Er en skilsmisse noget at grine ad?

For to år siden blev komikeren Jacob Tingleff skilt. Man får taget sit liv fra sig, mener han. I næste uge har han premiere på et show om bruddet og livet efter

”Man får taget sit liv fra sig,” siger komikeren Jacob Tingleff om skilsmissen. Han er fotograferet i Vangede ved København, hvor han bor. -
”Man får taget sit liv fra sig,” siger komikeren Jacob Tingleff om skilsmissen. Han er fotograferet i Vangede ved København, hvor han bor. - . Foto: Paw Gissel.

Da Jacob Tingleff gik i 2. g, havde han en lang periode, hvor han var nedtrykt og ikke kunne tage sig sammen til noget. Han blev på sit værelse på landejendommen ved Herning og tænkte på tro og filosofi. Så længe Jacob Tingleff kunne huske, havde han gået i den lokale folkekirke med familien, sådan som mange andre fra egnen. Men mødet med religionsundervisningen på gymnasiet i Herning havde fremkaldt en tvivl og et behov for et opgør.

”Jeg har gået i søndagsskole i syv år, og jeg kan min bibel. Men jeg måtte erkende, at jeg havde fået nogle byggeklodser, som jeg aldrig ville komme til at bruge,” siger han.

For godt to år siden befandt han sig i samme nedtrykte tilstand, selvom han havde succes som manuskriptforfatter og standupkomiker. En sorg over kernefamiliens forlis. Jacob Tingleff og hans ægtefælle gennem 12 år var blevet enige om, at de skulle skilles. Selvom det var en fælles beslutning truffet efter to år med parterapi og en række svære samtaler, sad han tilbage med en følelse af, at hans liv var en blyanttegning, som nogen var ved at viske ud.

”Jeg var afklaret med beslutningen, men med skilsmissen blev jeg frataget min identitet som far halvdelen af tiden. Der var også en værdighed, som gik tabt. Jeg sad og kiggede ind i en væg i fire til fem måneder. Selvom jeg har mange gode venner, som betyder meget for mig, så kunne jeg ikke ringe til dem og bede dem komme og drikke en kop kaffe. Det var for meget af en social investering,” siger han.

Han sammenligner tiden efter skilsmissen med at gå gennem en mørk skov, som man ikke ved, hvor ender. Og det er først for ganske nylig, at han tør sige, at han er kommet ud af skoven. Undervejs i den mørke skov i skilsmisselandet har han skrevet noter til et show om skilsmissen. ”Ulige Uger” hedder showet, som får premiere på Frederiksbergscenen i København fredag i næste uge, og senere skal han på turné med forestillingen. Men kan man grine ad sin egen skilsmisse?

”Jeg har ikke lavet showet for at vise, hvor godt mit liv er blevet, men for at fortælle om den rejse, en skilsmisse er. Samtidig har jeg villet lave et show, hvor andre i en situation som min kan spejle sig og måske finde en form for forløsning,” siger han.

I ”Ulige uger” er det okay at grine ad de store mængder is, som han forærede børnene og ikke mindst købte til sig selv i kiosken. Ben & Jerry's blev hans nye ven, og han spiste, til skeen ramte bunden af halvlitersbægeret. Og fra den lokale døgnkiosk med isen går turen til bankrådgiveren. Efter bruddet er han gået fra at være velbeslået til forgældet, for parret måtte sælge den fælles bolig med stort tab til følge.

”Man får taget sit liv fra sig. I vores tilfælde blev det meget fysisk. Materielt manglede vi intet før skilsmissen, men vi måtte sælge huset og sad tilbage med nærmest ingenting, og jeg flyttede til en lille lejlighed. I dag vil jeg nok betegne vores skilsmisse som god, men der har været tidspunkter i forløbet, hvor man taber småkagerne, og begge parter er i en tilstand af kaotisk frustration.”

I showet beretter han om fester, hvor han som nyskilt kom til at sidde ved et bord med andre, som også var skilt. Lidt som at blive anbragt ved børnebordet igen. Han beskriver også følelsen af tabt værdighed.

”Nogle gifte tror, at skilsmisser smitter, og de tør ikke rigtig gå ind i en samtale om det skete, fordi de er bange for, at det kan smitte, hvilket det jo også kan. Min ekskone og jeg skændtes ikke, og vi slog heller ikke hinanden, så folk har måske undret sig over, at vi gik fra hinanden. Men alligevel har der været den der forsigtighed ved at spørge, hvad det egentlig var. I mange parforhold er der en mangel på refleksion omkring ægteskabet. Nogle af de mænd, som dyrker triatlon, skulle måske overveje, hvordan deres forhold egentlig er.”

Efter skilsmissen blev Jacob Tingleff i tvivl om sin egen dømmekraft.

”Tragedien var ikke, at vi blev skilt, men at vi nogensinde havde fundet sammen. Min ekskone og jeg passede ikke sammen, og jeg er blevet i tvivl om, hvorvidt vi nogensinde har passet sammen. Men hvad skal jeg mene om min egen dømmekraft, hvis jeg kan tage fejl i forhold til noget så centralt? Har jeg så overhovedet føling med, hvem jeg er?”, siger han.

Siden bruddet har Jacob Tingleff, nærmest til sin egen overraskelse, brugt meget tid på at gennemtænke den trygge barndom i hjemmet på maskinstationen ved Lind uden for Herning.

”Jeg måtte søge tilbage i min barndom og finde mønstre. Mine forældre har gjort det bedste, de kunne, men der var nogle ting, som der ikke var adgang til i mit hjem, og det var følelser, hvilket var generelt for den tid og den kultur. Og samtidig var der kirken, hvor jeg blev vaccineret med skyld og skam og kom til at føle mig forkert.”

”Hvis man på den måde tager skilsmissen ved hornene, kan den ende med at være en gave, hvor man kan nå til nye erkendelser. Men når man har været nede at grave i sig selv, skal man huske at vende blikket ud mod verden. Man kan lynhurtigt drukne i sig selv,” siger han.

Jacob Tingleff siger, at han er glad for skilsmissen, men ked af det på sine to børns vegne.

”Jeg er rigtig ked af, at mine børn er havnet i den her situation, og jeg ville ønske, at de havde haft en mor og far, som havde fundet ud af det og været glade for hinanden. Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne give dem en base, som de kom hjem til hver dag. Men man skylder sine børn ærlighed, og jeg vil hellere byde dem en skilsmisse end lære dem, at ægteskabet er en kærlighedsforladt ramme og noget, man skal udholde.”