor der står ”viceadministrerende direktør i Zoo”. I reolerne hviler ringbind efter ringbind og bog efter bog om tapirer, giraffens hals og Grønlands dyreliv som bevis på et passioneret liv i naturens og dyrenes tjeneste.

Rejsen til Ammarnäs bekræftede Bengt Holst i glæden ved naturen og gav ham lyst til at se og opleve endnu mere. Men den gav ham også en anden indsigt – at naturen har en positiv betydning for relationen mellem mennesker og kan forankre venskaber.

”Henrik og jeg kunne godt bare sidde på fjeldtoppen og kigge og sige ikke noget, og så kom der et rensdyr forbi eller nogle fugle. Hvis ikke man havde noget at meddele den anden, så tav man. Min bedste rejseledsager er én, der kan være stille sammen med mig, og som bare kan sætte sig ned og nyde og ikke behøver at snakke i tomgang hele tiden. Jeg har også oplevet det med mine døtre, når vi hver sommer rejste til det samme område i Østrig for at vandre i bjergene og bare nyde naturen. Det har bundet os sammen.”

Naturglæden fik Bengt Holst i første omgang fra sin far, der arbejdede som translatør. Så snart han nåede frem til hjemmet i Virum efter en lang arbejdsdag, gik han direkte i haven, hvor han nussede om plænen, planterne og de insekter, der måtte komme forbi.

”Jeg blev fascineret af min far, som altid gik i den lille have. Vi drillede ham med, at han klippede plænen med en neglesaks, så pertentlig var han. Og selvom han ikke kendte så meget til de forskellige organismer som snegle og biller, han gravede op af jorden, var han dybt fascineret af dem og kunne aldrig finde på at kvase dem. Han havde en respekt for naturen og dens skabninger. Jeg begyndte at se naturen med de samme nysgerrige øjne.”

En dag var Bengt Holst forbi et bogudsalg, hvor han faldt over en bog om regnormen – den lille slimede og undseelige sag, som havde flere facetter, end han først havde antaget.

”Bogen var en centimeter tyk og handlede kun om regnormen! Det viste sig, den også havde en parringsadfærd, og jeg tænkte ’hold da op, den kan også noget’. Selv regnormen kan fortælle en skæppegod historie. Min påstand er, at samtlige dyr på denne jord har en fantastisk historie at fortælle, men det er op til os at gøre det, for de kan ikke selv.”

Desværre, tilføjer han, er det færre og færre i dag, der kender naturen godt. Flertallet oplever den kun på overfladen, fordi de aldrig bliver introduceret til naturen. Langt de fleste mennesker bosætter sig i byerne, hvor de er uafhængige af naturen og mest møder den bearbejdede version i køledisken.

”Og så bliver vi fremmedgjorte. Det værste, der kan ske, er, når folk siger, de er ligeglade med naturen, bare de har adgang til de ting, de har behov for. Det er jo skrækkeligt.”

De, der kender skoven, for eksempel, bør derfor sørge for at tage en ven under armen og fungere som nøglen til rigdommen i det grønne, mener han.

”Hvis du som helt uvidende går en tur i skoven, ser du nogle grønne træer og måske et rådyr og nogle fugle, der pipper, og det er det. Hvis du sætter dig bare en smule ind i det, er der bøgetræer, egetræer og buske, og nogle blomster i undergrunden, og det viser sig, at det ikke bare var et rådyr, men en sikahjort, og tilsvarende fugle, der er store og små, og efterhånden, når du lærer fuglestemmerne at kende, oplever du, at der er en mangfoldighed af fugle. Næste spørgsmål er så, hvorfor er de alle sammen her, hvordan er de endt her frem for på den anden side af kloden. Det er spændende.”

Og sådan er det, når man først får åbnet døren til biodiversitetens mangfoldighed, uddyber han. Da han efter gymnasiet læste biologi på universitetet, havde han og studiekammeraterne en fælles opfattelse af, at det ikke kunne vare længe, før naturen var kortlagt, og der ikke ville være flere dyre- og plantearter at forske i.

”Min gamle biologilærer sagde, at det forholdt sig lige modsat. Hver gang du løser et problem, får du ti nye, fordi du får en indsigt, du ikke havde før, og til den hører at sætte spørgsmålstegn ved en masse nye ting. Og det er ganske rigtigt. Og det er det, der er så forunderligt.”

Når Bengt Holst går rundt i Zoologisk Have, hilser han på mange. Selvfølgelig på dyrepasserne, men også på en del besøgende, der enten genkender ham, eller som stamgæster har kendt ham i årevis. Han fik et folkeligt gennembrud både i Danmark og internationalt i 2014, da giraffen Marius en kold februardag blev aflivet og efterfølgende obduceret foran et publikum bestående af både børn og voksne – en handling, der medførte megen kritik og debat. Både dengang og nu tog Bengt Holst det ganske roligt, for aflivningen af giraffen var noget, der måtte ske for at bevare balancen i dyreflokken.

”Der er ikke noget unaturligt i døden. Der er ikke noget unaturligt i, at der er et overskud, der forsvinder, sådan er hele økosystemet skruet sammen. Giraffen her havde allerede fået flere knubs efter sammenstød med førerhannen, og det var ikke holdbart.”

Zoo København er gået fra at være en nuttet oplevelsespark til et sagligt begrundet sted, der spiller en væsentlig rolle i forskningsprojekter og naturbevarelsesprojekter ude i verden. Selvom det ikke svarer til den frie natur at se indhegnede dyr, forsøger Bengt Holst og hans ansatte at gøre omgivelserne så virkelighedsnære som muligt og vække en naturlig adfærd hos dyrene.

”De processer, du ser, er de naturlige processer. Dyrene skal finde mad, de skal finde vand, de skal søge ly for solen og finde en mage, og de skal holde sig på afstand af aggressive individer. Problemet i dag er, at så mange mennesker er fremmedgjorte over for naturen, så det eneste sted vi har mulighed for at komme i kontakt med naturen er i Zoologisk have. Vi forsøger at plante et natursyn hos folk, som giver dem lyst til at værne om den virkelige natur og processerne i den.”

”Og jeg mener godt, man kan opleve samme fascination over arterne her i haven som i den virkelige natur.”

Den videnskabelige direktør er sådan et menneske, hvor arbejde og fritid flyder sammen, fordi naturen ganske enkelt er hans interesse. Den var også årsagen til, at han mødte sin nuværende kone, Regitze. Han havde i 1998 været i Brasilien for at lede at avlsprogram for løveaber, som på det tidspunkt var udryddelsestruede med under 200 tilbage i den samlede bestand. I dag er der over 3000.

Efter hjemkomsten til Danmark fik han en betændelse i øjet, der udviklede sig til et stort, rødt og smertefuldt sæbeøje.

”Jeg blev sendt til Herlev Hospital, men den mandlige øjenlæge kunne ikke finde ud af, hvad det var. Han tilkaldte en reservelæge, min nuværende hustru. Jeg skulle lægge hovedet ind i en lampe, og pludselig ved varmen fra det elektriske lys skete der noget. ’Gud, det er levende’, sagde hun, og så kom der en lille orm ud af øjet, som sad fast i øjenlåget.”

Det viste sig, at han havde fået en såkaldt botfly, en flaskeformet larve, i øjenlåget, men han havde også syv i armen. Han troede først, det var myggestik.

”Så opdagede jeg, at de stak hovedet ud engang imellem, men på grund af flaskeformen, kunne man ikke trække dem ud. Først efter 12 uger lader de sig selv droppe ud og udvikler sig til den flue, det er. Jeg syntes, det var fascinerende at se på armen, lige indtil det gav mig blodforgiftning, og armen blev stenhård under en vandretur i Alperne med mine døtre. Til sidst fik jeg opereret nogle af dem ud og andre døde inde i armen.”

Reservelægen Regitze syntes også, Bengt Holsts larve var et så spændende tilfælde, at hun ville skrive en forskningsartikel, og af samme grund holdt de kontakten. Få måneder efter flyttede de sammen

”Det var en speciel kurtisering, og jeg er nok også den eneste, der har sin kurtiseringshistorie beskrevet i en videnskabelig artikel.”

Naturen er hans alfa og omega, og han er aldrig blevet skuffet over den, uanset om han har rejst i troperne, det arktiske område eller i Danmark.

”Jeg har altid godt kunnet lide at lade mig overdøve af naturens storhed. Naturen er nok for mig, hvad tro er for andre mennesker, men jeg er indædt evolutionstænker,” understreger han.

Det betyder også, at han faktisk holder med naturen i de situationer, hvor mennesket tér sig magtfuldkomment.

”Det er fantastisk, når naturen nogle gange viser tænder. Selvfølgelig er det sørgeligt for dem, det går ud over. Men på den anden side er vi bare nogle levende væsener, der lever på en klode, der har de processer kørende, om det så er jordskælv, kraftigt stormvejr eller snefald. Vi skal passe på, at vi ikke bliver overmodige og tror, vi kan ændre på det, vi egentlig ikke kan ændre på. Når man placerer en by som San Francisco i en jordskælvszone, må man forvente, at der på et tidspunkt kommer et kæmpeskælv.”

Naturkatastrofer eller ej, så vil mennesket realistisk set ikke være her altid. Om 100.000 år vil andre arter formentlig have taget over, konstaterer biologen med sin kendetegnende nøgternhed.

”Jeg tror, kloden vil bestå, men hvorfor skulle mennesket pludselig være en art, der er her til evig tid? Det har ingen andre arter været.”

Det scenarie gør ham på ingen måde trist.

”Tænk bare på, hvor meget mennesket har opnået siden Vikingetiden. Det er kun 1000 år siden. Om 100.000 år har mennesket nok fået sin del af oplevelserne her på jorden.”

Bengt Holst smiler.

Jeg har altid godt kunnet lide at lade mig overdøve af naturens storhed. Naturen er nok for mig, hvad tro er for andre mennesker, men jeg er indædt evolutionstænker

Bengt Holst