Kære Brevkasse
Jeg har lyst til at skrive lidt om bedsteforældres forhold til børnebørn, som var temaet i brevkassen før sommerferien. Jeg er selv farmor og kan ikke blive andet. For jeg har to sønner og fem børnebørn. Jeg har ikke haft følelsen af at være afvist, men jeg har selv meget overvejet, hvordan mit forhold skulle være til mine børnebørn. Jeg kommer her med nogle forslag til, hvad man selv kan gøre for at bevare den tætte kontakt, og så kan det være, at der er andre, som kan bruge nogle af forslagene.
For det første har jeg til begge forældrepar meldt klart ud, hvad jeg kunne hjælpe med, for eksempel i forbindelse med børnepasning, og det fungerer fint. Der er gange, hvor jeg er nødt til at sige fra, og det accepterer begge familier.
Men jeg tager jævnligt et barn på ferie. Det betyder, at børnene får en tid alene med farmor. Jeg bruger ikke de store, dyre aktiviteter, men tager dem gerne med på legepladserne i mit område, eller jeg tager i svømmehal med dem. En anden sikker vinder er også at køre med bus ind til byen, hvor vi ser på tog eller andet, som de gerne vil. Det er gode aktiviteter, som de er glade for, og de husker det længe efter.
Jeg tilbyder også at passe børnene, så forældrene kan få en friweekend, det plejer også at være populært hos begge generationer. Jeg har også lejet et sommerhus et par gange og inviteret til fælles ferie. Det har ikke været de meget dyre huse ned til vandet, men huse, som lå i et område med muligheder for forskellige ture. Jeg har heller ikke ubegrænsede midler, men man kan godt lave gode og overkommelige ferier. Går der for lang tid imellem, at jeg ser familierne, så inviterer jeg mig selv på besøg. Det er lettest, at jeg kører, da begge mine familier bor et stykke fra mig. Jeg spørger, om ikke det er farmortid, og det er det så heldigvis også.
Det er helt bevidst, at jeg selv er udfarende, for børnefamilierne er ofte så ophængte, at de let glemmer, hvor lang tid der er gået.
Jeg har hele tiden tilstræbt en jævnlig kontakt enten hos dem eller hos mig. Det er ikke, fordi de unge mennesker ikke vil se mig eller hellere vil være sammen med den anden del af familien, men man må godt hjælpe dem med den faste kontakt.Venlig hilsenFarmor
Kære Farmor
Tak for dine gode forslag til at være farmor med god kontakt til både børn og børnebørn. Du synliggør på en fin måde både imødekommenhed, opfindsomhed og dine egne grænser for, hvad du kan bidrage med. Og du beskriver, at dine initiativer bliver taget imod med glæde også af børnebørnenes forældre.
Som det kom frem i det brev, du refererer til, og som blev bragt før ferietiden, så kan forholdet mellem de forskellige generationer i en familie give anledning til megen glæde, men også mange tanker og måske frustrationer. Det har nok været en tematik, som har eksisteret til alle tider. For når ens egne børn skaber nye familier, så indgår man alle pludselig også i helt andre medmenneskelige forhold, end man gjorde, da ens barn var en del af ens egen familie. Når ens børn så får børn, skal disse børn forholde sig til flere nære familiemedlemmer, og der er ofte to hold bedsteforældre eller flere. Og bedsteforældre er ikke bare en betegnelse for en ensartet gruppe. Ikke mindst i vores kultur kan de have meget forskellige aldre, nogle har travlt med job eller andre aktiviteter, mens andre har masser af tid. Nogle har et godt helbred, andre ikke. Nogle bor tæt på børnebørnene, andre ikke. Derfor bliver emner som gensidig kontakt, aflastning og hjælp til den unge familie eller kontakt og omsorg for den ældre generation vigtige områder at forholde sig til.
Heldigvis er det hos de allerfleste forbundet med stor glæde, når der kommer små nye mennesker til i de forskellige familier, og hvor har vi ofte hørt fra bedsteforældre, at børnebørn er livets helt særlige og ubeskrivelige dessert. Og det er meget inspirerende at høre om bedsteforældre, som har en god kontakt med deres små eller store børnebørn. Det er ofte en gave til alle. Men med det, således som det er med andre vigtige temaer i vores liv, så er børnebørn og forholdet mellem generationer en gave, men også en opgave, som vi må takke for og tale om for at blive klogere og kunne behandle med visdom.
I sommerens løb har der for eksempel i dagbladet Politiken været opråb fra fortravlede forældre om at få mere kontakt og hjælp og aflastning fra bedsteforældre, fordi dagligdagen er ganske presset for mange. Det er på en måde ikke nogen nyhed, at mange børnefamilier lever et relativt stresset liv med en stram tidsstyring og med store forventninger også fra arbejdsmarkedet.
Så når lille Sofie bliver syg, eller Anton har brug for en roligere morgen, er det ikke altid let at få passet ind. I sådanne tilfælde kan bedsteforældres indsats være guld værd og det, der får dagligdagen til at køre. Og en del bedsteforældre gør det gerne og med glæde. Og sådan har det vel også været i tidligere tider, selvom det måske var lettere dengang, hvor forrige generation boede lige ved siden af eller i samme geografiske område.
Men det er samtidig heller ikke så givet, at bedsteforældre kan eller vil. I Politiken kom der også bedsteforældrerespons på det ovennævnte nødråb, at de ikke bare kunne stå til rådighed som praktiske aflastere.
Bedsteforældre har deres egne karrierer og prioriteringer. Så det er ikke så enkelt. Dertil kommer, at langt flere brudte hjem med skilte forældre og skilte bedsteforældre ofte kan øge kompleksiteten i forhold til de indbyrdes relationer.
Emnet om bedsteforældre og børnebørn har også været oppe for nylig i Søndagsavisen. En helt ny undersøgelse fra YouGov havde spurgt over 200 forældre om, hvem af bedsteforældrene, der oftest passede deres børn. Svaret var for godt halvdelens vedkommende, at det vidste de ikke, mens 22 procent anførte, at det var kvindens forældre og 11 procent, at det var mandens forældre. Der er således en tydelig tendens til, at det er kvindens forældre, der har den hyppigste kontakt til børnebørnene.
Sådanne avisstatistikker skal oftest tages med store forbehold, og sådanne statistikker siger ikke noget om indholdet af samværet. Men det antyder alligevel, at det virkelige liv leves meget forskelligt.
Mens det for nogle familier kan være en gensidig stor velsignelse med den gode kontakt, kan det for andre være en kilde til store frustrationer. Børnebørn er for nogle livets dessert, fordi relationerne har vist sig bæredygtige og gensidigt imødekommende. For andre kan børnebørn være en kilde til smerte, fordi samværet er vanskeliggjort for eksempel på grund af dybe uoverensstemmelser, misforståelser eller jalousi mellem bedsteforældre, som brevskriverne før sommerferien var inde på.
Vi har ikke de hurtige eller forkromede opskrifter på, hvordan det gode forhold mellem generationerne kan etableres eller bevares. For det kommer an på så mange ting i og mellem de enkelte mennesker og de praktiske muligheder, der er til stede.
Men som i så mange andre vigtige forhold mellem mennesker handler det om rummelighed, nøgtern kreativitet og imødekommenhed. Både hos forældre og bedsteforældre. Ad den vej kan børnebørn vokse op i læ af to generationer og få inspiration til deres liv fra mennesker, der på hver deres måde vil dem det allerbedste.Mange hilsener