Naturens bolsje-butik bugner

Søde, røde, små, bløde. Syrlige, smagfulde, saftige, sensuelle. Bær er bare det bedste

Både brombør og hindbær har et højt indhold af antioxidanter, vitaminer og mineraler.
Både brombør og hindbær har et højt indhold af antioxidanter, vitaminer og mineraler. Foto: Micheal Jensen.

Himmerigsmundfulde i hobetal hænger på træer og bugner på buske.

Søde, røde, små, bløde. Syrlige, smagfulde, saftige, sensuelle. Friske eller frosne fortjener den danske sommers små guldklumper en hyldest for deres sødme og sundhed. Bær i alle farver og faconer er ikke nødvendigvis bær i botanisk forstand, for eksempel er brombær en såkaldt flerfoldsfrugt. Hindbær, som også misvisende bærer betegnelsen bær, er rettelig en samling af små stenfrugter på blomsterbund.

Begge bær eller ej blev tidligere også brugt medicinsk imod diarré, hoste, feber, bylder og gigt.

Både brombær og hindbær har et højt indhold af anti-oxidanter, vitaminer og mineraler, og ligesom andre bær indeholder de masser af sunde stoffer, der blandt andet nedsætter risikoen for hjerte-kar-sygdomme, diabetes og kræft.

Men ingen roser uden torne. Mine børn synes undertiden, det er lidt møjsommeligt at komme til de små guldklumper, men også de må tage det sure med søde. Pandekagerne smager bedst, når brombær- eller hindbærkrat er forceret, favnen er fuld af skønne bær, og arme og ben lige så fulde af rifter og skrammer.

Drager du på rov, så tag lidt blade fra buskene med hjem i kurven, for de er gode til te.

Anderledes let kommer man til mirabeller. Vi træder ligefrem i dem for tiden. De tynger grenene så langt ned, og mange sidder i plukhøjde, når vi går tur. Mirabeller er der nok af, så det tager ikke lang tid at plukke en kurvfuld.

Mirabeller smager ikke af meget, når de er rå, men revet, frisk ingefær i mirabelmarmeladen pepper den op, ligesom lidt hakket, frisk chili, timian og eventuelt hvidløg gør godt i mirabelchutney.

Jeg har lavet eddike af hindbær, frosset jordbær, lavet lidt saft og gelé af ribs og har syltet en posefuld forærede solbær. De var endda nippede af den gode giver. Syltede solbær og stikkelsbærgrød hører til mine favoritter foruden friske blåbær i morgenmadsskålen.

Jeg betaler en formue for at få lov at spise importerede, amerikanske blåbær mange gange årligt, selvom de ikke er nær så intense i smagen som de små danske. Og sikkert heller ikke lige så sunde. Blåbær er i øvrigt ikke sundere end andre bær, så spis gerne forskellige bær og glæd dig over de forskellige smagsindtryk.

Bær var tidligere noget, man først og fremmest fremstillede syltetøj og saft af til brug i vinterens løb. De mængder, jeg sylter, rækker ikke mange uger, og pyt med det, for jeg har før måttet sande, at den, der gemmer til natten, gemmer til katten. Muggent syltetøj bør kasseres, men det er næsten som at smide guld på gaden.

Nu, hvor fryseren for længst har holdt sit indtog, kan man jo plukke lidt ad gangen og fryse ned til senere fremstilling i små portioner. Det giver mulighed for at lave frisk syltetøj året rundt og mindske sukkerindhold og undvære konserveringsmiddel.

Bær er bare det bedste. Til morgenmad, i salater, til dessert og indimellem det hele. Bær bidrager med et fyrværkeri af sundhed, pakket som de er med mineraler, vitaminer og mikroskopiske plantestoffer i en sådan grad, at andre frugter slet ikke kan være med.

Både i frugter og bær sidder antioxidanter og andre sunde stoffer især i skrællen. Det betyder, at bærs beskedne størrelse giver meget sundhed pr. gram. Bærs overflade er nemlig langt større end andre frugters, så når du spiser en håndfuld bær, får du langt mere frugtoverflade, end når du spiser en håndfuld æble eller pære.

Bær indeholder nogle af de kraftigste antioxidanter, man kender, nemlig anthocyaniner. Anthocyaniner er de farvestoffer, der giver bær deres røde, blå og violette nuancer, afhængig af surhedsgraden. Ud over de sunde antioxidanter er de fleste bær sprængfyldt med B-, C- og E-vitaminer, ligesom de er rige på kostfibre og mineraler som magnesium, kalium, fosfor og jern.

Kalorieindholdet er lavt med cirka 50-100 kcal/100 g. Ligesom det gælder for al anden frugt og grønt, er friske bær de sundeste.

Vitaminer og anthocyaniner nedbrydes, når de opbevares, så bær fra fjerne lande har ikke bevaret samme sundhedseffekt, som de lokale lige uden for vores dør: morbær, hyldebær, guldbær, boysenbær, tranebær, tyttebær, taybær.

Nyd naturens guldgrube af alskens tryllebær i den døgnåbne bolsjebutik.