"Jeg holder ferie...
"...ved at bryde dagligdagens rytme. Ferie er for mig at foretage mig noget andet. De sidste mange år har min mand og jeg holdt ferie i en lille schweizisk bjerglandsby tæt på grænsen til Italien. Byen er 100 procent katolsk, og den er gennemsyret af en oprindelig og indtil for nylig ret uforstyrret traditionel form for katolicisme. Det viser sig deri, at vandrestier og landsby har små kapeller, krucifikser og andre religiøse markeringer. For os nordeuropæere er det interessant at kunne iagttage den naturlighed og synlighed, som præger den kristne tradition der på stedet. Det stemmer sindet til eftertænksomhed og virker ikke anmassende. Børn og børnebørn har flere gange været med dernede, og det ser ud, som om de også er ved at tage stedet til sig.”
”Jeg går...
...lange vandreture i de fantastiske alper sammen med min mand og de andre familiemedlemmer. Efterhånden har vi lært en del stier at kende og ved, hvad vi kan klare først og sidst på ferien. De første dage er lidt af en træningslejr, derefter går det som regel helt fint. Kufferten er fyldt med skønlitteratur og de nyeste teologiske bøger, som jeg kan glæde eller ærgre mig over, alt efter indhold. I skønlitteraturen har jeg især været optaget af den canadiske nobelpristager Alice Munros noveller. Hun er fantastisk i sine skildringer af personer og relationer. Men også den finske forfatter Ulla-Lena Lundbergs bog 'Is' har jeg for nylig læst med stor interesse. Den handler om livet i en præstefamilie og burde sådan set være obligatorisk læsning for alle kommende præster. Som regel smutter der også et bind af Karl Barths kirkelige dogmatik med i kufferten. Det er et slags værn imod teologiske banaliteter."
”Jeg husker min barndoms somre...
... i Lemvig hos min farmor og farfar. De var kustoder på Lemvig Museum og boede på selve museet. Det var med til at vække min historiske in-teresse, og da jeg blev lidt ældre, fik jeg selv lov til at fremvise museet for gæsterne. Der er blandt andet en mindestue for digteren Thøger Larsen, som har skrevet nogle af vore bedste sommersange. Familien i Lemvig var også med til at give mig et blik for Vestkystens befolkning og for den enestående natur.”
”Jeg blev sendt på landet ...
...sammen med min bror seks uger hver sommer til min farmor og farfar, fordi min mor som poliopatient syntes, at vi trængte til at komme lidt hjemmefra og opleve noget andet. Samtidig havde hun selv brug for aflastning.”
”Jeg drømmer om...
...at genopleve den danske sommer hvert eneste år. Sommeroplevelserne i Schweiz, som jeg nødig ville være foruden, sætter samtidig et perspektiv på den danske sommer med alle de herligheder, den rummer: markerne, der bugner af afgrøder, de friske strande, de lyse nætter, de klare farver og ikke mindst de fantastiske kirkebygninger, som ligger gavmildt strøet ud over det danske landskab og minder os om vores fortid og om det, som holder os fast også i tider, hvor sindet er fyldt med uro. Jeg drømmer om, at glæden over gudstjenesten og hviledagens fred må fylde endnu mere i vore fortravlede liv.”
”Jeg vil aldrig mere...
...på tur, på ferie eller til et møde uden en madpakke. Man bør hverken udsætte sig selv eller sine omgivelser for følgerne af at gå sukkerkold. Mine kolleger blandt biskopperne har efterhånden vænnet sig til og driller kærligt dermed at jeg hiver en madpakke op af tasken, når møderne i ministeriet eller andre steder trækker ud. Det er en nødration, som er med til at holde gejsten og humøret oppe. Lidt ekstra brændstof er godt på alle bjergetaper.”
”Jeg går gerne...
...i kirke. Kirker er bygget til at blive holdt gudstjenester i. Men bortset fra det, så kan de som det næstbedste også besøges på andre dage. For eksempel lægger min mand og jeg gerne vejen forbi Isenheimeralteret i Colmar i Sydtyskland på vej sydpå. Matthis Grünewalds skildring af korsfæstelsen får mig til at standse op. Men vejen gennem Tyskland byder i det hele taget på mange historiske og kulturelle seværdigheder, som jeg ikke er færdig med. Efterhånden har vi et helt kludetæppe af byer og steder, som vi gerne genser: Fulda, Hildesheim, Trier, Aachen, Marburg og Heidelberg, for nu at nævne nogle af de skønneste.”