Håb hos det døende menneske

At have et håb om et gensyn efter døden er ikke forbeholdt aktivt troende mennesker. De fleste døende siger, at de håber på en eller anden form for liv for eksempel i form af et gensyn med dem, der er døde før dem

At fortælle livshistorie er også på palliationens dagsorden, ligesom den åndelige dimension efterhånden tages dybt seriøst. Vi ved fra undersøgelser, at der bliver bedt mange bønner under dynen af syge og døende mennesker, skriver Rita Nielsen.
At fortælle livshistorie er også på palliationens dagsorden, ligesom den åndelige dimension efterhånden tages dybt seriøst. Vi ved fra undersøgelser, at der bliver bedt mange bønner under dynen af syge og døende mennesker, skriver Rita Nielsen. . Foto: Leif Tuxen.

Jeg håber på, at lægerne kan gøre det så lidt smertefuldt og ubehageligt som muligt at dø.

Jeg håber at kunne sige farvel på en ordentlig måde.

Jeg håber, at døden kommer på en måde, som er til at bære for mine pårørende.

Jeg håber på en sjælelig tilværelse.

Rita Nielsen, ”Venteværelset” side 31.

Kan man som døende overhovedet have et håb, spurgte en ung journalist mig. Umiddelbart er svaret nej, i hvert fald hvis håb drejer sig om overlevelse.

Citatet ovenfor er formuleret af en ung mand få måneder før hans død. Jacob var 37 år, gift og havde et lille barn. Han havde en god uddannelse, et godt job, en fantastisk hustru og ikke mindst lille Sofus på tre år, som han ikke kunne dø fra. Men nu havde kræften ramt ham, og håbet om helbredelse var ikke længere til stede.

Kunne han så ikke håbe på en livsforlængende behandling? Jo, men også dette håb var ude af betragtning. Hvad gør man så? Så fatter man et andet håb, og i denne situation et mere realistisk håb.

Jacob håbede for sin egen del på to ting. For det første, at tiden indtil døden og selve dødsprocessen kunne blive så lidt lidelsesfyldt som muligt. For det andet et transcendent håb om et liv efter døden. I forhold til sine kære havde han et håb om en god afsked, og at døden ikke ville være alt for grum for dem at opleve.

For Jacob og for mange døende mennesker får relationerne en speciel betydning, når døden nærmer sig. Mange alvorligt syge oplever en angst for at blive overset og glemt af andre, hvilket desværre også ofte sker.

”De levende har for travlt med livet til at tage døende og døden alvorligt,” siger Jacob (”Venteværelset” side 9). Det er, som om vennerne, kollegerne og naboerne ikke ved, hvad de skal stille op, når der findes en døende i deres nærhed. Men de nære relationer bliver ofte bedre, og livet leves mere intenst på livets kant. Småligt ævl og kævl hører op, men nærværet og samværet bliver af den allerstørste betydning.

Det er bemærkelsesværdigt, at Jacobs håb knyttes til et håb for de pårørende. Han håber, at det må blive en afsked og en død, de kan leve med. Ud fra mit kendskab til Jacob og til hundredvis af andre døende har jeg set, hvordan håbet relateres til de pårørende: Jeg håber, at det må gå godt for mine børn. Jeg håber, at min familie må have det godt sammen. Jeg håber, at min mand/kone må få sig et godt liv.

Håbet omfatter således ikke kun én selv. Søren Kierkegaard formulerer det i ”Kjerlighedens Gjerninger” på denne måde: ”Ingen kan håbe uden tillige at være kærlig “ men er han kærlig, håber han tillige for andre.”

Det gælder ikke kun døende, men vel i særlig grad alle forældre. Uanset hvor håbløst situationen kan se ud for ens børn, så bliver far og mor ved med at fastholde håbet. Håbet kan aldrig opgive ens børn og måske heller ikke ens medmennesker. Undersøgelser har vist, at betydningsfulde relationer generelt kan være med til at fremme håbet for den døende.

Men ikke kun relationerne er håbsfremmende. Lindring af de fysiske symptomer, at kunne dele erindringer, anerkendelse af den døendes bekymringer og tilstedeværelse af en åndelig tro har vist sig at støtte håbet hos det døende menneske.

Derfor er der også i dag i behandlingen af døende et større fokus på at kunne lindre smerter og andre fysiske gener, fordi man ved, at mennesker, der for eksempel har smerter, oplever en håbløshed, der gør det svært at leve.

At fortælle livshistorie er også på palliationens dagsorden, ligesom den åndelige dimension efterhånden tages dybt seriøst. Vi ved fra undersøgelser, at der bliver bedt mange bønner under dynen af syge og døende mennesker.

Den åndelige omsorg er ikke længere tabu blandt sundhedspersonalet, tværtimod bliver der arbejdet seriøst med religiøse og eksistentielle spørgsmål. For nogle alvorligt syge og døende mennesker er den kristne tro ballast i deres håb, mens det for andre kan være kærligheden til andre, kunsten eller naturen.

At have et håb om et gensyn efter døden er ikke forbeholdt aktivt troende mennesker. Når man spørger døende, hvad jeg selv har gjort gennem snart 20 år, hvad de forestiller sig efter døden, så svarer de fleste, at de håber på ”en eller anden form for liv”, for eksempel i form af et gensyn med dem, der er døde før dem, ligesom de håber på et godt sted at være: noget med blomster, grønne enge, engle, lys og kærlighed.

De færreste har en forventning om noget dystert og mørkt. Og sker det, at der er mørke billeder, viser det sig, at de som regel stammer fra en påvirkning i barndommen af for eksempel en religionslærer eller en anden voksen person, der har sået frygten i barnet.

Det kan være svært at ændre et sådant billede, men det er muligt. Eksempelvis var der en ældre herre, der frygtede døden, som han forbandt med mørke bølger, straf og evig ild. Egentlig havde han i løbet af livet ikke tænkt så meget over dette billede, men nu, da døden nærmede sig, kom det tydeligt frem og fremkaldte angst. Heldigvis lykkedes det for ham ved hjælp af mange samtaler med hospicepræsten at ændre det mørke billede til et lyst billede af kærlighed, lys og varme, så han igen fik fat i det gode håb, der gav ham mod til at dø.