Sorg er, at krop og liv falder fra hinanden. Pinsens under er, at ånden kan samle mennesket, forbinde det og give et nyt fundament at stå på og en ny identitet.

Helligånden er en relation, der giver identitet

Snart er det pinse, og sognepræst Lone Vesterdal er ved at forberede den prædiken, hun vil holde for menigheden i Bramdrup ved Kolding. Skønt prædikenen endnu ikke er skrevet, ved hun, at hun vil tale om Helligånden som en relation, der giver identitet.

”I dagens samfund er vi skrøbelige på vores identitet. Vi har vores projekter, som vi gerne vil realisere og som definerer os, men vores relationer, og dermed vores identiteter, kan på et øjeblik rives i stykker, hvad enten det er som ægtefælle, forælder, ven eller kollega. Helligånden kan samle os, forbinde os og give os et fundament at stå på, hvor vi kan opleve at hænge sammen på en ny måde og erfare glæden igen. Helligånden åbner en relation, der er mere end: Vi er elsket af Gud som hans børn og sat ind i et barneforhold, hvor der hele tiden er nye muligheder,” siger hun.

At Helligånden kan samle et menneske og atter give plads til glæden, er en historie, som 47-årige Lone Vesterdal har erfaret i sit eget liv.

Alt ændrede sig da Jakob kom til verden

I mandags udkom hendes bog ”Nedenom og hjem perspektiver på tab og tro”, som handler om at finde mod midt i tabet og sorgen. Hvert kapitel i bogen er bygget op omkring en salme, for hvad enten man sørger eller søger fast grund i tilværelsen, rummer Salmebogen en vedholdende og velbegrundet opmuntring til at leve.

Lone Vesterdal bor lidt nord for Kolding i landsbyen Nørre Stenderup ved Eltang. Her er naturen bakket, og strækker man halsen, kan man se Lillebæltsbroen. Her har hun boet i 16 år. Det store, hvidkalkede stuehus var hendes mands barndomshjem, som parret flyttede ind i i 1998. Samme år blev de gift i Eltang Kirke. At slå sig ned i barndomshjemmet var realiseringen af en drøm for Jens Nederby, og bid for bid moderniserede parret hjemmet.

Som ph.d. i biokemi havde han fået et job på Vejle Sygehus, og hun regnede med at finde en stilling som gymnasielærer. Året efter at de kom til Nørre Stenderup, blev de forældre til Johannes, og syv år efter talte familien fire børn. Sideløbende havde Lone Vesterdal foretaget et fagligt sporskifte. Hun havde færdiggjort det teologistudie, hun havde påbegyndt nogle år tidligere, og var blevet hjælpepræst og siden sognepræst i Bramdrup lidt nord for Eltang. Men fire dage efter at Jakob, parrets yngste barn, var kommet til verden, ændrede deres tilværelse sig.

En besked forbundet med afmagt og smerte

I en tid havde Jens Nederby klaget over, at det nogle gange flimrede for hans øjne. Det var dog ikke noget, han anså for et problem, men nogle af kollegerne på Vejle Sygehus mente, at han skulle få det undersøgt, og han blev scannet. Scanningen viste, at der var en skygge i hjernen, og han blev sendt videre til nærmere undersøgelse på Aarhus Universitetshospital. Fire dage efter, at Jakob var blevet født, skulle parret til samtale på hospitalet for at høre om resultaterne af undersøgelsen.

”Det var som at være lukket inde i en fængselscelle, hvor du ønsker at komme ud, men opdager, at døren ikke har noget håndtag. Den besked, vi fik, var forbundet med en enorm afmagt, og smerten var, at der ikke var nogen udgang. Jeg vidste, at når vi var færdige med det her, så var der kun en af os tilbage.”

Den første måned havde parret et håb om, at de måske kunne få 10 år sammen. Den hjernetumor, lægerne havde fundet, var godartet, men den udviklede sig til en ondartet tumor, og 14 måneder efter at diagnosen var stillet, døde Jens Nederby i en af stuerne her i Nørre Stenderup. Han blev 39 år.

Det store spørgsmål om Gud og og lidelse

Lone Vesterdal er vokset op i, hvad hun beskriver som et kirkeligt hjem i Kolding. Tidligt blev hendes tro udfordret af det klassiske, teologiske problem: Hvordan kan Gud tillade ondskab og lidelse i verden, når han er god, kærlig og almægtig?

Mens hendes veninder læste hestebøger, stavede hun sig gennem C.S. Lewis ”En sorgens dagbog”, og optagetheden af lidelsens problem var årsagen til, at hun søgte ind på teologistudiet på Københavns Universitet.

Med hendes mands sygdom var spørgsmålet rykket helt tæt på.

”Nej, jeg kender stadig ikke svaret på, hvorfor Gud tillader lidelse, men i troens verden kan jeg færdes med gåder, paradokser og uløste spørgsmål. Vi var mange, som bad for Jens, men det gik ikke. Vi fik ikke, hvad vi bad om, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at Gud heller aldrig forlod os. Og det er det, som kan være irriterende og forbløffende ved Gud: Han gør, hvad han vil.”

”Jeg har ikke fået nogen forklaring på mit hvorfor, men egentlig er det også uinteressant for mig, for en forklaring ville ikke hjælpe. Forklaringer kan være rationelle, men ingen forklaring giver den døde tilbage. I stedet for forklaring, har jeg oplevet forklarelse: At få en erfaring af, at Gud er der. Det efterlader dig stadig med mange spørgsmål, men det kan give mod til at leve videre.”

Arbejdet var udfordrende men helbredende

Mens hendes mand var syg, var hun først på barsel og efterfølgende tilbage i sognet som præst. Arbejdet var både helbredende og udfordrende.

”Jeg har bakset meget med spørgsmålet om Guds godhed. Jeg skulle prædike om en Gud, som helbreder, samtidig med at min mand var syg. Jeg tog kampen med Gud og syntes, det var helt urimeligt, men når jeg så havde klaget min nød til Gud, erfarede jeg, at han på en måde svarede: Men, jeg er her stadig. Jeg tillod mig at have to trosbekendelser. Den ene trosbekendelse er den, vi siger sammen i kirken om søndagen, og den anden var domineret af mine spørgsmål: Gud, hvorfor sover du? Gud, hvorfor har du glemt os? Begge trosbekendelserne er sande, og havde jeg ikke givet udtryk for de erfaringer, den sidste bekendelse rummede, så tror jeg, at jeg ville være brændt ud.”

Et halvt år efter Jens Nederbys død bankede parrets ven professor Bent Meier Sørensen på døren. Han forærede Lone Vesterdal en ledelsesbog om sammenhængene mellem fiasko og kreativitet, som han var medforfatter til. En bog om at være ved et punkt, man kan kalde det A, og planlægge at fortsætte til punkt B og opdage, at man er havnet ved punkt C. Bogen fik stor betydning for Lone Vesterdals arbejde med at forholde sig til familiens ændrede livsvilkår og den teologiske tænkning omkring dette nye liv.

Når livet ikke går fra A til B

”Vi tror, livet handler om at nå fra A til B, og når vi i stedet kommer til C, kalder vi det for en fiasko og siger, at sådan skulle det ikke have været, men alle de fortællinger, som ligger under vores kultur, handler om, at sådan er livet,” siger Lone Vesterdal, som inspireret af Bent Meier Sørensens bog gik på jagt i litteraturen efter beskrivelser af såkaldte fiaskoer: Odysseus skulle have brugt 20 dage på at komme hjem fra slaget ved Troja, men det tog ham omkring 20 år. Moses kunne være gået turen på 40 dage, men han brugte 40 år.

”Jesus er det mest slående eksempel på en fiasko. Han, der er så velbegavet, ender med at have 12 disciple, som ikke forstår, hvad han siger, og han dør på korset forladt af alle. Men kristendommen fortæller, at gennem den fiasko stråler opstandelsens lys. I kristendommens optik kan man sige, at der også i fiaskoen kan være en forandringsmotor, men det er ikke historier, som går uden om lidelsen, men som er i afmagten.”

Inspireret af sin læsning satte Lone Vesterdal sig med salmebogen og konstaterede, at mange af salmerne beskriver, hvad det vil sige at lide nederlag og måske miste det hele.

At gå nedenom og hjem

”Jeg kom til at tænke på det udtryk, man brugte i min barndom, at folk gik nedenom og hjem. Egentlig er det også et evangelisk udtryk, at vejen nedenom også er vejen hjem. I kristelig forstand går vejen hjem ikke oven over lidelsen eller uden om den, men ned under og gennem lidelsen og hjem ad den vej. Det er en af de mest grundlæggende bevægelser i kristendommen.”

Hendes arbejde med salmebogen formede sig langsomt til den bog, som udkom tidligere på ugen. ”Nedenom og hjem perspektiver på tab og tro”.

”Der er en enorm solidaritet i salmebogens salmer. Salmebogen lyver aldrig om vores liv, men beskriver, hvordan det er, og peger samtidig frem mod det kæmpehåb, at Gud med Helligånden kan forbinde sig med os. I sjælesorgen har der været en tendens til at glemme sine egne, teologiske ressourcer, fordi man har været optaget af at gå på besøg i psykologien, sociologien og pædagogikken. Jeg synes, der er så meget at hente i sjælesorgen fra de teologiske kilder, og det er min bog et udtryk for,” siger hun.

Salmerne åbner for et større univers

De sidste 14 dage af Jens Nederbys liv sad Lone Vesterdal meget af tiden ved hans sygeleje.

”Vi talte ikke om, at han skulle dø. Vi vidste det alt for godt, og vi havde brug for at tale om livet og vores børn,” siger hun.

En af de salmer, som blev vigtige for hende i den sidste tid, var Grundtvigs ”Aftensukket, nattegråden”. Salmens sidste to linjer lyder: ”Kommer nat engang med døden, kommer du med morgenrøden”. Hun husker, hvordan hun holdt fast ved de ord.

”Når du synger salmer, kommer du ind i en verden, som er mere end: Kristus kommer med morgenrøden og lader døden gennemlyse af liv. Salmerne åbner for et univers, som giver en forsmag på noget, som er større end os, og som vi ikke selv kan forestille os.”

Større taknemmelighed for hverdagslivet

Et par langbenede piger fra nabolaget er kommet forbi og udfordrer Johannes og Laurids i fodbold på plænen, men haven er så stor, at børnenes spil ikke høres, men kun ses her på terrassen ved stuehuset i Nørre Stenderup, hvor Lone Vesterdal og gæsten har taget plads.

Hverdagsliv som det, der udspiller sig på plænen, har Lone Vesterdal fået en større taknemmelighed for. Som hun skriver i bogen, skærper tab og sorg synet.

”Lidelsen har fået mig til at se på livet med andre øjne. Kristendommen lærer mig, at mit liv og andres liv er større og mere underfuldt, end jeg vidste af. Det ændrede syn forandrer mit liv og fylder mig med håb og mod,” siger hun.

At livet er underfuldt oplevede hun, da hun et par år efter Jens Nederbys død blev forelsket.

”Det er en kæmpe styrke for mig, at jeg kom til at erfare kærligheden en gang til og i dag er gift igen. Jeg havde ikke troet, at det skulle ske,” siger Lone Vesterdal, som for snart to år siden blev gift med læge Niels Gyldenkerne, som var kollega til Jens Nederby og parrets ven.

For Lone Vesterdal er pinsen en påmindelse om, hvor helbredende fællesskaber er.

”Helligånden skaber forbindelse. Det, der er gået i stykker og faldet fra hinanden, sættes sammen og forbindes på nye, ofte forbløffende og uforudsete måder. Gaven i afmagten er, at man opdager, hvad det er, Gud med sin Helligånd kan og vil gøre. Det er den gave, som ikke fås til anden pris.”