Vi skal alle forvandles

I mange år troede præst og forfatter Johannes Værge, at han skulle mere, end han kunne, og endte med at blive syg. I næste uge kommer en teologisk bog til mennesker, der, som han, tumler med spørgsmål om at være god nok

”Jeg har lidt af manglende selvtillid, som har gjort, at jeg hele tiden har syntes, at når der var brug for, at jeg gjorde det ene eller andet, så måtte jeg hellere gøre det. Jeg har været for dårlig til at kende mine egne grænser og tage vare på mig selv, og jeg gik ned med en voldsom overanstrengelse og var sygemeldt i næsten et halvt år,” siger Johannes Værge.
”Jeg har lidt af manglende selvtillid, som har gjort, at jeg hele tiden har syntes, at når der var brug for, at jeg gjorde det ene eller andet, så måtte jeg hellere gøre det. Jeg har været for dårlig til at kende mine egne grænser og tage vare på mig selv, og jeg gik ned med en voldsom overanstrengelse og var sygemeldt i næsten et halvt år,” siger Johannes Værge. . Foto: Leif Tuxen.

Hvad er menneskets grundlæggende frygt? Terrorangreb, klimaets udvikling eller sygdom? Nej; den mest udbredte frygt blandt mennesker er frygten for ikke at være god nok efterfulgt af frygten for ikke at være elsket, viser sociologiske studier, og det passer med de erfaringer, Johannes Værge, 67 år, har gjort sig som præst, sjælesørger og i sit eget liv.

”Der er en angst for ikke at være god nok, og det er slået fast som en norm, at man skal være god. Der, hvor mennesker tit bliver ulykkelige, er, når der sker noget i det indbyrdes forhold til ens partner eller børn. Der er ikke den harmoni, man gerne vil have, og man føler sig måske skubbet ud, bliver ensom eller føler sig mislykket. Der er ikke noget forkert i at stræbe efter, at livet skal være godt, og at vi skal gøre det godt for hinanden, men problemet opstår, hvis man tror, man skal finde den godhed i sig selv og bare har den, for så løber man tør,” siger Johannes Værge.

Hans stemme er kendt af mange fra de radiotransmitterede morgenandagter i Københavns Domkirke, hvor han fra 1988 til 2007 var sognepræst, men han er også bibelsk teolog. Siden studietiden i Aarhus i slutningen af 1960erne har han arbejdet med Det Ny Testamente og var blandt andet med i oversættelsesarbejdet, som førte til den seneste autoriserede Bibel fra 1992. På mandag udkommer hans bog ”Guds skrøbelige arvinger”. En bog, han har skrevet for at åbne for ting i den teologiske tradition, som efter hans mening er underbelyste. Bogen er et slags opgør med en tradition, som vil tale mennesket ned.

Når Johannes Værge har siddet med mennesker, som har kæmpet med spørgsmål om selvværd, har han kunnet præsentere kernen i det kristne evangelium: Mennesket er elsket af Gud, og som et slags arveforskud får vi tilgivelse for vores synder. Men Johannes Værge har også mødt mange, som slet ikke kan høre de ord, fordi de forbinder kirken med en dyster tale om mennesket som en elendig synder. Når det billede stadig klæber ved kirken, kan det ifølge Værge skyldes de gamle kollekter fra Luthers tid, der indgår i gudstjenesten som bønner. Her er omkvædet, at mennesket er en elendig synder.

”Jeg har selv som præst læst de her kollekter og haft det lidt skidt med det, for folk tager det til sig som en nedgørelse. Ikke mindst hvis man føler sig som et nederlagsmenneske og er lidt små-depressiv. Så hører man ikke det, som der også bliver sagt i gudstjenesten,” siger han.

Tilbage til den frygt, som de fleste mennesker deler: Frygten for ikke at være god nok eller ikke være elsket. Den grundlæggende usikkerhed påvirker også menneskets længsel, mener Johannes Værge. Han citerer den anglikanske biskop John V. Taylor (1914-2001), som har skrevet: ”Flere kristne er drevet af en længsel efter at være gode end af længsel efter Gud.”

”En længsel efter at være god kan betyde, at man ligger under for falske forestillinger om, hvor god man er og ender i et opblæst hykleri. Eller man kan være tynget af en bevidsthed om, at man skal være god, men have indset, at man ikke er god. Ufuldkommenheden er et vilkår i ethvert menneskes liv, og uvægerligt pådrager vi os skyld og oplever at komme til kort.”

”Vi må erkende vores skrøbelighed. Som Paulus skriver, har vi en umådelig skat, men skatten er i skrøbelige lerkar. Livet er gådefuldt og kan være en spændingsfuld affære, hvor vi ikke slipper fri af lidelse og kan blive redskaber for ting, som vi ikke ville. Derfor er der brug for en forvandling, som alene Kristus kan bevirke,” siger han.

Hvad enten det er følelsen af ikke at være god nok, frygten for ikke at være elsket eller erkendelsen af sin ufuldkommenhed, man bærer med sig, opfordrer Johannes Værge til, at man fordyber sig i ord fra Bibelen.

De berømte ord fra Matthæusevangeliets sjette kapitel er et nøgleord for ham: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. Når man gennem bøn fordyber sig i ordene, kan det sammenlignes med at gå i en skov og komme til en lysning, hvor man rammes af et livgivende lys, forklarer Værge. Men lysningen skal beskyttes. Et andet nøgleord fra Bibelen, som han citerer flere gange under interviewet, er det dobbelte kærlighedsbud: Elsk Gud og din næste som dig selv.

For snart 10 år siden blev Johannes Værge syg, og når han i dag ser tilbage, erkender han, at han i perioder ikke brugte nok tid på, som han siger, at ”drikke af kilden”.

”Jeg har lidt af manglende selvtillid, som har gjort, at jeg hele tiden har syntes, at når der var brug for, at jeg gjorde det ene eller andet, så måtte jeg hellere gøre det. Jeg har været for dårlig til at kende mine egne grænser og tage vare på mig selv, og jeg gik ned med en voldsom overanstrengelse og var sygemeldt i næsten et halvt år,” siger han.

Lægerne mistænkte ham for at have epilepsi, men kroppens reaktioner viste sig at være en følge af overbelastning, som også fik hans kortidshukommelse til at forsvinde. Da han vendte tilbage til embedet i Københavns Domkirke, var han fortsat mærket af det, som lægerne kalder ”belastningsskader”, og det stod klart for ham, at han ikke kunne fortsætte i en så krævende stilling og måtte indrette sig, så han kunne have mere ro.

Og den ydre ro har han fået i den lyse hjørnelejlighed i Hellerup nord for København, som han deler med terapeut Lisbeth Værge, som han har været gift med i 40 år. På kanten af storbyen nyder han at kunne mærke havluften. Øresund er kun få minutters gang væk. I lejligheden har han ro til at fordybe sig i teologien, samle trådene fra et langt præsteliv og skrive, ligesom han jævnligt holder foredrag.

”Jeg har været for optaget af, hvad et blik udefra ville mene om mig, og hvilke forventninger der måtte være. Jeg har lyttet for lidt til mig selv og måske også lyttet for lidt til Gud. Samtidig har jeg haft en stærk ansvarsfølelse og i den forbindelse troet, at jeg kunne mere, end jeg kunne. Og i mange år kunne jeg meget, men så ... Nogle mennesker kan gøre utrolig meget, og så er vi andre, som er mere begrænsede. Man kan ikke bare give og give. Man har brug for selv at være ved kilden og drikke af kilden,” siger han.

Der er flere kilder. Han beskriver blandt andet et samspil mellem det bibelske og medmenneskelige univers. For Johannes Værge er en vigtig kilde alt det, som hans nærmeste giver, men også konkrete vers fra Bibelen. Han gentager verset fra Matthæusevangeliet: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”

”Det betyder, at man ikke skal være så optaget af, hvordan man selv er, men optaget af, hvad du møder i Gud og Kristus og se, hvad det gør i dit liv. I den sammenhæng er bøn en fundamental ting. Bønnen medvirker til at forme vores identitet både socialt og personligt. Eller som Augustin formulerer det: Vi beder ikke for at instruere Gud, men for at konstruere vores eget sind,” siger han.

Et vigtigt tema i den nye bog er menneskets fald og fuldendelse.

”Jesus taler om, at vi skal være fuldkomne. Hvordan skal det forstås? Jeg forstår det på den måde, at vi har en bestemmelse. Vi er sat på en vej, hvor Kristus har magt til i sidste ende at gøre os fuldkomne i Guds rige. Det er et fantastisk perspektiv og er med til at give håb. Det er ikke noget, vi selv kan præstere, men noget vi skal modtage, og vi skal føres dertil, hvilket giver en ydmyghed.”

Johannes Værge har tidligere skrevet om det evige liv i bogen ”Efter døden”. I den nye bog arbejder han videre med et aspekt af efterlivet, som han oplever, at mange bakser med: Er der et gensyn på den anden side af døden?

”Det er virkelig noget, folk tumler med. Mennesker, som måske ikke vil sige, at de tror, kan stå ved kisten og sige: Vi ses igen. Når folk har spurgt mig, om jeg troede på et gensyn, har jeg sagt, at det var et håb, vi kunne have. Jeg har været meget forsigtig, men nu tør jeg tale mere tydeligt om gensynet,” siger han.

Spørgsmålet om gensyn efter døden åbner for en række spørgsmål hos mennesker. Hvem skal man gense? Man tænker måske umiddelbart på gensynet med sine kære, men hvad med de mennesker, man havde knap så kær?

”Man må spørge, hvad det er for et menneske, som indgår i evigheden. Den oldkirkelige tradition ser frelsen som en helbredelse og Gudsforholdet som en vej. I døden møder vi Kristus, og det sætter en forvandlings- og helbredelsesproces i gang. Det menneske, som indgår i evigheden, er derfor et forvandlet menneske. Et menneske, som tager Kristus-naturen til sig og får den kaldt frem med Kristus i opstandelsen.”