Vi parallelsnakker

Jeg afbryder ikke kun, jeg færdiggør ofte andres sætninger, tænker på, hvad jeg selv vil sige, mens jeg (ikke) hører på, hvad den anden siger. Illustration: Scanpix.
Jeg afbryder ikke kun, jeg færdiggør ofte andres sætninger, tænker på, hvad jeg selv vil sige, mens jeg (ikke) hører på, hvad den anden siger. Illustration: Scanpix.

Først en bekendelse: Jeg afbryder for meget! Jeg har ikke lagt mærke til det før måske fordi jeg var optaget af snakke! Men nu har jeg opdaget det. Og det er ikke sjovt, skulle jeg hilse at sige. For det har vist sig, at der nærmest er tale om en (u)vane: Jeg afbryder ikke kun, jeg færdiggør ofte andres sætninger, tænker på, hvad jeg selv vil sige, mens jeg (ikke) hører på, hvad den anden siger. Eller trækker vejret højlydt ind, mens den anden snakker, for at signalere at jeg er klar med mit, så snart den anden holder bare den mindste pause i sin knevren.

Til gengæld har jeg opdaget, at mange andre har det på samme måde. Ikke at det trøster endsige undskylder, men måske peger det på en tendens: Vi er ikke nær så gode til at lytte og samtale, som vi ofte selv tror.

Spørger man, vil de fleste formentlig mene, at de lytter noget mere, end de taler. Men det går ikke alene ikke op, for hvem er det så, der taler? Det passer heller ikke. Det kan man nemt forvisse sig om. Man kan for eksempel lægge mærke til, hvor sjældent man virkelig hører, hvad andre siger eller hvor ofte man, som jeg, afbryder, færdiggør sætninger, planlægger, hvad man selv vil sige, mens man prøver at se ud, som om man lytter.

Eller hvor ofte man siger ”det minder mig om”. ”Det minder mig om” er en meget udbredt antisamtale-sætning. Jeg bruger den ofte selv, og den ødelægger samtalen hver eneste gang. For så handler det ikke om at forholde sig til, hvad den anden siger, men netop om at få mit eget på banen.

Man taler ofte om, at mindre børn parallelleger: De leger ikke rigtigt sammen, men ved siden af hinanden, med hvert sit parallelt. Med tiden vokser de fra det og lærer at lege sammen.

Som voksne parallelsnakker vi ofte. Taler ikke sammen, men ved siden af hinanden. Taler i bogstaveligste forstand forbi hinanden, kun optaget af vores eget. Ordene rammer ikke nogen, men vi får dem sagt. Vi parallelsnakker. Og vokser tilsyneladende ikke fra det, tværtimod med alderen bliver det måske ligefrem værre. Og samtale i betydningen sam-tale er der ikke tale om.

For når ingen rigtig lytter, bliver de fleste samtaler ikke til virkelige samtaler, men ender som en udveksling af sætninger, der aldrig rigtigt bliver vedkommende for andre end den, der siger dem.

At lytte er ikke bare at vente til den anden er færdig med at sige noget. Det er at høre ordentligt efter, hvad den anden faktisk siger og ikke bare regne med, hvad han eller hun vil sige. At lytte er at slå følge med den andens ord og tanker og virkelig prøve at forstå den anden.

Empati er et meget populært ord for tiden. Og det er da også et godt ord. Det betyder noget i retning af medfølelse eller indlevelse og handler om evnen til at sætte sig i en andens sted og se og mærke verden dérfra. Og den evne kendetegner netop den gode lytter. Den gode lytter er først og fremmest optaget af det, den anden har på hjertet og ikke af, hvad man for eksempel selv har oplevet, der ligner, og som man så lige vil berette om, nu da vi er inde på det.

Men netop samtale er ellers noget af det mest livgivende. Alle kan huske gode samtaler, hvor vi var til stede. Og bidrog. Hvor man lyttede og levede sig ind i det, den anden sagde. Eller den anden slog følge med mig i mine erfaringer og overvejelser. Hvor vi på en måde glemte os selv, optaget af sagen også selvom sagen var os selv!

Teologen Jørgen K. Bukdahl brugte engang ordet ”eksistensfrådseri” om det gode samvær og den livgivende samtale. Men måske er det sådan, at jo mere vi fedter med at lytte, jo mindre eksistensfrådseri bliver der.