Vi lider af fotofeber

Det er, som om vi har glemt de langstrakte aftener hos mennesker, der for et godt ord stillede lysbilledapparatet op og viste uendelige rækker af dybt kedsommelige feriebilleder. Hvorfor skulle det være blevet mindre kedeligt at se billeder af andres unger, bare fordi det er fra skolekomedien og på en smartphone?

Måske er det ikke en sygdom, men det er tæt på: den uafladelige fotografering i tide og ikke mindst i utide. Arkivfoto.
Måske er det ikke en sygdom, men det er tæt på: den uafladelige fotografering i tide og ikke mindst i utide. Arkivfoto. . Foto: Jens Astrup/ /.

Måske er det ikke en sygdom, men det er tæt på: den uafladelige fotografering i tide og ikke mindst i utide. Vi lider af fotofeber. Vi fotograferer uafbrudt. Kan ikke opleve selv den mest ubetydelige begivenhed uden at tage telefonen frem og knipse et par billeder. Før i tiden smilede vi overbærende, når en flok japanere væltede ud af bussen, fotograferede, hoppede ind i bussen og kørte videre. Nu er vi alle blevet japanere: Vi har så travlt med at forevige, at vi ikke er til stede i nuet!

Tag bare os, der har mindre børn. Vi fotograferer dem simpelthen sønder og sammen. Vi har i bogstaveligste forstand et utal af billeder. Og ikke kun billeder af de store overgange: lige født, lært at gå, toårsfødselsdag, første dag i børnehaven, i skolen, på lejrtur, til fodbold og så videre. Vi har også billeder af alt det indimellem. Og jeg ved helt ærligt ikke rigtig hvorfor. Måske for at se dem og mindes det hele, når vi bliver gamle.

Vi skal så godt nok blive ualmindelig gamle og bevare synet for at nå at se det hele. Men det må gælde generelt: Hvem skal se alle de billeder? Forhåbentlig ikke sagesløse venner og familiemedlemmer. Uanset hvor gode og skarpe de billeder er, og hvor vidunderlige lige bestemt vores børn er, findes der nok ikke noget mere kedeligt end at se andre menneskers billeder!

Det er, som om vi har glemt de langstrakte aftener hos mennesker, der for et godt ord stillede lysbilledapparatet op og viste uendelige rækker af dybt kedsommelige feriebilleder. Hvorfor skulle det være blevet mindre kedeligt at se billeder af andres unger, bare fordi det er fra skolekomedien og på en smartphone?

I kirken er det ikke meget bedre. Som præst har jeg erkendt, at vi ikke kan forhindre folk i at tage billeder, så jeg appellerer til, at det foregår diskret; at man bliver på bænken og ikke blitzer, så præsten tror, han har fået et syn. Det hjælper ikke det helt store. Mange kirkegængere især ved barnedåb og vielser oplever simpelthen forløbet gennem kameraet.

Og selvom jeg godt ved, at fotograferingen også er et udtryk for, at begivenheden betyder noget, så er der noget rivende galt alligevel. For det går ud over nærværet. Man er ganske enkelt ikke til stede, når man er optaget af at fotografere. Når man vil fange øjeblikket gennem linsen, forsvinder det for en. Man er ikke nærværende, som når man ikke står med kameraet.

På et dybere plan er det et forsøg på at fastholde det, der ikke kan fastholdes: nuet, øjeblikket, det særlige sekund, kernen i sagen, i livet. Og ja, det sker af og til på nogle billeder især, hvis det er en rigtig fotograf, der tager det. Der findes fotografer, der diskret og præcist kan fange øjeblikket uden at ødelægge det, men det er de færreste.

Men et almindeligt foto skal måske slet ikke fastholde øjeblikket; det skal minde om det. Selv har jeg et mindre album med billeder fra min barndom og ungdom. Nogle gange tager jeg det frem og ser på billederne. Og de kan åbne til en verden, der var engang, til begivenheder, der fik betydning, og mennesker, der var altafgørende i ens liv. På et af billederne står min bedste kammerat og jeg ved siden af hinanden. Vi er på ferie sammen, sommeren før han flyttede. En helt særlig ferie med masser af øjeblikke. Men på billedet er kun han og jeg. Ikke øjeblikket.

Billedet åbner til den ferie, og hvad den betød. Og man behøver slet ikke øjeblikket på billede. Et billede af konfirmanden uden for kirken, af barnet hjemme efter dåben eller med tasken, før vi går i skole, er så rigeligt. Det vil åbne for betydning, når man ser det.

I vores fotofeber prøver vi at fastholde nuet og fange øjeblikket. Men måske vil vi en dag opdage, at fordi vi havde så travlt med at fotografere, fik vi ikke engang øjeblikket med os i sindet.