Professor Frederik Harhoff har hørt mere end de fleste. Fra 2007 til 2013 var han dommer ved FN's krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY). Det var her, han for alvor begyndte at overveje, hvad tilgivelse er og gør. Han beskriver tilgivelse som et privat og psykologisk anliggende, der ligger uden for det juridiske kredsløb.
Med andre ord: Retten skal fastslå et ansvar og idømme en sanktion, men retten tilgiver ikke.
For ham blev mødet med vidner og anklagede i retten i Haag anledning til, at han tog fat på at udforske det håb, som ligger i tilgivelsen.
”Der er en befrielse og styrke forbundet med at tilgive. Styrken til at tilgive ligger som et kim i den smerte, man har været udsat for,” siger han.
Blandt de mange vidners beretninger ved krigsforbrydertribunalet er der en smuk, ung bosnisk kvinde, der står særlig klart i hans erindring. Hun boede med sine forældre og brødre på en bondegård i bjergene, da en serbisk milits angreb hjemmet. Hendes far og brødre blev henrettet, mens hun og hendes mor blev taget til fange. Den unge kvinde blev overført til en træningslejr, der var henlagt til et hotelkompleks langt oppe i de bosniske bjerge. Soldaterne boede i hytter, mens den overordnede med familie boede på hotellet, hvor den unge kvinde hjalp til i husholdningen. Hun boede i sin egen hytte, men hver aften blev der banket på døren og hun blev hentet til en af områdets hytter, hvor fem til seks soldater havde samleje med hende, inden hun kunne gå hjem til sin hytte.
”Anklagemyndigheden spurgte hende, hvordan hun havde kunnet klare tilværelsen og komme til domstolen og afgive vidneforklaring? Jeg kunne som dommer ikke spørge hende, om hun havde tilgivet sine voldsmænd, for det er et privat anliggende mellem hende og gerningsmændene, men hun havde åbenbart fået en styrke til at leve videre og var endog blevet gift. Hun sad i halvanden dag i retten og forklarede minutiøst om overgrebene, og jeg begyndte at undre mig over, hvor hun hentede sin styrke fra? I retten fik hun sat ord på smerten, og det er en vigtig del af tilgivelsesprocessen. At bringe sig til det punkt, hvor man kan fortælle om det skete, er forbundet med en befrielse i sig selv.”
Den unge kvinde skilte sig ud ved sin styrke, og Frederik Harhoff husker mange vidner og ofre, der var forpint af den smerte, som de var blevet udsat for.
”Tilgivelse kan ikke sættes på formel. Det er noget, folk selv må fumle sig frem til, og det er svært. Er man heldig og fast besluttet på at ville løse op for den energi, der er bundet i ens traumer, kan man måske opnå den frihed at kunne forlade de mennesker, der har krænket en. Derved kommer man også til at se anderledes på dem, der har gjort én uret. Når man forstår, at de selv er lige så svage, lige så bange og har lige så meget brug for kærlighed og tillid, som man selv har, kan man måske tilgive i stedet for at bære rundt på et kæmpe had imod dem,” siger han.
Frederik Harhoff har læst om tilgivelse blandt andet i Bibelen, hos den norske teologiprofessor Paul Leer-Salvesen og er nu ved at afslutte læsningen af Desmond og Mpho Tutus ”Tilgivelsens bog”.
”Tutu vil lære os, at ethvert menneske er unikt. Hvert eneste menneske fortjener respekt af den simple grund, at det er et menneske med følelser, historie og sprog. Det gør en forskel på vores omgang med hinanden, hvis vi kan leve med en grundlæggende respekt for andre mennesker. Hvis de gerningsmænd, der blev retsforfulgt og dømt ved retten i Haag havde været bevidste om, at de lidelser, de påførte deres ofre, i virkeligheden var en krænkelse af deres egen integritet som menneske, og havde lige så stort krav på respekt som dem selv, ville de måske ikke have begået deres forbrydelser. Jeg tror ikke, det var et spørgsmål, de tænkte på. Hvis vi blot kunne appellere indtrængende til de mennesker, der er trængt ud i had og ondskab, om i stedet at gribe til deres hjerter og moral og se det indre menneske i deres ofre, ville meget måske være anderledes.
Frederik Harhoff har ikke kun oplevet behovet for tilgivelse i forhold til de mennesker, han har mødt i sit professionelle virke som dommer; det behov kender han også fra sig selv. Sidste år blev han diskvalificeret som dommer i den sidste af sine retssager ved domstolen i Haag. Diskvalificeringen var efter Harhoffs opfattelse uholdbar rent juridisk. Han citerer den franske filosof Derrida, der definerer ægte tilgivelse som ”den umulige opgave at tilgive det utilgivelige”. Den vej øver han sig stadig i at slå ind på efter afskeden med domstolen i Haag.
”Jeg begik en fejl ved at nedfælde mine tanker i min e-mail til venner og bekendte, og jeg har erkendt min fejl og accepteret mit ansvar. Men efterfølgende gik jeg rundt og bandt en masse energi og vrede op i mig selv og blev sur, indadvendt og vred, fordi jeg følte mig uretfærdigt behandlet. Den eneste måde at komme videre på er at tilgive dem, der havde gjort mig uret i hele sagen om min diskvalificering. At tilgive er blot ikke noget, der sker i løbet af en nat, men noget, jeg har arbejdet med gennem lang tid og prøver at komme om ved på en fornuftig måde. Det er ikke nok bare at tage beslutningen,” siger han.
Frederik Harhoff tror på, at der er en guddommelig orden i livet. Denne orden indvirker på hans tiltro til tilgivelsen.
”Det er min tro, at der findes en orden i det her liv. Jeg tror på, at vores følelser, kærlighed og had er reelle og kommer fra et livgivende design, Gud eller naturen, der giver os mulighed for at have disse følelser og ikke mindst at opleve dem som virkelige. Det er først, når vi tror på, at der findes en orden og en mening i livet, og når vi kan kende forskel på godt og ondt, at vi kan blive i stand til at tilgive vore syndere. Kun fordi der er en ufattelig orden, der gør det muligt at være barmhjertige over for os selv, kan vi være barmhjertige over for andre.”
