Kære brevkasse
Jeg er løbet ind i et problem, der ikke synes at kunne løse sig sådan ligetil. Min fars nye kæreste fylder så utrolig meget i hans liv, og det har jeg det temmelig svært med. Jeg ved godt, at det er temmelig naivt og barnligt, og jeg prøver også at glæde mig over alle deres mange fælles oplevelser, som han fortæller om. Men det er meget svært at skulle fake en interesse, jeg ikke har. Jeg kan godt se, at hun fylder hans liv med rigdom og glæde, men samtidig er jeg vidne til, at han bliver stresset og forvirret af den megen opmærksomhed. Jeg vil faktisk helst være fri for at høre om hende, så går det bedst.
Sideløbende kan jeg genkende en voksende kvindelig dominans, der langsomt, men sikkert er ved at få overtaget både på den hjemlige front, men langt værre også inden for interesser, han før har haft, men som nu bliver lagt på hylden. Det er ting, som jeg helst ikke vil blande mig i, men jeg kan bare være vidne til, at min fars liv er blevet mere styret end tidligere.
Jeg kan godt se, at der fra min side er en god portion misundelse, som jeg prøver at holde ud i en armslængde, men visse gange kommer en del svigt fra min barndom op til overfladen. Alt dette prøver jeg at se bort fra og prøver neutralt at observere og analysere en for mig temmelig ny og anderledes situation.
Det sidste er, at min mor er død for nylig, og nu er hun blevet et emne, vi skal diskutere alle tre. Det bryder jeg mig absolut ikke om at dele med min fars kæreste, men gerne med ham alene. Det er svært, da min far altid har været håbløs til at diskutere følelser, og jeg er så bange for at såre ham og gøre ham rigtig ked af det.
Har I et godt råd? Jeg har prøvet at få hul igennem en gang, men det var forgæves.
Jeg kunne selvfølgelig lade tingene ligge og køre videre på bedste beskub. Jeg vil bare så nødig havne i den grøft en dag at skulle stå tilbage med et uforløst minde om en far, jeg ikke fik talt ud med.Venlig hilsen
Susanne
Kære Susanne
Tak for dit brev ,som rummer spørgsmål og dilemmaer, som er helt naturlige. Du er i en tid efter tabet af din mor, hvor både sorgen og behovet for at samtale om hende med andre, der stod hende nær, er til stede. Derfor kan vi godt forstå, at det er en sorg ikke at have den naturlige samtale om det sammen med din far. Nu, når din far er meget videre i sit liv, kan det endda sikkert føles, som om du på en måde har mistet dem begge. Der er mange ting, vi ikke ved om dig og jeres familie, men vi tænker gerne lidt højt sammen med dig.
Vi oplever ofte, at mænd finder en ny partner, relativt kort tid efter at de har mistet deres ægtefælle. Mænd er ikke altid så gode til at være alene. Det er heller ikke så mærkeligt, at mennesker, som måske kan have mange år tilbage af deres liv, kan få lysten til at dele fremtiden med et andet menneske. Så det kan der siges meget godt om. Somme tider kan det dog være klogt at tænke sig ekstra om, hvilket menneske man knytter sig til. For den nøgterne sans er ikke altid lige skarp efter en større sorg, uanset om det er efter et dødsfald eller en skilsmisse.Som barn uanset om man er lille eller voksen så er perspektivet et helt andet. Der er der ikke et umiddelbart behov for, at der skal komme et nyt og nært familiemedlem ind i mors eller fars liv. Og når man for eksempel oplever sin far forelsket med en væremåde, som man aldrig kan huske, mens han var sammen med ens mor, kan det give stik i hjertet og bringe jalousifølelser og svigt frem fra en svunden tid.
Derfor er det ekstra klogt af modne voksne, der finder nye partnere, at have in mente, at ens børn er et helt andet sted i deres følelsesliv, så man i respekt for dem ikke lader sig totalt opsluge af den nye relation, men bevidst prioriterer at være sammen med dem alene.
Desværre tænker vi, at det ikke er sikkert, at du får så meget ud af at ”råbe” ham op. Forelskede mennesker i alle aldre er ofte svære at få til at ændre fokus, og han vil let kunne tænke, at du bare vil forhindre ham i at være glad eller ikke har respekt for hans valg.
Du skriver også, at din far tidligere ikke har været en, der var så let at tale med om mere personlige ting. Hvis du kommer med alt det, som du har på hjerte, og som vi rigtig godt forstår, vil han, som din erfaring siger dig, nok havde vanskeligt ved at kapere det. Især hvis du fortæller ham det uden forberedelse.
Vi tror derfor, at den bedste mulighed er, at han må forberedes og kunne tænke over det og finde det rigtige sted og tidspunkt at snakke om de vigtige ting. Derfor tænker vi, at du måske kunne skrive til ham om dine tanker. For vi kan se af dit brev, at du er ganske nuanceret. Og det er altid en god ting.
Du kunne for eksempel begynde med at skrive, at det glæder dig, at han kan mærke glæden igen og får nye oplevelser og nævne eksempler på det. Og så kunne du skrive noget om, at der også er nogle ting, som du, som hans elskede datter, er bekymret for, som du gerne vil dele med ham.
Skriv, at du inderligt godt kunne tænke dig, at du og han kunne have nogle stunder sammen, bare jer to i ro og fred nogle timer indimellem, hvor I kunne være far og datter og tale sammen om vigtige ting, både fra jeres fælles historie og jeres nutid. Skriv konkret, at du savner at tale med ham. For det er ikke en kritik, men en gave at få som far fra sin voksne datter.
Vi ved ikke, om det vil kunne give en åbning ind til ham. Men det kunne være en mulighed, tror vi. Hvis ikke, bliver du nødt til at se det i øjnene og i stedet mødes med nogle andre, som du synes, er gode at snakke med, måske med nogen i familien, som også kender din mor, en tante eller fætter eller en god familieven.
Eller måske kan du snakke med præsten, som stod for din mors begravelse eller med et andet reflekteret menneske om de naturlige dilemmaer, som du står i. For vi synes, du fortjener en at følges med omkring dine tanker. Vejen videre kan være at få hjælp og inspiration til at tænke på, hvordan du selv kan bygge en fremtid op som voksen kvinde, hvor du trods savn også får mod og kræfter til at skabe dine egne gode relationer, som kan være bærende i dit fremtidige liv.Mange hilsener