En opvækst i frihed og knaphed

En række kendte danskere fortæller i antologien ”Min barndom i 40'erne” på godt og ondt om at vokse op under Besættelsen

Forfatter Jane Aamund, født 1936.
Forfatter Jane Aamund, født 1936.

Da Niels Barfoed var dreng, havde han fedtlæderstøvler. De symboliserede noget agtværdigt for drenge dengang og var fulde af betydninger som skønhed, styrke, bevægelse og krig. På grund af tidens knaphed var sålerne ikke så slidstærke, og når de skulle forsåles, foregik det hos skomageren med såkaldte støvlesøm. Med dem kunne der trampes, så det lød af noget, og det gjorde drengene, når de i deres fedtlæderstøvler i sluttet trop gik fra skolegården og op ad trappen til klasseværelset, fortæller forfatter Niels Barfoed i sit bidrag til antologien ”Min barndom i 40'erne”, der er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Der forekommer i det hele taget en del trampen i bogen, der byder på en række kendte danskeres personlige barndomserindringer. For de er alle født i 1930'erne og var børn under Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. De har oplevet tyske soldater marchere med sømbeslåede støvler gennem gaderne. Og da flere af bidragydernes fædre og brødre var involveret i modstandsbevægelsen eller havde naboer af jødisk herkomst, kan de klart huske lyden af det tyske sikkerhedspoliti, Gestapo, der kommer trampende op ad hoved- og bagtrapper for at foretage husundersøgelse og hente den eller de mistænkte.

Tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsøs beskrivelse af sådan en situation bliver hængende som et billede på den frygt, det afstedkom. En nytårsnat hamrede det voldsomt på døren: ”'Gestapo, luk op!', blev der råbt på dansk, mor lukkede op, to civilklædte mænd trængte ind, og mor gik baglæns hen til et konsolspejl. Her stod hun og redte sit hår mekanisk og så kun ind i spejlet, mens hun talte med mændene.” Faderen var dog blevet advaret og forsvundet fra lejligheden i Aarhus, så mændene måtte gå med uforrettet sag.

Litteraturprofessor og forfatter Hans Hertel oplevede krigen tæt på som barn i en lejlighed på Vesterbrogade i København. Det var med både fascination og hjertet oppe i halsen, skriver han, at se det indre København spækket med tysk militær. Når han gik med sin mor på Rådhuspladsen, kunne de se det befæstede Dagmarhus med sandsække og antiluftskyts på taget. Og så var der lydene: ”Kolonnerne af tyske prærievogne, sirenerne, både luftalarm og prøvehylet klokken 12, eksplosioner, splintret glas, skudsalver - ratatata. Og næste dag mørke pletter på fortovet - tit med blomster, eller netop ikke blomster når det var en tysker eller en formodet stikker. Frække drenge finkæmmede gaden for patronhylstre.”

Forældre som hans forsøgte at beskytte børnene mod krigen. Men som Hans Hertel fortæller, kan man ikke forhindre en seksårig dreng i at se på krig, som han gjorde, liggende ind over sin morfar og mormors vindueskarm på Frydendalsvej på Frederiksberg den 21. marts 1945, hvor en jagerbomber fra RAF forulykkede og faldt ned ved Den Franske Skole på Frederiksberg Allé. Her var der kaos, så ambulancer, taxaer og åbne lastbiler med sårede, røgsværtede og døde børn passerede forbi på Frydendalsvej på vej til hospitalerne.

Nu handler alle bidragene ikke kun om krigen, selvom den indrammer fortællingerne med sort. At vokse op i 1940'erne var også en opvækst, som Hans Hertel beskriver som ”hele spareuniverset af generatorbiler, standardfars, maksimaltøj, damesko i rødspætteskind, frugtvin, høkasser til madlavning og flasker til solopvarmning af opvaskevand. For ikke at tale om prøvelser som vitaminopfodring med torskelevertran og de voksnes 'cigaret'-mærker Powhattan, kaldet Puhada, og Tory, udtalt To-ry, der inspirerede til den shakespeareske vits: 'To ry or not to ry'”.

Hanne Bech Hansen, tidligere politidirektør og nu kriminalromanforfatter, fortæller fint om, hvordan man kom gennem knaphedens årti. Og var heldig, hvis man som hun havde en mor, der var skrap til det hele og kunne bidrage til familiens økonomi i hjemmet i Aarhus ved at strikke og sy og lave billig og sund mad: ”'Mor holder mange penge hjemme,' sagde far tit, når hun igen havde tryllet en fin balkjole frem til mig af et eller andet gammelt.”

Det var også dengang raske drenge tog på fisketur og ikke gik af vejen for en slåskamp, mens pigerne legede med nipsenåle og byttede glansbilleder. Skolerne var kønsopdelte, man skulle stå på række og blev placeret i klassen efter dygtighed, og skammekrog og eftersidning, sveder, var den mildeste straf, mens slag med spanskrøret kunne resultere i synlige striber bagi.

Man græd ikke, som skuespiller og tandlæge Olaf Nielsen fortæller i sit bidrag om opvæksten i Husum ved København. Men at blive slået med et bambusspanskrør, mens han stod foroverbøjet, efterlod ikke bare en blålig stribe over ballerne, der måtte tilses af huslægen, men også et had og raseri, som han har undertrykt resten af sit liv.

I dag er det forbudt at slå på børn, også i skolen. Også meget andet har ændret sig i børns hverdag i forhold til dengang. Børn havde lange eftermiddage, hvor de uden overvågning kunne strejfe rundt i kvarteret, bare man var hjemme til spisetid. Samme udstrakte frihed gjaldt også i ferierne, der ofte blev tilbragt ved de danske strande.

Flere af bidragydernes børnebørn fatter ikke, hvad de fik tiden til at gå med, når der hverken fandtes fjernsyn eller computerspil. Men faktisk havde de nok at se til og kan berette om undervisning i dans og klaverspil, der nærmest var en obligatorisk del af den gode opdragelse. Og ellers stod den på fællessang og højtlæsning om aftenen i familiens skød - eller i at lytte til radiospil, der dengang kunne lægge gaderne øde.

At læse bogen er også et møde med næsten glemte fænomener som sporvogne, varmedunke og retter som sagosuppe, kålrabi eller ”knust Ruga Knækbrød, kogt med hvidtøl og vanilje, tilsat mælk eller fløde og så med en æggesnaps oveni”, som i forfatteren Jane Aamunds velhavende Gentofte-hjem. Det var nyt nordisk køkken, længe før nogen havde tænkt på Noma.

Under læsningen er det sjovt at kunne ane kimen til det, der senere er blevet skribenternes levevej: Skuespiller Vigga Bros glæde ved fortællinger, meteorolog Henrik Voldborgs optagethed af vejret, litterat og forfatter Niels Birger Wambergs fornemmelse for kultur, tidligere radiovært Jørn Hjortings interesse for at underholde, forfatter Hanne Marie Svendsens store læselyst og værten bag tv-programmer som ”Dus med dyrene”, Poul Thomsens, kærlighed til hunde og andre levende væsner.

Men tilbage til krigen og tidligere direktør for Zoologisk Have, Bent Jørgensen, og hans knivskarpe beretning fra Bornholm, der, mens resten af Danmark fejrede befrielsen, blev bombet og belejret af russerne. Da bomberne faldt første gang over Rønne, sad han og hans skolekammerater i et par lavloftede kælderrum med skoletaskerne over hovederne. Ved samme bombardement blev hans farbror, der boede i samme gade som Bent Jørgensen og hans familie, dræbt, hørte han nogle voksne tale om. Da alarmen blev afblæst, gik han alene hjem til familiens hus, der stod, men manglede tagsten og ruder:

”Jeg strejfede rundt mellem glasskår i stuer og værelser, først på må og få, så mere målbevidst. Jeg åbnede den skuffe, hvor rationeringsmærker, dåbsattester og andre værdipapirer lå. Jeg tog det hele til mig - også et fotografi af min far som ung. Derefter gik jeg til det skab, hvor jeg opbevarede min lille naturhistoriske samling - musekranier, knogler, fuglefjer, æggeskaller og den slags. Det lå pænt ordnet i tændstikæsker med etiketter. Jeg bar kostbarhederne ud i haven og gravede dem ned til bedre tider.”

Ifølge Bent Jørgensen var han ikke en dreng, der ikke vidste, hvordan det er at være bange. Men den dag, da russerne bombede Bornholm, var han mærkeligt nøgtern og bevarede en ejendommelig ro:

”Jeg var vel i chok. Af den slags, hvor man ser og hører og tænker klart nok, men hvor man for at overleve lukker sig inde i sin egen lille verden og ikke tillader andre at komme indenfor. Men chok? Det havde jeg aldrig hørt om? Krisehjælp? Det havde slet ingen hørt om.”