Svend Brinkmann: Det er tid til selvafvikling

Det er på tide at gøre op med selvudviklingskulturens krav om evig bevægelse og udvikling, siger professor i psykologi Svend Brinkmann. 16. september 2015 offentliggjorde DR, at Svend Brinkmann skal have formidlingsprisen Rosenkjærprisen for hans evne til at turde gå imod strømmen og være Rasmus-modsat. Læs eller genlæs interviewet

"Der er en risiko ved hele tiden at mærke efter og søge svaret inde i sig selv. Man risikerer at blive skuffet, når man opdager, at der er tomt inderst inde,” siger Svend Brinkmann
"Der er en risiko ved hele tiden at mærke efter og søge svaret inde i sig selv. Man risikerer at blive skuffet, når man opdager, at der er tomt inderst inde,” siger Svend Brinkmann. Foto: Simon Skipper.

Der findes mange bøger om, hvordan man udvikler sig selv. De seneste 10 år har selvudvikling været et modeord her til lands og har bredt sig fra terapiverdenen til medarbejderudviklingssamtaler, skolelivet og ikke mindst boghandlerne, hvor selvudviklingsfilosofi findes i mange aftapninger.

I et lyst, nærmest anonymt kontor i Aalborg Universitets store byggeri sidder professor i psykologi Svend Brinkmann. Han er 38 år, har et større forfatterskab bag sig og har længe haft en akademisk interesse i selvudvikling som kulturfænomen.

Det er snart 10 år siden, han første gang skrev om fænomenet. Han er en yngre akademiker, som kan udtrykke sig markant og ofte får kolleger på nakken, når han kritiserer den stand, han selv er med til at uddanne. Et af Brinkmanns mere kontroversielle synspunkter lyder, at der er brug for hjælp til afvikling af selvudvikling.

”Selvudviklingen har på mange måder optaget religionens plads. I Danmark giver det mening at tale om 'selvets religion', som har overtaget mange af kristendommens funktioner. Guds plads som universets centrum er indtaget af selvet, psykologer og terapeuter er det nye præsteskab, og personlig udvikling og terapi er nåden og frelsen. Men den afgørende forskel mellem selvets religion og andre religioner er, at selvets religion peger indad, mens andre religioner peger ud. I selvets religion lyder det, at sandheden findes inde i dig selv. Men fakta er, at inde i dig findes kun organer,” siger han.

Senere på måneden udkommer hans bog ”Stå fast - et opgør med tidens udviklingstvang”. I bedste selvhjælpsstil og med et glimt i øjet har Svend Brinkmann skrevet en anti-selvhjælpsbog bygget op om syv trin, som skal afvikle selvudviklingen og hjælpe mennesket med at udvikle rødder i stedet for fødder: Hold op med at mærke efter i dig selv. Fokuser på det negative i dit liv. Tag nej-hatten på. Undertryk dine følelser. Fyr din coach. Læs en roman og dvæl ved fortiden.

Han nøjes ikke med kritik af, hvad han kalder selvudviklingsindustrien. Som kur mod selvudvikling anbefaler han stoisk mentalitet. Han læste filosofi på universitetet i Aarhus, inden han tog fat på psykologi-studiet og blev ph.d. i psykologi. Han har bevaret en levende interesse for filosofi og mener, at der er inspiration at hente hos de gamle græske og romerske filosoffer, hvis man søger argumenter mod en enøjet vækstfilosofi. Stoikerne kan lære det moderne menneske at stå fast.

”Vi er mange, som løber rundt efter den seneste opskrift på det gode liv. Der er færre danskere, som er afhængige af alkohol og cigaretter, men flere, som lader til at være afhængige af sundhedsguruer og selvudviklere. Vi har brug for at stå fast, for det er den bedste måde at håndtere fremtiden og gøre sin pligt på,” siger han.

Med selvudviklingens udbredelse er det blevet naturligt at spørge efter meningen inde i sig selv. Nogle taler om mavefornemmelsen, mens andre beskriver, hvordan de mærker efter. Svend Brinkmann opfordrer til, at man holder op med at mærke efter i sig selv. Mavefølelser er uegnede som kompas.

”Man kan også spørge på en anden måde: Har det gavnet os, at vi i mere end 40 år er gået efter vores mavefornemmelse? Der er en risiko ved hele tiden at mærke efter og søge svaret inde i sig selv. Man risikerer at blive skuffet, når man opdager, at der er tomt inderst inde,” siger han.

At mærke efter inde i sig selv og bero på mavefølelsen hænger historisk sammen med selvrealiseringsbølgen fra 1960'erne og 1970'erne, hvor der opstod en populærpsykologisk tanke om, at det egentlige jeg er inde i den enkelte, mens opdragelse og andres krav skaber et falsk selv, som man skal overvinde.

”Der var en selvudviklingsfilosofi, som givet var nødvendig i efterkrigstiden, hvor der var behov for et opgør med stivnede sociale bånd, og hvor denne filosofi havde en reelt frigørende kraft. Men i dag er tanken om selvrealisering ikke længere frigørende. Den binder mennesker til en forestilling om, at man skal blive en bedre udgave af sig selv til gavn for arbejdspladsen og en accelererende kultur,” siger han.

Mens ungdomsoprøret blandt andet bestod i et krav om selvrealisering, er oprøret i dag i det modsatte: At nægte at vende sig indad for at finde sig selv. I stedet for at lede efter svar og mærke efter inde i sig selv slår Brinkman til lyd for, at man flytter blikket fra sit indre og mod det samfund, man er en del af.

”Det er alt det, der findes uden om os, vi bør rette os mod. Det centrale spørgsmål er ikke: 'Hvem er jeg?'. Det centrale spørgsmål er: 'Hvem er du, og hvad skal vi sammen?',” siger han.

Den anerkendte amerikanske psykolog Barbara Held er kendt som kritiker af positiv psykologi. Hun mener, at tiden er underlagt ”det positives tyranni”. Hvad der engang blev kaldt problemer omdøbes til udfordringer, og der er talrige beretninger om, hvordan mennesker får det bedre, hvis de tænker positivt. Svend Brinkmann er enig i Helds kritik og mener, at der er en generel overvurdering af effekten ved at tænke positivt. I bogen spørger han, om det ikke er krænkende at bede et menneske i nød om at tænke positivt.

Svend Brinkmann fremhæver sin 97-årige farmor, som voksede op i Vestjylland. På en række områder har hun inspireret barnebarnet, ikke mindst ved at turde se livets realiteter i øjnene. Når livet er svært, så bruger hun udtrykket ”at komme om ved det”.

”Ikke alt lader sig klare, men vi kan 'komme om ved det' og blive stående, mens vi lærer at leve med det. Uden at vide det gør min farmor mange af de ting, som stoikerne skriver om,” siger han.

Stoikerne arbejdede med det, psykologer vil kalde negativ visualisering, og opfordrede på forskellig vis til, at man besinder sig på sin egen og sine kæres dødelighed: ”Memento mori” (husk, at du skal dø).

”Det er en kendsgerning, at vi skal dø, og tager man ikke højde for den kendsgerning i sit liv, så er vi mere tilbøjelige til at tilslutte os det, jeg vil kalde føddernes filosofi, hvor livet leves, som var det uendeligt, og man fortsætter fra det ene projekt til det andet. Vi skal ikke dyrke døden, men forholde os til livets endelighed,” siger han.

Som et konkret eksempel på en negativ visualisering nævner han et eksempel fra den romerske filosof Epiktet (55-135 e.Kr.). Epiktet anbefaler, at man tænker over sit barns dødelighed, hver gang man kysser det.

”Når man er desperat efter at have gået med et grædende, utrøsteligt barn i en time, kan desperationen forandres til en glæde over barnets eksistens, hvis man tager Epiktets øvelse ind. Det er bedre at vugge et skrigende barn end et livløst barn. Den negative visualisering kan gøre en bedre til at udholde skrigeriet,” siger Brinkmann.

Selvudviklingsbølgen og megen moderne psykologi opfordrer til, at man udtrykker sine følelser. Svend Brinkmann mener, at der er brug for en bevægelse i den modsatte retning.

”Der kan være grund til at udtrykke glæde, vrede og sorg, men hvis vi hele tiden udtrykker følelser, så mister de betydningen, og vi får en følelseskultur. Der er etableret en sandhed om, at vi skal udtrykke de følelser, vi har, når vi har dem, men jeg er ikke så sikker på, at der er videnskabelig opbakning til det. Tanken går tilbage til ungdomsoprørets tid, hvor man gjorde op med høflighed og andre dyder og i højere grad tog det private ind i det offentlige. Men vi kommer til at blive fanget af følelserne på en uværdig måde, og vi kommer til at fornærme hinanden. Det kan godt være, at det er autentisk at blive vred på kollegaen, men der er mere værdighed i at undertrykke sin vrede,” siger han.

Ligesom voksne opfordres til at udtrykke deres følelser, så er det også idealet hos mange eksperter, at børn skal have mulighed for at udtrykke deres følelser. Selv er Svend Brinkmann far til tre, og han er på mange måder den moderne far, som indretter arbejdslivet, så han kan hente og bringe og engagere sig i børnenes fritidsliv. Men han gør sig også umage for at være umoderne og fortæller børnene, at ikke alle følelser skal udtrykkes. Han censurerer bevidst børnenes følelser.

”Børns følelser skal socialiseres og dannes, ligesom alt andet skal dannes. At føle rigtig er en social færdighed, som man skal trænes i. Følelser kan oplyse os om ting i omverdenen, men vi har kun følelserne på den rigtige måde, hvis de er blevet socialiseret. Et eksempel: Det kan godt være, at barnet er skuffet over en gave, men det er ikke i orden at udtrykke følelsen som vrede elle gråd, for der er et menneske, som har brugt tid og penge på at købe gaven.

Tidligere sagde man til børn, at de skulle skamme sig. Det føles ikke rart at skamme sig, men det afgør ikke værdien af at skamme sig. Skam er en afgørende følelse for, at vi kan være moralske væsner. Kender vi ikke følelsen af skam, mærker vi aldrig fællesskabets negative reaktion, som kan være fuldt ud legitim. Vi skal ikke gå og skamme os hele tiden, men potentialet til at føle skam er vigtigt udviklingspsykologisk.”

Målet med de syv råd og inspirationen fra stoikerne er, kort fortalt, at finde sindsro i en kultur, hvor det synes, som om alt går hurtigere.

”Sindsro har man, når man ikke er underlagt en indre uro, som tvinger en til at skulle noget andet, end man er i gang med. Det vigtigste i livet ligger uden for dig selv. Sindsro er ikke et spørgsmål om at sætte sig ned og meditere for at klare et overlæsset program, men sindsro er noget, man kan opnå, når man gør ting, som har betydning for andre end en selv. Sindsro ligger i den selvforglemmelse, som kan opstå, når man er dybt optaget af sit arbejde, og når man er koblet på noget mere blivende uden for sig selv.”