Kære brevkasse
Tak for jeres svar og refleksioner. Jeg har valgt at skrive til jer nu, da jeg har et problem, som jeg ikke helt kan løse. Jeg er blevet forelsket, og det er jo ikke et problem i sig selv. Jeg er selv midt i 30'erne og er faldet for en mand, der næsten er 40 år, som jeg synes er attraktiv og rar, og som jeg synes er rigtig god at tale med. Han deler mange af de samme værdier som mig, og jeg har en stor tro på, at vi ville kunne have et rigtigt godt parforhold sammen.
Dette lyder ikke som et problem - det er jeg ganske klar over. For det i sig selv at blive forelsket i en sød mand er jo et privilegium. Når jeg alligevel ikke bare nyder denne tid og ham, så er det ,fordi han har et barn i forvejen. Jeg synes, at den dreng, han har, er virkelig skøn, så misforstå mig ikke. Der er intet i vejen med ham, men problemet er følgende: Jeg har altid drømt om at have min helt egen familie. Jeg er nok lidt gammeldags og konservativ på dette punkt, men det har aldrig indgået i mine planer, at jeg skulle være stedmor, og at jeg skulle forholde mig til en ekskone og en bonussøn på jævnlig basis. Jeg frygter, at min eventuelt kommende bonussøn vil finde mig irriterende, og jeg er bange for, at samarbejdet med ekskonen vil skabe mange udfordringer.
Jeg ved, at mange navigerer i dette felt og lykkes med det, så måske er jeg bare for bekymret? Måske er jeg bare lidt konservativ eller en, der har svært ved at opgive sine drømme? Men jeg synes, at meget havde været meget nemmere, hvis vi kunne starte en familie sammen, og hvor alle vores børn var netop vores børn. Jeg har altid haft et stærkt ønske om en tryg og stabil familie.
Det virker, som om min kæreste gerne vil have flere børn, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hans lyst til at få børn måske er mindre end min, siden han har et i forvejen. Jeg er virkelig, som skrevet, glad for at have mødt denne mand, men før jeg for alvor får et mere bindende eller seriøst forhold til ham, har jeg brug for at tænke mange ting igennem og søger derfor også råd om det.
Skal jeg fortsætte mit engagement i ham, eller skal jeg tøve og vente, til jeg finder en mand, der ikke har familie i forvejen? Hvis jeg vidste, at der kom en ny og lige så dejlig mand forbi min vej inden for de næste år, ville det måske give mening at vente, men min erfaring siger mig, at det slet ikke er sikkert. Faktisk synes jeg, det har været svært at finde en, der matcher mig og mine behov i så mange forhold, ikke fordi jeg tænker, at man kan få alle behov opfyldt. Derfor er det også så trist, at jeg ikke bare kan være taknemmelig og glad, når jeg endelig har mødt en, der er speciel og god ved mig.Venlig hilsen
Beatrice
Kære Beatrice
Tak for dit brev og dit fokus på et tema, som vi tror, du slet ikke er så alene om. Naturligvis kan det være svært at have alle disse bekymringer i hovedet netop i en situation, hvor du allermest havde haft lyst til at være glad og forelsket.
Men når du skal overveje, om denne mand er noget, du gerne vil satse mere alvorligt på, så er det rigtig godt, at du gør dig de refleksioner, som du gør. For din kærestes dreng er og bliver en del af din eventuelle mands liv resten af livet, og han bliver en del af dit liv, hvis I kommer til at danne par. Så det er så at sige det livsvilkår, du siger ja til. Og når vi tænker på drengen, så fortjener han en god og tryg opvækst, hvor han ikke skal bekymre sig over, at han måske ikke skulle have været der, hvor han er.
Så det er godt, du overvejer tingene grundigt. Vi tænker, at noget af det vigtigste, du kan gøre, er at give tingene god tid. Det er vigtigt, om du på lidt længere sigt kan opleve, at du kan leve med den omstændighed, at din mand er far i forvejen. Du har også brug for at lære denne mand bedre at kende, for lige nu synes du, at han sikkert er rigtig fantastisk, og det kan være, at netop denne mand er god for dig, og en, der er rigtig god at danne familie med. Men du og han må tage mange og vigtige samtaler og dele erfaringer i den kommende tid. Og det er vigtigt, at han får fortalt dig om sit liv indtil nu. Hvorfor er han blevet skilt fra sin søns mor, og hvordan tænker han, at du skal indgå i det forhold, han har til hende nu? Og hvad tænker han om din rolle som papmor for hans søn?
I må også tale om dine drømme, som nu er blevet udfordret, for hvis I skal være par på den længere bane, så er det vigtigt, at du ikke går rundt med en skjult drøm eller en skjult sorg over det, som aldrig blev opfyldt. På en måde kan man lettere give slip på ting i sine livsdrømme, hvis man får set på dem, talt om dem og vendt dem fra mange vinkler. Ad den vej kan man måske sige farvel til dem, så det ikke bliver til skjult bitterhed eller begravet sorg. Mange mennesker har måttet opgive deres livsdrømme, når ting er sket i livet, som man for alt i verden slet ikke havde ønsket skulle ske. Og for nogle har livet taget en helt anden drejning, end man havde drømt om, da man var ung. Det er ikke det samme, som at du skal kaste dig ud i dette parforhold, fordi man ikke må have drømme og idealer. Det at være papmor og det at have et forhold til sin mands tidligere kone er en udfordring og et stykke arbejde, som for mange er svært. Men det er også et arbejde, som man kan tage på sig som en ny og vigtig og meningsfuld opgave. Når du skal tage stilling til, om det er det, du ønsker og vil, så må du tage tiden til hjælp og grundigt stille alle de svære spørgsmål, som ligger i dig, både til dig selv og til din kæreste. Og så lære både dig selv og ham noget bedre at kende.
Det vil også være en god vej, at I talte sammen med andre, der har været i en lignende situation, eller med et andet klogt menneske eller et par, som vil kunne give jer de udfordrende spørgsmål og som måske samtidig kunne skabe håb på den vej, som I skal gå sammen eller hver for sig.Mange hilsener