En pædofilianklage kan brænde hul i sjælen

Tom gik ned med post traumatisk stress, Jimmy mistede sin datter og sit greb om tilværelsen, og Morten ved ikke, om han nogen sinde får sine to børn at se igen. Men han håber.

En pædofilianklage kan brænde hul i sjælen

Tre mænd. Tre sår. Hver anden sag om pædofili ender med frifindelse eller påtaleopgivelse, hvor anklagemyndigheden ikke finder tilstrækkeligt grundlag til at rejse en sag. Sådan endte Tom K. Morten H. og Jimmy M’s sager også.

Men renselse er ikke lig frihed, når det gælder beskyldninger om pædofili. Det har de lært. På den hårde måde.

Læs Kristeligt Dagblads specialhistorie om Jørn Erik Pedersen, der blev anklaget for pædofili her. 

Hverken Morten H., Jimmy M. eller Tom K., som Kristeligt Dagblad portrætterer i denne forbindelse, er blevet dømt for at krænke børn. De har været anklaget for det, men der er enten ikke blevet rejst tiltale, eller også er de blevet frikendt.

De er ikke dømt, men de føler sig stemplede, ramt og krænkede.

De har alle været klar til at stille sig frem med deres fulde navn. Kristeligt Dagblad har imidlertid valgt at sløre deres efternavne, så deres børn ikke bliver genstand for offentlighed på grund af forældrenes stridigheder.

Jimmy M. blev frikendt for pædofili, men mistede sin datter

  • Navn: Jimmy M.
  • Anklage: Krænket sin datter.
  • Afgørelse: Frikendt.

Jimmy M. turde ikke forlade sin lejlighed. Han låste sine øjne fast til tv-skærmen og indtog tv-serie efter tv-serie i et forsøg på at lukke virkeligheden ude. Anklagerne. Skammen.
Hvad tror de mon om mig? Tanken var der hele tiden. Til sidst havde han spist alt mad i lejligheden og diskuterede med sin mave: Er det risikoen værd at forlade lejligheden? Hvad er værst: Sult eller de andres blikke?
 
Han ville ikke tøve med at gøre kort proces med en, der krænkede hans datter. Nu var han selv mistænkt for det samme.

I begyndelsen af februar 2009 fik Jimmy M. tildelt fælles forældremyndighed over sin dengang syvårige datter. Otte måneder senere henvendte hans datters mor sig til kommunen og sagde, at han havde krænket deres fælles datter. Det fik statsforvaltningen til at suspendere hans samvær med datteren, og moderen blev tildelt midlertidig fuld forældremyndighed.

Der var mange, der tilbød at hjælpe i tiden efter anklagen. Venner, kollegaer og familie kom og bankede på hans dør. Vi tror på, at du er uskyldig, lød det igen og igen. Deres ord lindrede, men de kunne ikke nå helt ind til ham, der hvor anklagen sad og gnavede lunser af ham.

Han lukkede sig inde i sin lejlighed, dopede sig med tv, ignorerede sin sultne mave og gik i stykker. Han blev sygemeldt og fik tildelt en psykolog.

Godt et år efter anklagen, den 12. august 2010, frikendte en enig domsmandsret i Næstved ham for at krænke sin datter. Men alting blev ikke bare skruet tilbage til tidspunktet, før mistanken blev rejst.

Ved en efterfølgende retssag om forældremyndigheden, fik hans datters mor tildelt fuld forældremyndighed. Det var ikke længere bare en midlertidig foranstaltning, mens man undersøgte det påståede overgreb. Det var sådan, det skulle være fremover.

Jimmy M. forstod ikke, at dommeren i forældremyndighedssagen kvitterede for frifindelsen ved at fratage ham den fælles forældremyndighed. Dommeren syntes, det gav mening: Konfliktniveauet mellem forældrene var for højt, lød det blandt andet. Han mistede ikke kun den fælles forældremyndighed den dag i retten. Han mistede også samværet med sin datter. Det vil traumatisere hende for meget at se sin far, sagde retten.

Han følte sig magtesløs. Han syntes, hans datters mor modarbejdede ham, og plantede forestillinger i deres datters hoved. Hun syntes omvendt, at Jimmy M. modarbejdede hende, fremgår det af hendes forklaring under retssagen.

Jimmy M. stoppede med at kæmpe, han havde ikke luft til at argumentere, slås og blive ved. Han ville give sin datter ro. Og sig selv ro.

Han mistede hende, men fik stadig informationer om, hvordan hun havde det, og kort før jul 2013 lykkedes det ham at skaffe et billede af hende. Han gav det til sin mor. Der var mange bedstemortårer den juleaften over det mistede barnebarn. Men der var også glæde, for Jimmy M’s nuværende kone ventede deres andet fælles barn.

Det, sammenholdt med, at en person tæt på datteren havde fortalt, at hun havde det skidt, gav ham mod til at søge samvær igen.

Men i efteråret 2014 var der ikke rigtig mere håb. Hans datter sagde direkte, at hun ikke ville se ham og fortalte om nye overgreb. Den børnesagkyndige skrev efter at have snakket med datteren, at hun havde indtryk af, at pigen gav udtryk for sine egne tanker.

I dag føler han sig afmægtig. Han er frikendt, men mistanken er der tilsyneladende stadig.

Han vil hellere rive begge sine arme af end at læse papirerne fra samtalen med den børnesagkyndige, hvor hans datter fortæller om nye overgreb. Han oplever, at hun har fået hjælp til at tro på, at han har gjort hende noget. Han er bange for, at det snart er for sent.

Men han vil ikke give op. Han er frikendt. Han har ikke krænket nogen, siger han. Han vil råbe det til pressen, til befolkningen og i endnu en samværssag og endnu en, og endnu en.

Men den gamle anklage stikker. Han er blevet påpasselig, når han er sammen med børn, selv de to han har fået med sin nuværende kone. Folk skal ikke kunne misforstå noget. Det er vigtigt for ham.

Fortællingen bygger på interviews med Jimmy M., retsdokumenter, udtalelser fra læger og afgørelser fra statsforvaltningen. 

Ikke et rigtigt liv

  • Navn: Tom K.
  • Anklage: Overgreb mod stedsøn og biologisk søn.
  • Afgørelse: Frikendt i begge sager.

Tom kan stadig ikke holde ud at være i nærheden af børn. Han har forsøgt et par gange. Ved store familiesammenkomster og til runde fødselsdage, har han taget sig sammen, selvom han godt har vidst, at der ville være børn tilstede. Alligevel er det gået galt. I det øjeblik de små ben træder ind ad døren eller løber gennem havelågen, går Tom i panik. Han får åndenød og det sortner for øjnene. Det eneste, der er at gøre, er at forlade selskabet. Hurtigt. Nogle gange har han ligefrem taget sig selv i at løbe de sidste meter hen til bilen.

”Tanken om at blive mistænkt igen er for rædselsfuld, jeg vil slet ikke ses sammen med et barn,” siger han.

Det er fem år siden, den 49-årige tidligere produktionsteknikker blev frikendt i alle anklager om pædofili. Hans ekskone beskyldte ham først for at forgribe sig på hendes søn fra et tidligere forhold og senere for overgreb mod deres fælles dreng. Tom sad varetægtsfængslet i otte måneder, mens politi og anklagemyndigheder efterforskede sagen. Men selvom han har rettens ord for, at han ikke bør sidde bag tremmer, føler han sig alt andet end fri.

Det med børnene er bare toppen af isbjerget. Tom farer sammen ved synet af en politibil eller en mand i uniform og krymper sig ved tanken om at skulle ud blandt fremmede. Han kan ikke længere arbejde og har stort set intet socialt liv. Post Traumatisk Stress Syndrom, nedsat arbejdsevne, angst og personlighedsforandringer, står der i hans papirer.

Han fylder dagene ud med frimærker. Små firkantede flader af papir, der ordnes i sirlige rækker efter årstal og geografi. Endeløse rækker og album, der tårner sig op. Det giver ro i hovedet og struktur i hverdagen, men det er ikke et rigtigt liv, det ved Tom godt. 

”Jeg er en mand i min bedste alder, men jeg er på førtidspension, og lader bare dagene gå. Alt det jeg havde, det er væk, og jeg tør ikke række ud efter noget nyt, jeg udsætter alt til en anden dag,” siger han.

Efter frifindelsen rykkede han fra Holstebro til Odense for at komme væk fra sladderen og starte på ny, men han nåede knap nok at falde til i sin nye lejlighed, før han blev opsøgt af politiet i en ny sag om overgreb. En person havde forulempet nogle unge piger i en park i Odense, og politiet havde modtaget et anonymt tip fra Holstebro om, at en pædofil mand - Tom - netop var flyttet til byen og burde tjekkes. Selvom Odense Politi har kunnet se, at Tom er frikendt, valgte de alligevel at afhøre ham og afkræve ham en DNA-prøve.

Tom var lammet af skræk, da betjentene troppede op, og han protesterede ikke, da de tog en DNA-prøve med en vatpind fra hans mundhule eller bad ham redegøre for sin færden på de dage, hvor overgrebene i parken havde fundet sted.

”Jeg er holdt op med at tro på systemet. Jeg har siddet fængslet i næsten et år for noget, jeg aldrig har gjort. Og jeg er fortsat mistænkt, selvom jeg er blevet renset i retten. Det føles som at blive behandlet som et dyr, men jeg tror ikke længere på, at det kan betale sig at gøre modstand,” siger han.

Han har ikke længere kontakt med sin stedsøn, men hans biologiske søn har opsøgt ham, og de to er begyndt at ses igen, selvom det er svært. Drengen, der er 18 år gammel i dag, har trukket alle beskyldninger om overgreb tilbage, og siger, at det var hans mor, der fik ham til at komme med anklagerne. Han har frygteligt dårlig samvittighed overfor sin far, selvom Tom forlængst har tilgivet ham.

”Sådan en anklage er ikke bare overstået med en frifindelse. Konsekvenserne rækker langt ind i dit liv og forandrer det for altid. Der er ingen, der kan forstå det, hvis de ikke selv har prøvet det. Det er som at blive fanget af et spind, du aldrig slipper ud af,” siger Tom. 

Fortællingen bygger på interviews, retsdokumenter og journaler fra en psykolog. 

Morten H. er blevet beskyldt for pædofili to gange

  • Navn: Morten H.
  • Anklage: Antastet sine to børn
  • Afgørelse: Politiet har ikke fundet grundlag for at tage sagerne op.

Der er en særlig håbløshed i at vente på noget, man ved ikke kommer. Hver uge indfandt Morten H. sig på Flintholm Station, en forholdsvis nybygget station i udkanten af København, hvor togspor i to etager fører mod nye destinationer. Hvor hvide metrotog uden fører møder de ikoniske, røde S-tog. Han stod der på stationen uge efter uge og så folk stige af toge og på toge. Men han så ikke hende, han kom for at møde. Til sidst gav han op.
 
Det er et år siden, at han forgæves stod der på stationen og ventede på at få sin datter udleveret til samvær, siger han.

Forud var gået et forløb, hvor hans ekskæreste havde beskyldt ham for at ”antaste” deres fælles datter. Det fremgår af dokumenter fra Statsforvaltningen.

Hendes ord førte til et forhør på politistationen i Bellahøj, men der blev aldrig rejst sigtelse. I et brev til Morten H. skrev en politiadvokat blandt andet: ”Begrundelsen for afgørelsen er, at der ikke er rimelig formodning for, at et strafbart forhold, er begået.”

Efter beskyldningen fulgte flere forløb med overvåget samvær, hvor Morten H. og datteren igen skulle knytte bånd. Men kontakten blev aldrig for alvor genetableret, siger han, for hans datters mor undlod efterfølgende at møde op på Flintholm Station for at udlevere deres datter til det aftalte, uovervågede samvær.

Morten H. overvejede at lade politiet hente datteren, men han kunne ikke få sig selv til at udsætte sin pige for det.

Han ser hende ikke i dag.

Morten H. var helt ung, da han fik sin datter, kun 19 år, og kort efter fik han endnu et barn, en søn, med en anden kvinde.

Ligesom forholdet til hans datters mor, holdt forholdet til sønnens mor kun et par måneder efter fødslen. Ingen af børnene var planlagt, og Morten H. siger i dag, at han følte sig ung og usikker og nok var nem at ”kyle rundt med.”

På et tidspunkt efter bruddet med sin søns mor fandt han ud af, at hans børns mødre var begyndt at se hinanden.

Kort tid efter anmeldte hans søns mor ham også for at krænke sit barn.

Det endte dog som med den første anmeldelse. Politiet tog ikke sagen op:

”Jeg har i dag i medfør af retsplejelovens paragraf 749 stk. 2, besluttet at indstille efterforskningen i sagen mod Dem for misbrug af Deres børn. Begrundelsen er, at der ikke er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået,” står der sort på hvidt suppleret med politiassessor Karsten Ives hakkede underskrift.

Men hans søns mor var ikke tilfreds. Hun stillede krav om, at han ikke måtte være alene med sin søn. Det fremgår af et dokument fra Statsforvaltningen. Morten H. gik med til det, han var bange for, at hun helt ville nægte ham at se sin søn, hvis han strittede imod. Han ville ikke miste endnu et barn. Men det var en skrøbelig ordning.

Efter et samvær beskyldte hans søns mor ham for at have hjulpet sønnen på toilettet. Morten H. nægtede, men hun var overbevist, og det var imod aftalen, sagde hun.

Det endte ligesom med datteren. Han mistede kontakten.

Han følte sig stemplet, selvom politiet havde afvist begge sager. Det blev forstærket, da hans datters mormor optrådte i en tv-transmitteret paneldebat på en lokal tv-station og fortalte om at være pårørende til ”et incestoffer.”

”Jeg er mormor til et lille misbrugt barn,” indledte hans datters mormor sin tale overfor Peter Skaarup (DF), Karen Hækkerup (S) og Özlem Cekic (SF), der sad i panelet. Karen Hækkerup løftede et forarget øjenbryn, da mormoren fortalte, at der ikke var sket noget i sagen, selvom også en halvbror havde fortalt, at han var blevet krænket af Morten H. Özlem Cekic (SF) lovede at tage sagen op med socialministeren.

Morten H. forstod det ikke. Hvad var det, hun ville tage op?

Politiet havde jo ikke villet tage sagerne, tænkte han. Han følte sig krænket. Han var nødt til at trække sig fra kampen om samvær. Han gav lidt op. Alternativet var både at køre sig selv og sine omgivelser ned.

Men han opgav ikke helt håbet:

”Jeg er så naiv, at jeg tror, at mine børn vil opsøge mig en dag, så jeg prøver at gøre det nemt for dem at finde mig.”

Fortællingen bygger på interviews med Morten H, udtalelser fra politiet, dokumenter fra statsforvaltningen, udtalelser fra Morten H’s datters mor i statsforvaltningen, advokatbreve og på en video fra en debat om pædofili. 

Læs Kristeligt Dagblads specialhistorie om Jørn Erik Pedersen, der blev anklaget for pædofili her.