En efter en kommer de fra alle dele af landet og træder op gennem forhaven og ind i den enorme herskabsvilla med udsigt over Svendborg Havn.
De fleste kender nogen af de andre, men ingen kender alle, selvom de deler den bid af fortiden, som i høj grad har formet deres personlighed og livsbane. Kun én husker dem alle tydeligt, nemlig hende, de er kommet for at besøge: fru von Lindern.
Det hele er kommet lidt tilfældigt i stand.
Jytte, der til daglig bor i Kairo, mødte Ulla i Svendborg, hvor de naturligt ledte tankerne mere end 50 år tilbage til dengang, de sammen var unge piger i huset hos familien von Lindern i den lille by Alblasserdam nær Rotterdam i Holland. Og de kom til at tale om fru von Lindern, den danske kvinde, der havde ansat dem og lært dem om pli og dannelse gennem et år. Ingen af dem vidste, hvordan det gik hende, og de besluttede at undersøge sagen, for det kunne da være sjovt at møde hende igen. Jytte fandt en mailadresse på hendes søn, Jan Cornelis, som de dengang havde passet, men som i dag var en voksen mand, der også boede i Svendborg.
”Jo, jo, min mor lever skam. Bentøjet er ikke så godt, men hovedet fejler absolut ikke noget,” lød beskeden. Han var sikker på, at moderen ville elske et besøg.
Da den nu 86-årige fru von Lindern hørte om planerne, blev hun ikke bare glad, hun blev ambitiøs. For hvorfor ikke samle så mange af de 18 danske au pairer, familien havde haft gennem årene? Et større logistisk arbejde gik i gang, og til sidst var otte af pigerne - de fleste nu pensionerede - på vej til Svendborg, hvor fru von Lindern havde boet siden 1997.
Det er en butler i fuld uniform, der åbner døren til huset. Sorte sko, sorte bukser, hvid jakke med guldknapper på skuldrene og et stort grin hele vejen hen over det venlige ansigt. Det er Jan Cornelis, der har klædt sig ud. Eller klædt sig ud er nu så meget sagt, for han er ejer af Alletiders Party Service, et udlejnings- og eventbureau, så tøjet er faktisk hans eget, men han har taget det på for at tage lidt gas på sine gamle ”storesøstre”.
”De har jo passet og plejet mig, så det er kun rimeligt, at jeg giver lidt igen,” forklarer han, griner glad og viser ind i stuen.
Her sidder fru von Lindern for bordenden og dirigerer samtalen venligt, men bestemt.
”Hvis jeg må blande mig,” begynder mange af hendes sætninger, der altid bliver afleveret med glimt i øjet.
Selvom gæsterne stadig har respekt for hende - flere er endda Des, og alle tiltaler hende ”fru von Lindern” - bliver hun indimellem overhalet af de aldrende au pair-piger, der med scrapbøger i hænderne husker tilbage til deres fælles fortid.
”Det var jo noget helt andet at være au pair dengang, end det er nu,” siger Ulla.
”I dag virker det, som om de mest er billig arbejdskraft. Men dengang handlede det jo om at lære en anden kultur at kende. Vi var en del af familien og involverede os i lokalsamfundet.”
”Der var heller ikke så mange regler dengang. Vi tog jo nærmest bare af sted. Jeg husker slet ikke, at der var nogen papirer,” lyder det rundt om bordet.
”Arh, vi skulle da aflevere vores pas til hr. von Lindern!”.
”Jeg kan huske, at vi ikke måtte fortælle i tolden, at vi skulle arbejde i Holland. Så det var da sådan lidt ... hemmeligt.”
”Hvis jeg må blande mig,” skærer fru von Lindern igennem, ”så mødte jeg altså jeres forældre først. Jeg skulle jo se, hvad I kom af, for jeg følte et stort ansvar for jer. Min mand talte altid meget om pli. Man skal kunne begå sig overalt, det var vigtigt for ham, og det forsøgte jeg at lære videre til jer. Det var jo derfor, jeg nok var lidt skrap nogle gange.”
Der bliver nikket rundt om bordet.
”Du var lidt skrap,” lyder det afdæmpet.
På nær en enkelt har de alle arbejdet som sygeplejersker hele livet. For nogle var et au pair-ophold i udlandet en obligatorisk del af uddannelsen, for andre var det bare muligheden for eventyr, og så virkede det omsorgsfulde sygeplejerjob blot som en naturlig efterfølgelse. 68-årige Mette Heissel tilhører den sidste kategori. Hun skilte sig ud fra sin omgangskreds, da hun som 16-årig i 1962 forlod familiegården ved Faxe nær Stevns Klint og tog af sted. Men hendes far var internationalt orienteret på grund af sit organisationsarbejde inden for landbruget, og hendes søster var også rejst til udlandet som helt ung, så hun tænkte: Hvorfor dog ikke?
Familien von Linderns verden viste sig hurtigt at være præcis det eventyr, hun havde håbet på. Den hollandske hr. von Lindern var direktør for Nederlandske Kabel- og Stålfabrikker, så familien var velhavende med et enormt hus, Jaguarer i garagen med tilhørende handskebeklædt chauffør, der var gartner i haven og to piger i huset ad gangen. Der var stil over det med andre ord, men pigerne blev alligevel behandlet, som var de en del af familien. De var ofte med familien ude at spise eller sejle, og fru von Lindern tog dem med i Den Danske Sømandskirke i Rotterdam, som hun var nært knyttet til.
”Når jeg ser tilbage, er der meget af mig, der blev formet det år,” fortæller Mette Heissel. ”Det var en dannelsesrejse, men ikke som i dag, hvor det er dannelse at rejse den halve jord rundt. Det var klassisk dannelse. Jeg lærte pli i alle sammenhænge, jeg lærte sprog, så jeg kunne begå mig, jeg lærte praktiske færdigheder som at lave mad, servere, passe børn. Og så fik jeg udvidet min horisont, for det var jo en helt anden verden med lystyacht, eksotiske restauranter og et væld af betydningsfulde mennesker. Det var alt sammen værdifulde erfaringer, jeg har taget med mig gennem livet, og som jeg nu får lov til at genopfriske,” fortæller hun.
Lydniveauet stiger igen omkring det ovale bord i spisestuen. Erindringsglimt flyver frem og tilbage som en fægtekamp på hukommelse.
”Jeg kan huske, hvordan jeg bagte leverpostej og masser af kager til basaren i sømandskirken i Rotterdam.”
”Vi skulle altid være hjemme på et bestemt tidspunkt, når vi havde fri. Og banke på soveværelsesdøren ind til fru von Lindern.”
”Kan I huske skabet med forråd? Sådan noget havde jeg aldrig set før.”
”Jeg havde aldrig haft en grydeske i hånden før!”.
”Når jeg tog telefonen, sagde jeg altid: 'U sprek met het huis von Lindern.' Den sætning sidder i mig endnu.”
Jan Cornelis har sat sig ind i den tilstødende stue, hvor også Huib og Magda er - et hollandsk ægtepar, der blev tjenestefolk hos von Lindern, da det ikke længere gav mening at have au pairer. De besøger stadig fru von Lindern en gang om året. Mange af pigernes minder, husker Jan Cornelis ikke, mens andre bliver gravet frem fra de inderste kroge, nu hvor de genfortælles. Han er glad for at se pigerne igen, og han er taknemmelig over en opvækst med så mange storesøstre, siger han. Så kommer også fru von Lindern ind i stuen og sætter sig i en lænestol med opvakte øjne og begynder at fortælle, da samtalen falder på de stabler af bøger, der står på et bord.
”Mange af dem er med personlige dedikationer. Fra Mærsk og fra prins Henrik, begge to meget gode venner. Jeg har levet et privilegeret liv og mødt mange spændende mennesker,” siger hun.
Men lige så vigtigt er hun stolt af også at have givet noget videre, nemlig en række grundlæggende værdier, som hun i dag kan høre, at pigerne har taget til sig. Nogle af værdierne kom fra sømandskirken i Rotterdam, der gennem mange år har været et godt tilholdssted for mange danske unge - både au pairer, studerende og praktikanter. Fru von Lindern stod selv for indsamlingen til bygningen af en selvstændig dansk kirke og er stadig med i repræsentantskabet i Danske Sømands- og Udlandskirker på Fyn. Et sted, flere af pigerne også stadig kommer.
De mest tydelige værdier kom dog fra hendes mand: Lær sprog! Lær at omgås høj som lav med samme naturlighed! Involver dig i dine medmennesker! Lav socialt arbejde!
”Dagen i dag glæder mig, fordi jeg kan se og høre på pigerne, at min indsats har betydet noget. Og det, at vi er samlet, giver mig troen på, at fællesskab og sammenhold stadig betyder noget, selvom folk kommer forskellige steder fra, og der er gået lang tid. Flere af pigerne skriver jo stadig til mig til fødselsdage og jul. En af dem er endda gudmor til to af mine børnebørn. Så der behøver ikke så meget til at forene os,” siger hun og rejser sig til det fællesbillede, hun har insisteret på at få taget.
”Så, piger. Time is up,” råber hun og klapper hænderne sammen.
I rummet inde ved siden af forstummer snakken øjeblikkeligt, de fleste nikker kort, og alle rejser sig.
