De usynlige problembærere

Hver femte ung har ondt i livet og vender typisk smerten indad. Det er svært for omgivelserne at se, hvem der har det svært, for de fleste sårbare unge lever liv, som umiddelbart lever op til kulturens idealer, hvor det ikke er okay at vise, at man er svag

Tegning: Morten Voigt.
Tegning: Morten Voigt. .

Katrine Nielsen var en af gymnasieklassens solstråler. Sådan skrev vennerne i 3.b. på det københavnske forstadsgymnasium Nørre Gymnasium om hende, da de udfyldte hendes side i den traditionsrige blå bog, som skulle være klar, inden klassen sprang ud som studenter denne sommer. Kammeraterne fremhævede, hvordan den blonde pige altid var smilende, med på sjov og samtidig en stærk pige.

”Det er sådan, de har oplevet mig, men det var slet ikke sådan, jeg havde det. De havde set mig som en glad og stærk person, som kunne falde uden at slå sig,” siger hun.

Katrine Nielsen er en af de unge, som fagfolk beskriver som ”usynlige problembærere”. Hver femte ung i alderen 15 til 25 år har ondt i livet og vender typisk smerten indad, viser undersøgelser. Deres liv fungerer umiddelbart, og de kan være blevet optaget på det såkaldte drømmestudium, men den ydre succes giver ikke en grundlæggende trivsel.

Katrine Nielsen valgte længe at gemme sin smerte.

”At vise svaghed var ikke en mulighed. Hvis andre fandt ud af, at jeg ikke havde det godt, var det også deres byrde. Jeg lukkede det inde i mig selv, og til en vis grad lykkedes det mig også at lyve for mig selv,” siger hun.

En mandag i november krakelerede den facade, som hun havde opbygget. Hun havde haft en del fravær og blev indkaldt til et møde på skolen om sit fravær.

”Jeg brød fuldstændig sammen og fortalte dem, hvor dårligt jeg havde det, og jeg havde gået de sidste fire måneder og haft det rigtig svært, men jeg var i tvivl om, hvorfor jeg var så ked af det. Jeg var stresset over lektier, lange skoledage og studievejlederen, som bad os finde ud af, hvad vi ville med resten af vores liv. Halvdelen af klassen kunne svare på det spørgsmål, men jeg anede ikke, hvad jeg ville, og det at tale om fremtiden var forbundet med noget meget skræmmende,” siger hun.

Inden hun forlod kontoret, havde en studievejleder været forbi med et visitkort fra det anonyme rådgivningscenter Headspace og opfordret Katrine Nielsen til at overveje, om det måske var et tilbud for hende.

Hallur Gilstn Thorsteinsson har som national leder af Headspace mødt mange skjulte problembærere som Katrine Nielsen. Siden rådgivningscentrene åbnede for 11 måneder siden, er en fjerdedel af brugerne kommet på grund af tristhed, usikkerhed og nedtrykhed. De udgør den største gruppe af brugere. Hallur Gilstn Thorsteinsson ser de mange skjulte problembærere som en reaktion på nogle strømninger i kulturen.

”I vores kultur hylder vi det kompetente menneske, og vi gør meget for at skjule de ting, som vi selv tror er utilstrækkelige. Det, som kendetegner det store mindretal af unge, som kæmper med følelsesmæssige problemer, er, at det for en stor dels vedkommende er meget kompetente unge. Det er ofte mennesker, som har ret veludviklede personlige kompetencer og færdigheder. Mange klarer sig godt fagligt, men de kæmper med en indre tvivl om sig selv, og når vi taler med dem, beskriver de, at det hele er som et kaos, hvor det hele bare bliver for meget,” siger Hallur Gilstn Thorsteinsson.

Men er det sværere at være ung i dag end for en generation siden? Det spørgsmål har Mai Heide Ottosen, ph.d. i sociologi, seniorforsker ved SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - set på. I 2010 skrev hun rapporten ”Børn og Unge i Danmark. Velfærd og trivsel.” Her konkluderede hun om de 19-årige, at der var udbredte tegn på sårbarhed. Og hun spurgte efterfølgende sig selv, om det mon var blevet værre eller bedre. De data, hun fandt, indikerer, at nedtrykthed og ængstelse er voksende problematikker.

Typisk kommer en ung til tre samtaler i Headspace-rådgivningen, og erfaringen i centrene er, at det ofte er ret enkle redskaber, som kan hjælpe en ung, som oplever et indre kaos.

”Når der er mange kaosfølelser, kan det være en god hjælp at sætte sig ned med den unge og gennemgå, hvad der fylder, og notere det, for der er typisk mange krav, som skal honoreres i mange sammenhænge. Hvad er det for krav, som fylder? Når man har fået anskueliggjort, hvad der fylder, kan man hjælpe med at træffe nogle valg,” siger Hallur Gilstn Thorsteinsson.

I Headspace spiller unge frivillige en vigtig rolle i samtalerne. Men Hallur Gilstn Thorsteinsson mener også, at forældre i en del tilfælde kunne komme mere på banen.

”Der er forældre, som er fanget i deres egne dæmoner, og så er der forældre, som er fraværende på grund af deres egne karrierer. Men det kan være frisættende for en ung, at man har en god dialog, hvor man kan få sat nuancer på plads. Forventer ens forældre, at man skal klare studiet, eller håber de det? Der er en verden til forskel. Det ene er noget, som presser den unge, mens et håb er noget, som kan løfte den unge op,” siger han.

Efter sammenbruddet brugte Katrine Nielsen en uge på at tage mod til sig, inden hun ringede til Headspace. Hun fik at vide, at hun kunne komme dagen efter. Turen op ad trappen til centeret på fjerde sal på Nørrebro i København føltes lang, og hun havde ondt i maven, da hun åbnede døren.

”Men jeg blev mødt af venlige mennesker, og nervøsiteten forsvandt, fordi jeg mærkede, at det var et trygt miljø. Jeg skulle fortælle lidt om mig selv, men fordi vi var tre til samtalen, og det udviklede sig til en dialog, følte jeg ikke, det var min historie, som var i spotlight,” siger hun.

”Jeg havde nok ikke vidst, hvor ked af det jeg egentlig var, men bare sagt til mig selv, at jeg var doven og burde tage mig sammen og gå i skole, men det er svært, når du vågner med ondt i maven ved tanken om at skulle stå op,” siger hun og fortæller om de måneder, hvor hun skjulte de triste tanker, og om angstanfaldene.

Hendes forældre blev skilt, før hun kan huske. Hendes mor har fortalt, at hun gav faderen valget mellem familien og flaskerne. Han valgte det sidste. Hendes mor fandt en ny mand, og Katrine Nielsen og hendes storesøster er i dag en del af en sammenbragt familie. Da hun var lille, så hun sin far i weekenderne, men da hun var 10 år, fik han job i udlandet, og siden har der været år mellem, at hun har set ham.

”Historien om min far har jeg holdt helt ind til kroppen og ikke rigtig delt med andre, men jeg har savnet ham og været ked af, at han rejste. Jeg har tænkt meget over, hvordan han har præget mig, og følt et stort ansvar for hurtigt at blive voksen på nogle områder og vise mig som en stærk person, fordi min fars misbrug betød, at meget andet var svært,” siger hun.

Når Katrine Nielsen vågnede og havde ondt i maven ved tanken om en ny dag, bebrejdede hun sig selv, at hun ikke orkede at gå i skole. At vende vreden mod sig selv er ifølge ungdomsforsker Jens Christian Nielsen, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet en normal reaktion hos unge. Det har han senest dokumenteret i et kvalitativt studium sammen med lektor Niels Ulrik Sørensen.

Jens Christian Nielsen siger, at mange unge har en indre udgave af den personlige træner Chris MacDonald, som er svær at få til at tie.

”Det er en stemme, som siger, du skal kunne yde noget mere, du skal kunne noget mere med din krop. Du kan, hvad du vil. Det er et spørgsmål om at tage ansvar og præstere på alle fronter. Og der er ingen tvivl om, at de unge har rigtig mange muligheder, og når de har succes, er de tilbøjelige til at opleve det alene som deres egen fortjeneste. Men lige så snart det ikke går godt, så slår de sig selv oven i hovedet med alt det, som kulturen har lært dem, at de burde,” siger han.

I et af samtalelokalerne på Headspaces center i København hænger en indrammet forside af det amerikanske magasin Times fra sidste forår.”The Me Me Me Generation” (Mig-, mig-, miggenerationen) lyder overskriften på forsiden, som viser en ung kvinde, der er i færd med at tage et billede af sig selv med mobiltelefonen. Er de unge, som kommer i centeret, repræsentanter for en selvoptaget ungdomsgeneration, som tror, tilværelsen er en evig selfie?

Jens Christian Nielsen, som blandt andet står bag det hidtil mest omfattende ungdomsstudie i Danmark, vil hellere bruge betegnelsen ”Generation Fremtidsplan”.

”De hører igen og igen, at de skal tage ansvar for deres eget liv, som om det var et projekt, og præstere på alle fronter og have sikre mål for fremtiden. Og ja, mange har et stort selvfokus, men samtidig har vi en kultur, hvor de skal være performative og have veludviklede sociale kompetencer. Meget i vores tid skubber de unge i retning af sociale medier med det pres, som det også kan give,” siger han.

Katrine Nielsen har aldrig hørt om ”Generation Fremtidsplan”, men hun kan stadig huske, hvordan hun fik ondt i maven, når studievejlederen på gymnasiet talte om studieplaner.

Efter hendes sammenbrud på gymnasiet fik hun en anden støtte fra skolens side, hvor hun fik hjælp til at strukturere skolearbejdet, men hun er ret sikker på, at hun ikke var blevet student, hvis ikke hun havde fået hjælp i rådgivningen. Hun har givet sig selv et sabbatår og har planer om at søge ind på en skuespilleruddannelse senere.

”Det mest positive, der er sket, er, at jeg har indset, at det ikke er svagt at have det dårligt. Jeg tør være ærlig og sige, hvordan jeg har det. Jeg tør være ærlig over for mig selv og andre. Da jeg havde det svært og skjulte det, så jeg på nogle af mine kammeraters liv og tænkte, hvorfor de kunne have et så let liv, når mit føltes så svært. Da jeg fortalte min historie, blev jeg overrasket over at høre, hvor mange andre, som også kæmper,” siger hun.

I bogen om 3.b. på Nørre Gymnasium er Katrine Nielsen fortsat beskrevet som en af klassens solstråler. Men inden bogen udkom, havde hun delt sin sårbarhed med klassen, og kammeraterne nåede at tilføje et godt råd på Katrine Nielsens side i blå bog:

”Det er okay at vise sig svag”.

Læs mere om udfordringer op til studiestart på side 17 og 18