Vi har fællesøkonomi. ”Økonomi” er et stort ord. Det dækker over...

...at vi har hver vores lønkonto, hvorfra indtægterne vaskes ud i en brusende flod af udgifter

Kåre Gade skriver hver uge om det at være midt i livet. han er født i 1961, journalist og præstemand. De tre voksne sønner er, indtil andet er bevist, flyttet hjemmefra, og han og konen er alene i hjemme, som p.t. ligger i London.
Kåre Gade skriver hver uge om det at være midt i livet. han er født i 1961, journalist og præstemand. De tre voksne sønner er, indtil andet er bevist, flyttet hjemmefra, og han og konen er alene i hjemme, som p.t. ligger i London. Foto: Arkivfoto.

Til alle, der har været bekymrede over skaden på den mallorcinske lejebil, kan jeg fortælle, at verden stadig kan overraske.

Kald mig fordomsfuld, men på vej til lufthavnen er jeg overbevist om, at det er en del af forretningsmodellen for spanske biludlejere, at de sidder og venter på at få en bulet Berlingo retur, så de kan indkassere selvrisikoen.

Domprovsten mener, at jeg skal lade som ingenting og spille overrasket, hvis udlejeren vender tilbage noget, som, skadens karakter taget i betragtning, vil kræve et betragteligt skuespillertalent.

”Hvis ikke vi fortæller det, opfinder de en endnu større skade, som de kan bone os for,” siger jeg.

Manden i skranken ligner mere en udsmider fra en Magaluf-natklub end en biludlejer.

”Hvis han trækker dig ud i baglokalet, er du færdig,” hvisker domprovsten.

Jeg lægger nøglen på skranken og siger, at jeg er nødt til at anmelde en skade.

”Oh, don't worry about it,” siger udsmideren.

”I'm sorry?”, siger jeg.

”Don't worry about it.”

Ugerne efter tjekker jeg løbende min konto i forventning om, at ”don't worry about it” er mallorcinsk for ”vi trækker et beløb på dit kort, som svarer til de penge, du har sat til side til skat.” Det sker ikke.

Men lovmæssighederne i den kosmiske balance, der styrer husstandens finanser, betyder, at en uventet ikke-udgift altid udløser et uventet behov. Fruen får mig således overbevist om, at vi skal have en ny seng.

Vi har fællesøkonomi. ”Økonomi” er et stort ord. Det dækker over, at vi har hver vores lønkonto, hvorfra indtægterne vaskes ud i en brusende flod af udgifter. Min erfaring er, at i perioder, hvor indtægterne er større, er floden altid bredere, men spørg mig ikke, hvordan det hænger sammen. Jeg kan bedre forklare ”fælles”. Det betyder, at vi ikke kender til mit og dit, så længe ingen af os sparer op. Det har heldigvis sjældent været et problem.

Den private ejendomsret er begrænset. Som tommelfingerregel kræver personlige anskaffelser til over 1000 kroner, at man argumenterer overbevisende for behovet.

Alternativt kan man købe tingen i smug og udvise passende brødebetyngethed, når det bliver opdaget. Indkøb af fælles forbrugsgoder er derimod ikke underlagt begrænsninger. Hvis nogen mener, at kollektivisme og hedonisme er uforenelige størrelser, kender de ikke vores ægteskab.

Men da vi står i møbelforretningen og har besluttet os for en seng, rammes jeg af et sjældent anfald af økonomisk fornuft. Jeg tænker på, at jeg snart skal indbetale skat og kommer til at lufte min betænkelighed. Fruen bliver irriteret.

”Jeg skal nok betale sengen,” siger hun.

”Du skal nok betale den?”, siger jeg.

”Ja, du skal ikke spekulere på det. Jeg betaler fra min konto,” siger hun og rækker et kreditkort til ekspedienten.

”Din konto?”, siger jeg.

”Ja, der er penge nok.”

Ekspedienten tager kortet ud af maskinen.

”Det ser ud til, at det er afvist,” siger han.

Fruen får hektiske pletter.

”Det forstår jeg ikke,” siger hun.

”Jeg betaler med mit kort. Så kan du altid overføre pengene,” siger jeg. ”Don't worry about it.”