Sveddryppende og omgivet af Mallorcas mange oliven- og mandellunde kæmper ægteparret Dorthe Madsen og Søren Ivarsson sig op over den ene bjergtop efter den anden på deres landevejscykler.
Stigningen er mange steder på mere end syv procent, og hver dag mosler de sig igennem næsten 100 kilometer på deres lejede cykler.
52-årige Dorthe Madsen elsker det: Om aftenen ryster benene, kroppen føles sund, og eftersom børnene ikke er med, har ægteparret også råd til at spendere lidt ekstra godt på sig selv, når de går ud og spiser om aftenen.
Det er deres anden rejse uden børnene. I over 20 år. Det føltes lidt som at få sin ungdoms frihed tilbage, synes de begge.
De kender ægtepar i deres omgangskreds, der siger, at de ikke har mere at tale med deres ægtefælle om, nu hvor børnene ikke længere fylder i hverdagen.
Men sådan har Dorthe Madsen og Søren Ivarsson det på ingen måde.
Tværtimod føler de stadig, at de har masser at tale om, når de sidder der på restauranten på Mallorca og drikker vin og spiser god mad, mens benene får en velfortjent pause.
De taler om deres job - hun er gymnasielærer, og han underviser i historie på Københavns Universitet - og også rigtig tit om børnene. Men her inden for de seneste par år er de også begyndt at tale en hel del om den nye fase i deres liv. For deres to sønner, Malthe på 21 år og Jakob på 17 år, flytter snart hjemmefra, og ægteparret kan allerede nu mærke, at de har fået meget mere tid til sig selv og hinanden, end de havde tidligere, hvor børnene var små.
De taler derfor ofte om, hvad de skal bruge friheden til, for dagene skal ikke bare gå. De vil derimod gerne tage et bevidst valg om, hvad de skal bruge denne del af livet på sammen: Skal de blive boende i huset i Brønshøj i København? Eller skal de sælge det hele og rejse rundt i USA i et folkevognsrugbrød?
”Det er jo en helt ny verden, der ligger og venter på os,” siger 53-årige Søren Ivarsson.
”Da drengene kom i teenagealderen, skruede vi begge to op for vores arbejdstid. Den del af livet fyldte vi flere og flere timer i, men det var ikke sjovt, fandt vi ud af,” siger han.
”Nej, men det var det letteste,” indskyder hans hustru og fortæller grinende, at da børnene begyndte at kunne være alene hjemme, tog hun og ægtefællen på sådan nogle ”hygge-arbejdsture” i sommerhuset, hvor de begge sad og kiggede ned i hver deres computer.
Men det gik op for dem hen ad vejen, at det ikke var sådan, de ville prioritere deres liv sammen.
”Nu er vi enige om, at vi er i en fase i vores liv, hvor vi skal til at genopdage og genopfinde vores forhold og liv sammen. Vi skal til at fylde nogle nye ting ind i vores liv, nu hvor børnene er klar til at flyve fra reden. Men det er faktisk ikke så ligetil,” siger Søren Ivarsson, og hans hustru nikker.
”Når man får børn, kommer man på den ene side enormt tæt på hinanden, fordi man pludselig deler dem sammen, men på mange andre måder kommer man også længere væk fra hinanden. Vi har fået mere luft nu og mere tid til hinanden, og den vil vi gerne bruge på at være mere sammen igen.”
Parret mødte hinanden i 1983, da de var 20 og 21 år. Det var en bekymringsfri tid, husker de:
”Dengang var der ikke noget, der hed 'gennemførselsreform', og vi rejste rundt i Asien sammen i et helt år, mens vi levede på SU. Det var en nem tid, og der var slet ikke de samme forventninger, som man har til de unge i dag,” siger Dorthe Madsen.
Hun faldt for den eftertænksomme historiestuderendes dybde og klogskab:
”Og så var han helt forfærdeligt lækker, syntes jeg. Og sådan lidt mystisk og meget politisk engageret. Han havde sådan en 'anarkisttrøje' i rød og sort.”
”Den har jeg stadig,” indskyder hendes mand grinende og fortæller, at han blev fascineret af sin hustrus fandenivoldskhed:ægtepar:
”Der var sådan en dragende vildskab i Dorthe. Noget utæmmet og anderledes. Hun dyrkede meget sport og gik også til dans. Og så var hun spontan og meget umiddelbar. Det kunne jeg godt lide.”
Parret brugte deres 20'ere på at rejse jorden rundt, og ind imellem de mange rejser sammen gik Søren Ivarsson i gang med sin ph.d.-afhandling. Mens parret boede i en lille lejlighed på Nørrebro i København, fik de deres første søn, Malthe:
”Vi legede meget tidligt med idéen om at få børn. Jeg havde en følelse af, at vores parforhold gik ud over det sædvanlige. Vi havde allerede delt så meget sammen, og det var på en eller anden måde et helt naturligt næste skridt i vores forhold,” siger han.
Artiklen fortsætter under billedet af familien
”Ja, det var en videreførelse af vores kærlighed,” siger Dorthe Madsen.
”Det at få børn var et dybtfølt ønske, som var affødt af vores kærlighed til hinanden. Det tog et par år, før jeg blev gravid, så da vi fik Malthe, var det virkelig en stor drøm, der gik i opfyldelse.”
Da Kristeligt Dagblad besøger familien i dens hyggelige hus i Brønshøj, er begge sønner hjemme. Malthe, der lige har blaffet sig vej rundt i Mellemøsten i seks måneder, har netop fået at vide, at han er kommet ind på fotojournalistikuddannelsen i Aarhus, hvilket også fire af hans gode venner er. Så i dag har han flere af dem på besøg til aftensmad.
I stuen kan man høre trommeslag fra førstesalen, hvor den yngste søn, Jakob, øver sig. Han er også kommet ind på sin drømmeuddannelse og skal begynde på MGK en musikalsk grundskole til konservatoriet efter sommerferien.
”Det er en stor, stor lykke, at vores børn laver det, som de brænder for,” siger Søren Ivarsson.
Der er en god grund til, at der ofte bliver dækket til flere end fire ved det store spisebord i stuen. Hjemmet emmer af gæstfrihed, og ægteparret synes, det er hyggeligt og et enormt privilegium at få lov til at følge med i de unge menneskers liv.
”Det er faktisk noget, jeg kommer til at savne, når de flytter hjemmefra,” siger Søren Ivarsson, der er klædt i en orange T-shirt med teksten ”Vintage” påtrykt.
Hans hustru, der har store, farvestrålende øreringe hængende under det korte, lyse hår, hælder vin i glassene.
Huset er ifølge hende ”noget gammelt lort”.
”Men det vigtigste er også, at der skal være plads til at leve, og så betyder det æstetiske ikke så meget,” siger hun.
Parret understreger, at de igennem hele deres liv har været meget bevidste om ikke at sætte sig for hårdt økonomisk. ”For der skal være plads til, at vi kan rejse og leve, som vi gerne vil,” som Søren Ivarsson siger.
Parret blev først gift, da de fik deres andet barn, Jakob. De havde egentlig aldrig talt om ægteskabet før, men brylluppet kom til at stå som en rituel markering af, at deres kærlighed kunne klare de udfordringer, som livet bød dem.
”Der skete det, at Jakob blev indlagt, da han kun var en uge gammel. Lægerne troede, at han havde meningitis. Vi var meget chokerede. De fandt efter noget tid ud af, at der heldigvis ikke var noget alvorligt galt med ham, det var 'bare' en infektion, men hans lille krop var lige ved at sige stop under det forløb. Det var et helvede,” fortæller Søren Ivarsson.
Den svære oplevelse gav efterfølgende især Dorthe Madsen lyst til at give udtryk for taknemmelighed, og parret besluttede at få begge børn døbt i Stefanskirken på Nørrebro i København. Og i samme omgang gik Søren Ivarsson ud i haven, fandt en vinterrose og friede til sin kæreste, som sagde ja.
”Brylluppet smedede os sammen. Det var et ritual for os, som markerede, at hvis vi kunne gå igennem det, som vi havde oplevet med Jakob, så kunne vi som familie klare alt sammen,” siger han og forklarer, at de blev viet på rådhuset. Han havde nemlig modsat sin hustru ikke lyst til at blive viet i kirken.
”Som jeg sagde i min tale ved brylluppet: Det var ikke Gud, men kærlighedens kraft, der fik os igennem det sammen.”
Perioden, der fulgte efter brylluppet, opfatter de begge som den mest udfordrende i deres ægteskab. Det var, mens børnene var små, og alt var nyt: jobbet, huset, bilen det hele.
”Det satte mange ting under pres. Vi var igennem en fase med meget logistik og 'hente og bringe'. Vi kæmpede om, hvis arbejde der var vigtigst, og hvem der skulle tage barnets første sygedag,” fortæller Dorthe Madsen.
Det var også i denne periode, at hendes mand skrev sin ph.d.-afhandling, og hun var derfor ofte alene med børnene.
”Deadlinen for den ph.d.-afhandling blev hele tiden udskudt, og i al den tid stod jeg med det hele alene derhjemme. Da den blev udskudt for tredje gang, sagde jeg: 'Du kan rende og hoppe hvis ikke du bliver færdig nu, så skrider jeg!'”
I bakspejlet kan Søren Ivarsson godt forstå sin kones frustration. Men som så mange andre gange i deres liv, har de kæmpet hårdt for deres forhold:
”Det er jo utopisk at tro, at man kan gå igennem livet og sit ægteskab uden at have nogle konflikter,” siger Dorthe Madsen.
”Det lyder måske kedeligt. Men vi har en grundlæggende respekt for hinanden. Selvfølgelig har vinduerne klirret, og vi har haft svære konflikter, men de er altid blevet opløst, fordi vi taler tingene igennem. Det gør ondt indimellem, men det stikker sjældent så dybt, at vi ikke kan komme igennem det sammen.”
Desuden føler de begge, at de har et stærkt værdifællesskab, som Dorthe Madsen kalder det, og de har altid været meget enige om opdragelsen af deres børn.
”Men man skal hele tiden kæmpe for den kærlighed, man har til sin ægtefælle. Den kræver modsat den kærlighed, man føler til sine børn at man arbejder hårdt for den i perioder. Men vi to har også altid været parate til at kæmpe. For vi ved, at kærligheden ikke er givet,” siger hun.
Parret griner lidt af, at de nok også må indrømme, at de er blevet sådan ”lidt gamle og runde i det”: De værste kanter er slebet væk for længst, og så har de accepteret hinanden, som de nu engang er.
”Så vi går ikke og bliver så irriteret på hinanden mere,” tilføjer Søren Ivarsson og fortæller, at det især var det faktum, at hustruen nogen gange taler, før hun tænker, der gik ham meget på før i tiden.
”Men det er jo samtidig også noget af det, som jeg virkelig sætter pris på hos dig, nemlig din umiddelbarhed. Jeg kan jo være noget træg selv, og det tager tid for mig at komme ind på folk. Men der er du helt modsat: Du er meget åben, og du er god til at lytte og få nogle interessante samtaler med folk,” siger Søren Ivarsson og tilføjer:
”Du siger, at jeg har alvoren og dybden, men også det legende og nysgerrige i mig. At det er den kombination, som du godt kan lide ved mig. Men i virkeligheden tror jeg, at det legende kun kommer frem på grund af dig. Du bringer det bedste frem i mig.”
Parret glæder sig til at tage hul på den nye del af deres liv sammen, og tiden må vise, om de sælger huset, køber et folkevognsrugbrød eller gør noget helt tredje. Dorthe Madsen tror ikke, det bliver svært at finde ungdommens eventyrlyst og spontanitet frem igen:
”Vi er jo ikke rigtig bundet af noget. For det vigtigste er på plads: Børnene går nu de veje, som de selv vil, og de har det godt og kan klare sig her i livet. Det giver en stor lykkefølelse og fylder mig med en dyb, dyb glæde,” siger hun.
”Jeg tror faktisk ikke, at man kommer tættere på lykken, end når ens børn har det godt, og de lykkes med det, som de brænder for. Man er meget privilegeret, når man få lov til at opleve det som forældre.”
Og hendes mand er helt enig:
”Det gør mig lykkelig, at Dorthe og jeg kan kigge på vores børn nu og huske tilbage på de stunder, vi har haft sammen som familie. De har længe været flyveklar i min optik, og jeg synes, det er en stor fornøjelse at se dem lette.”