Børnebørnene er mest hos mormor og morfar

Vi er misundelige, skriver en farfar lidt flovt. For de to børnebørn og deres forældre er oftere hos morforældrene, som har godt råd til at invitere alle på ferie

Vi kan kun støtte at være de mennesker, I er, og ikke finde på ting, som er kunstige for jer.
Vi kan kun støtte at være de mennesker, I er, og ikke finde på ting, som er kunstige for jer. Foto: Arkivfoto.

Kære brevkasse

Vi er et ægtepar, som snart er på vej til sommerferie. Vi skal blandt andet være en tid i vores sommerhus, som vi har haft, siden vores dreng var 10 år gammel. Vi fik ikke andre end ham, selvom vi ønskede en større børneflok. Vi har haft mange gode ferier sammen, og vi har haft et godt forhold til vores dreng gennem opvæksten. Han har artet sig vel, som man siger, og han har klaret sig godt både sammen med kammerater og i skolen. I ungdomsårene var han måske noget vild, men aldrig mere, end at han landede på benene og fik en god uddannelse.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Han har også haft nogle kærester, som for de flestes vedkommende har været søde og hyggelige nok at være sammen med. I efterhånden en hel del år har han været gift med en rigtig sød, jævnaldrende kvinde. Hun er sprudlende og initiativrig, og der foregår ofte mange ting i deres liv. De har også fået to piger, som er fire og syv år, og som vi elsker rigtig meget. Vi synes, det er en meget speciel og dejlig ting at være bedsteforældre, og vi har stor glæde af at være sammen med vores børnebørn.

Og så er det, vi alligevel vover at skrive om, en smerte, som vi mærker, og som vi ikke rigtig kan snakke med andre om. For det er lidt pinligt for os at erkende, at vi er misundelige. For det synes vi ikke, hører til i vores liv i øvrigt. I sommer er den lille familie i en weekend hos os i sommerhuset. Og det glæder vi os meget til. Samtidig er det ikke så let for os at tænke på, at de ugen efter skal to uger til udlandet med det andet hold bedsteforældre. De har nemlig godt råd, og de spenderer rejse og ophold for deres tre voksne børn og deres familier med børn.

Hvis det kun var denne sommer, det var sådan, ville det være lettere for os, men det er meget gennemgående, at de meget oftere er hos hendes forældre end hos os både på kortere og længere besøg med overnatninger. Børnene bliver også oftere passet der, når forældrene skal til forskellige arrangementer. Det er vi kede af, og vi tænker ofte på, hvordan det er gået sådan. Måske er vi ikke så sjove som dem, og måske tænker de, at det er mere hyggeligt hos de andre bedsteforældre, for der er ofte flere. Vi bor cirka lige langt fra vores børnebørn, så det er ikke fordi, vi bor i en anden del af landet.

Venlig hilsen

Enok

Kære Enok

Tak for dit brev. Vi kan ikke huske, vi har haft dette tema i brevkassen før. Og når du så bringer det frem, er vi sikre på, at det er velkendt og noget, som flere bedsteforældre kender til. Og vi modtager meget gerne breve eller mails med erfaringer og tanker om denne problematik fra andre af vores læsere.

Noget af grunden til, at der ikke skrives ellers snakkes så meget om det, skyldes nok, som du skriver, at det kan opleves pinligt at være misundelig. Ikke mindst fordi den følelse både kan rumme sorg og vrede. Og en sådan blandingsfølelse er ikke så let at mestre. For da hører man let andre røster fra andre eller inde fra sig selv om, at det er en forkert følelse, og at man er smålig. Og det vil man ikke være, for man vil helst være moden og forstående, når man er kommet i bedsteforældrealderen. Den modsatte følelse, kunne man kalde den, altså følelsen af glæde og skjult triumf over at have vundet i bedsteforældrekonkurrencen, hører man egentlig aldrig om.

Vi forstår godt dine tanker. Måske vækkes også sorgen over, at I ikke er så mange. Det er også naturligt, at tankerne kan opstå, for som bedsteforældre står man i den situation og udfordring at skulle dele sit eget barn med en helt ny familie og dermed også det liv og de børnebørn, der måtte komme.

Vi kan godt forestille os, at de følelser og den problemstilling, du skriver om, er lige så gammel som menneskeheden. Men i nogle tidsafsnit af historien har der været en ydre struktur, som fastlagde forholdene. Det gælder for eksempel, når den ældste søn overtog den fædrene gård eller bedrift, og hvor bedsteforældrene blev boende det samme sted. Her var det ligesom givet, hvor børnebørnene hørte allermest til og fik størst kontakt. Det samme gælder nok også i vores tid, hvis det ene hold bedsteforældre bor i nærheden af børnebørnene, mens det andet bor i en anden landsdel eller i et helt andet land. Da kan det for dem, der bor langt væk, godt opleves som en sorg og et stort savn, men det er mere forståeligt, at det må være sådan.

Når de voksne børn og børnebørnene bor i nærheden af begge hold bedsteforældre, og der bliver tydelige forskelle på hyppigheden og længden af kontakt, vækkes let de tanker, som du beskriver. Og du beskriver selv nogle forhold, der kan skubbe i den retning. Har mormor og morfar for eksempel betydeligt bedre økonomi, kan det give sig udslag i ferier og oplevelser, som de fleste gerne tager med på, hvis relationerne i øvrigt er gode. Og hvis der hos de samme bedsteforældre også er mulighed for at møde langt flere personer samtidigt, fordi der er flere søskende, og de også medbringer deres børn, er det til at forstå, at det kan være hyggeligt for de voksne at mødes, og for børnebørnene kan det være rigtig sjovt at mødes med fætre og kusiner.

Ordet ”kun” er ikke det rigtige ord. Men når man kun har et voksent barn, som I har det, skal I som bedsteforældre på en måde bære hele besøget. Og det bliver en meget ulige ting at skulle matche i forhold til det, der foregår af liv og fællesskab hos jeres svigerdatters forældre. I det hele taget vil det være godt at finde andre perspektiver frem end konkurrencetænkning.

Vi kan kun støtte at være de mennesker, I er, og ikke finde på ting, som er kunstige for jer. Men måske kunne I hver eller hver anden måned invitere begge jeres børnebørn eller somme tider bare et enkelt af dem på skift til dag- eller weekendbesøg hos jer. På den måde ville Sofie eller Ida, eller hvad de nu hedder, på en måde blive hentet ud af flokken og bare være sammen med deres farmor og farfar alene uden forældre og fætre og kusiner. Det kan for mange børn være en rigtig god oplevelse, som de kan huske tilbage på med en speciel glæde. I kunne måske også spørge om at hente børnene for eksempel hver eller hver anden torsdag og lave mad til familien. Måske skal I prøve at tage nogle initiativer til samvær, uden at I skal slå krølle på jer selv.

Der kunne skrives en hel del mere om dette emne, men det må i første omgang vente til den anden side af sommerferien.

Du og vores læsere ønskes en rigtig god sommerferie.

Mange hilsener