Kære brevkasse
For 14 dage siden skrev Sigrid i brevkassen om sin store sorg efter sin mands dødsfald her i sommer. Det berørte mig meget. Jeg har selv været i det samme landskab, hvor jeg lige havde mistet min mand efter mere end 50 års samliv og efter et smerteligt sygdomsforløb. Jeg genkender Sigrids beskrivelser af sorgen, savnet, tomheden og forladtheden. Jeg vil meget gerne fortælle, hvordan jeg oplevede at komme videre.
Som Sigrid beskriver, var al lyst borte, initiativer var ikke-eksisterende. Jeg gik som i en osteklokke, så og hørte, hvad der foregik omkring mig, men hørte og så alligevel intet. Det var som at gå ved siden af mig selv. Det var sløret, som at gå i søvne. Hvad skulle jeg i det hele taget være her for nu? Men samtidig fornemmede jeg tydeligt, at han på en måde stadig var her, i hjemmet omkring mig, ved samtaler og nærvær med andre. Han ønskede, at jeg skulle leve videre som før. Og han er her på en måde stadig efter otte år, men nu mere som om jeg kan fornemme hans reaktioner, når jeg ”spørger”, hvordan han ville gribe dette eller hint an. Jeg har lært at glæde mig over alt det, jeg fik at bære videre ind i fremtiden gennem ham, som jeg mistede.
Det er som at blive amputeret, når man mister sin ægtefælle. Man skal erkende, at det tager tid at hele igen. Og man skal give sig selv den tid til at forstå det at komme videre. Det sker ikke lige på et par måneder.
Sorgen er livets dyre pris. Sorgen er der, fordi man har elsket meget, og den kærlighed ville man jo ikke have været foruden. Sorgen er kærlighed, man ikke kan komme af med. At det gør ondt, er et tegn på, at det gjorde godt, mens det varede. Taknemlighed over dette er den mildhed, som giver sorgen en skabende kraft i sindet.
Sorgen og savnet bliver ved at være der. Og sådan må det være. Sorgen kommer let op til overfladen igen og kan være lyslevende selv efter de mange år. Men man lærer at leve med det og være taknemlig for det, man fik gennem kærligheden til den mistede. Derfor er sorgen faktisk en gave midt i det hele; noget, man skal være taknemlig for. Vi skal ære den døde ved at elske livet, som det former sig herefter, som om han stadig er med i det.
Bedst hjælp fik jeg, når andre spurgte til, hvordan jeg havde det. Og når jeg så gav mig selv lov til at åbne for tankerne omkring det. Jeg skrev og skrev. Og det hjalp mig igennem meget. Det var en hjælp til at sætte tankerne på plads.
Stor hjælp fandt jeg i et citat af Augustin, som var skrevet i en mindebog for en anden afdød. Det har fulgt mig lige siden, og jævnligt tager jeg det frem og bruger det igen og igen. Jeg har jævnligt givet det til andre i samme situation. Måske kan det også give Sigrid noget af en dimension til at gå fremad på. Mest holder jeg af det på engelsk, men her følger det i dansk oversættelse:
Død betyder ikke noget. Jeg er bare gået over på den anden side. Jeg er jeg, og du er dig.
Hvad vi var for hinanden, er vi stadig. Kald mig det navn, du altid har kaldt mig.
Tal til mig, som du altid har gjort. Ikke på en bedrøvet eller højtidelig måde.
Bliv ved med at le ad de ting, som fik os til at le sammen.
Bed, smil, tænk på mig, bed med mig.
Lad mit navn blive ved med at blive omtalt derhjemme, som det altid er blevet. Uden særlig betoning, uden spor af skygge.
Livet er stadig det samme, som det altid har været bestemt til at være. Det er, som det altid har været: Tråden er ikke klippet over.
Hvorfor skulle jeg være ude af dine tanker? Blot fordi jeg er ude af syne for dig? Jeg er ikke langt væk, kun lige på den anden side af stien.
Ser du, alting er fint og godt! Du vil genfinde mit hjerte; dér vil du genfinde ægte ømhed, varme og kærlighed.
Tør dine tårer - og græd ikke, hvis du elsker mig.
Men først og fremmest lever jeg min dagligdag i bøn og tro på, at jeg får hjælp og styrke fra oven, i samme grad som jeg har brug for. Troen er det, der tager over, når fornuften har nået sin grænse. Troen ejer en råstyrke til at stå imod med, når stormene suser. Og det bruger jeg! Jeg får opgaver og kræfter til opgaverne, og livet er igen dejligt og rigt for mig.
Det kan det også blive for Sigrid, selvom hun lige nu synes, at alt er håbløst.Venlig hilsen
Gerda
Kære Gerda
Tak for dit personlige brev om, hvad der har været godt for dig i de sidste otte år, hvor du har skullet gå alene videre efter din mands død. Vi lægger mærke til flere af de ting, du nævner. Du understreger, at sorgen må få lov til at have sin tid, og du fortæller varmt om, at han på en måde fortsat er der og kan være med dig i alvor og latter. Du udtrykker også, at det hjælper at skrive sine tanker ned, og at det gavner at tale ærligt om sin situation med andre.
Vi håber, andre kan få lidt trøst og mod med sig gennem din fortælling. Tak også for de gode ord til eftertanke, du giver videre fra Augustin. Dit brev minder os alle om at huske at spørge og lægge mærke til mennesker på vores vej, som har måttet tage afsked med en kær ægtefælle eller anden, der har stået dem nær. Vi er alle på vej, og en eller anden dag i nær eller fjernere fremtid er det vores tur. Og da er det godt, at der er nogen, der giver udtryk for, hvad der er sket, og spørger os, hvordan det er i denne sårbare situation og livsovergang.
Mange hilsener
Annette og Jørgen