Pia Olsen Dyhr: Jeg kunne have været et helt andet sted i dag

Mødet med en organist endte med at redde partileder Pia Olsen Dyhr (SF) fra en livsbane, der var i færd med at køre skævt

For 42-årige Pia Olsen Dyhr blev verden større, da hun via en organist i sin barndom lærte, at der var mange måder at leve livet på. -
For 42-årige Pia Olsen Dyhr blev verden større, da hun via en organist i sin barndom lærte, at der var mange måder at leve livet på. - . Foto: Jakob Dall/Scanpix.

Det var i julen 1982, at sognepræsten ringede på vores dør. Han havde en julepakke med mad til os. Mine forældre var skilt, og jeg boede hos min far, der var alkoholiker, så hjælpen var kærkommen.

Men det var ikke maden, der reddede mig den jul, det var den opfordring, præsten kom med: Kom ned i kirken, og syng i koret, sagde han.

Det gjorde jeg så, og mandag fra klokken 16 til 18 blev hurtigt ugens højdepunkt for mig, for nede i kirken mødte jeg organisten Bent. Han havde en rummelighed og et overskud og nærvær, der ændrede mit liv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville være et helt andet sted i dag, havde det ikke været for ham.

Jeg tror, han så en forsømt pige og besluttede helt uselvisk at samle mig op, sådan som jeg ved, han også har gjort det med andre. Han gav mig den ro og orden i mit liv, jeg manglede. Min far havde også gode dage, men jeg vidste aldrig, hvornår de kom, så det var en barndom på tåspidserne, og jeg lærte at være den voksne derhjemme, selvom jeg kun var 11 år. I kirken hos Bent fik jeg lov til at være et barn, der bare kunne sidde og fortælle løs om, hvad der foregik i mit barneliv, og jeg kunne gøre det til en voksen, der faktisk lyttede og bekymrede sig for mig.

Bent var ikke blot en god lytter, han var også en god lærer. Han lærte mig om Oehlenschläger og Grundtvig, han tog mig og resten af koret med i Det Kongelige Teater, fortalte om litteratur og om religion. Alle mulige emner, der aldrig var blevet nævnt i mit arbejderhjem, og som han nok bare syntes, jeg kunne have godt af at vide noget om. På den måde blev han ikke bare en lærer, men også en ekstra far.

Han lærte mig også at holde af kirken, som jeg aldrig før havde haft et forhold til. Jeg kom altid en halv time før, vi skulle mødes i koret. Så satte jeg mig på en bænk med orglet bag mig, og lyset strømmende ind ad vinduerne, og så sugede jeg roen til mig. På den måde blev kirken et særligt værdifuldt sted for mig, som jeg stadig bruger som et pusterum fra verden. Her samler jeg kræfter. Det vigtigste, han lærte mig, var dog nok, at livet også kunne leves på andre måder end den, jeg var vant til. Det åbnede min forestillingsverden og tog tyngden af mine skuldre. Samtidig lærte han mig, at det var okay at kaste sig ud i ting, for han og hans kone skulle nok stå der, hvis jeg fejlede. Han byggede et selvværd op i mig, jeg ikke havde, og som har skabt den, jeg er i dag. Det er jeg ham evigt taknemmelig for.

Tidligere på året fik jeg lejlighed til at give lidt igen. I forbindelse med fejringen af 200-året for adskillelsen af Danmark og Norge var jeg inviteret til et fint arrangement i Operaen og havde inviteret Bent med som min ledsager. Jeg ved, det var en stor oplevelse for ham, og det gjorde mig glad.