Når man er træt af livet

Depression og fysiske smerter har skabt stor livstræthed og ønsker om at komme herfra. Men måske det alligevel er værd at prøve at række ud efter hjælp

Jørgen og Annette Due Madsen.
Jørgen og Annette Due Madsen. Foto: Arkivfoto.

Kære brevkasse

Jeg læser ganske ofte artikler i forskellige aviser og blade, hvor kendte mennesker fortæller om deres vej til at finde en mening med livet på trods af mange genvordigheder. Artiklerne får en slags vrede op i mig, ikke over disse kendtes fortælling som sådan, det er da dejligt at høre og læse om deres vej, men over at man absolut skal finde meningen med livet uanset hvad. Os, som ikke kan det, kan eller må ikke tale højt om det, kun positive udmeldinger om livet accepteres, det andet er tabu.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

I rigtig mange år cirka 20 har jeg bedt den bøn for mig selv, om livet dog snart kunne være slut. Dengang sagde den psykiater, som jeg gik hos, at det ikke kunne være anderledes med den bagage, jeg havde med mig. Jeg fik flere slags medicin hos ham, som gav forfærdelige bivirkninger og landede til sidst på Mirtazapin i lille dosis, som jeg har brugt siden. Han sagde også, at jeg måtte se at få det bedste ud af det liv, jeg havde.

Det har jeg så gjort igennem en del meningsfuldt frivilligt arbejde. Jeg har rejst en del, taget på højskoler, taget på lange vandreture og derved fået et slags liv. Det holdt min kroniske depression, angst og store psykiske smerte i skak. Men for cirka fem år siden blev alt dette umuligt for mig, og jeg har nu kroniske smerter, stor træthed og er bevægelseshandikappet og har ingen udsigt til, at det bliver bedre. Det er heller ikke noget, som jeg får lov til at dø af lige nu desværre. Det er, som om alle døre lukkede sig for mig.

Jeg er i første halvdel af 70erne, og jeg kan kun se frem til et stort set meningsløst liv, måske 10 eller 20 år mere. Da jeg blev 60 år, tænkte jeg fortvivlet på, at jeg kunne risikere at blive 70 år, og nu er jeg her, og det nu med fysiske smerter oveni de psykiske. Jeg har få kræfter til at være social, for det begrænses af smerterne, og der er ingen smertemedicin til det, for det er forsøgt uden held.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg var et dyr, ville man aflive mig af barmhjertighed, men for os mennesker er det ikke en vej på samme måde.

Hvis der fandtes en pille, jeg kunne tage og ikke vågne op i morgen, ville jeg gøre det. Det, synes jeg, er at få lov til at dø med værdighed, men den udvej er der kun på en klinik i Schweiz, selvom jeg erkender, at det bliver vanskeligere for mig at blive godkendt, end hvis jeg havde en dødelig sygdom. At hoppe ud foran et tog tager jeg afstand fra, det er uværdigt, og det vil skade en masse uskyldige mennesker.

Jeg bliver for så vidt godt behandlet af det offentlige med hjælp og hjælpemidler. Jeg har gode venner, der kender til mit ønske, kan rumme mig, uden at jeg forlanger, at de skal forstå. Jeg føler mig ikke ensom, selvom jeg er meget alene. Hellere det end krampagtigt smile til verden. Det synes dog rimeligt at få lov til at dø, når mit liv er en belastning for mig selv.

Venlig hilsen

Den livstrætte

Kære livstrætte

Takfor dit brev og din tillid. Vi fornemmer virkelig, at du er et menneske, som har kæmpet med livets stærke kræfter gennem mange, lange tider både fysisk og psykisk. Og vi forstår meget godt, at man kan blive massivt udmattet og trøstesløs, når man har prøvet så meget, uden at det har givet den ønskede lindring, eller som oven i købet måske har givet flere utålelige bivirkninger. Vi kan også se, at du har taget udfordringerne på dig og opsøgt højskoler og deltaget i frivilligt arbejde. Det fortjener stor respekt.

Vi er også nogenlunde sikre på, at der er velmenende mennesker, der kæmper for retten til at slutte et utåleligt og håbløst liv, som synes, at du skulle have lov til at få det overstået. Og de ville let kunne finde røster i dit eget indre, som støtter op om det. For eksempel når du skriver, at man barmhjertigt afliver lidende dyr, mens du ubarmhjertigt må fortsætte måske mange år endnu.

Men faren for at tage fejl på den vej er uhyre stor, ikke mindst når depression er indblandet, fordi den i sig selv kan have håbløsheden og dødslængslen som følgesvend.

Dine refleksioner bærer fine menneskelige træk med sig. Du afviser at springe ud foran et tog af omsorg for andre, du læser artikler og blade, og du har gode venner, som kan rumme dine tanker. Du gør oprør imod den tanke, at livet altid skal være meningsfuldt. Det kan vi godt følge dig i, for i den vellykkede kultur med selvrealisering som hovedreligion bliver det nærmest en krænkelse, hvis det meningsfulde liv udebliver.

Men for mange er livet ikke fyldt af mening. Når kræften rammer, eller ægtefællen forlader en, måske til fordel for en yngre model, eller når børn bliver hjerneskadede eller bliver kørt ned og slået ihjel. Hvor er meningen så?

Vi vil gerne respektere dig. Og vi vil meget nødigt bidrage med letkøbt trøst eller billigt håb. Det er der fine advarsler imod i Jobs bog. Den har du sikkert læst. Alligevel kan vi ikke lade være med at dele nogle tanker med dig.

Vi tænker, at der gennem årene er opstået en smertelig ond cirkel i dit liv. Mange fysiske smerter påvirker stemningsleje og humør. Og når det er nedtrykt, påvirker det kroppens funktion og øger smerterne. Og det påvirker igen energi og humør og nedsætter tærsklen for smerter, træthed og motivation.

Vi tænker, at det er vigtigt, at du får en ny og kompetent vurdering af din kroniske depression af en erfaren og dygtig behandler, som kan følge dig gennem længere tid. For den kroniske depression æder livslyst, håb og energi. Vi tænker, at din behandling af depressionen ligger en del år tilbage. Og den lille dosis medicin, som du nævner og får nu, hjælper i hvert fald ikke på depressionen, men kun på din nattesøvn. Måske har du nærmest fået en bivirkningsfobi af forsøgene med de gamle præparater, du prøvede for år tilbage? Heldigvis er der kommet anden og bedre medicin. Tilstande, som man ikke kunne behandle for år tilbage, er det nu muligt at lindre med nyere præparater eller kombinationer.

Vi ved godt, at lysten og kræfterne til et nyt behandlingstiltag kan ligge på et lille sted. For det er også en måde at beskytte sig mod nye skuffelser på. Alligevel vil vi opfordre dig til det. Mon ikke en af dine venner kunne støtte og hjælpe med det praktiske? Det kunne måske være en gave til en af dine venner at kunne gøre noget for dig?

Mange hilsener

Annette og Jørgen