Tanken om døden gør tilværelsen ulidelig

I Bille Augusts nye film, ”Stille hjerte”, spiller temaet aktiv dødshjælp en central rolle. Men spørger man instruktøren selv, handler historien i langt højere grad om kærlighed og familiedrama

”Jeg har altid selv haft en romantisk forestilling om, at jeg dør mæt af dage og forløst i mit liv. Men jo mere jeg tænker på døden, jo mere synes jeg, at det er noget hæsligt og forfærdeligt, der skal ske. For jeg elsker livet så meget, og jeg har en frygtelig masse børn, som jeg hver dag glædes ved at være sammen med, og jeg vil gerne se, hvordan det går med dem. Plus jeg har en enorm nysgerrighed over for livet, og jeg kan slet ikke forestille mig, at alt det skal forsvinde,” siger Bille August. -
”Jeg har altid selv haft en romantisk forestilling om, at jeg dør mæt af dage og forløst i mit liv. Men jo mere jeg tænker på døden, jo mere synes jeg, at det er noget hæsligt og forfærdeligt, der skal ske. For jeg elsker livet så meget, og jeg har en frygtelig masse børn, som jeg hver dag glædes ved at være sammen med, og jeg vil gerne se, hvordan det går med dem. Plus jeg har en enorm nysgerrighed over for livet, og jeg kan slet ikke forestille mig, at alt det skal forsvinde,” siger Bille August. - . Foto: Thomas Lekfeldt.

Bille August har ikke selv taget endelig stilling til et for eller imod aktiv dødshjælp. Han er i tvivl. For spørgsmålet åbner en Pandoras æske af dilemmaer, hvilket også er temaet i filmen ”Stille hjerte”, der har dansk premiere den 11. november.

Den 65-årige filminstruktør har instrueret, og Christian Torpe skrevet manuskriptet til dramaet: En familie samles en weekend for at tage afsked med deres hustru, mor, svigermor, mormor og veninde Esther i Ghita Nørbys skikkelse. Hun er alvorligt syg og ønsker at dø, før sygdommen bliver forværret. Hendes døtre, Sanne og Heidi, spillet af Danica Curcic og Paprika Steen, har sammen med resten af familien, også faderen, som Morten Grunwald personificerer, accepteret moderens ønske om at dø. Det skal ske ved hjælp af piller, som faderen, der er tidligere læge, har skaffet. Men som weekenden skrider frem, bliver moderens beslutning sværere at håndtere for dem alle.

”Det, jeg var så optaget af med historien, var selvfølgelig, at det er den sidste weekend, denne familie er sammen, og så alle de følelser, overvejelser og tvivl, som moderens svære beslutning bringer med sig. Men også selve temaet, aktiv dødshjælp, er interessant, fordi det bliver diskuteret i vores samfund,” siger Bille August og fortsætter:

”Ikke fordi jeg selv overhovedet har taget stilling til, om det er rigtigt eller forkert, men jeg vil godt være med til at rejse, ikke debatten, for det er ikke en debatfilm, men de spørgsmål, som jeg synes er vigtige at stille. For vi lever længere, og lægevidenskaben har gjort, at vi heldigvis også kan leve længere, men nogle gange på godt og ondt.”

”Der kan måske være situationer med folk, der er meget hårdt ramt af en sygdom, hvor man godt kunne ønske, at de kunne afslutte livet, og at samfundet gav mulighed for det. Så alle de spørgsmål, syntes jeg, var spændende med den her historie. Men frem for alt var det familiedramaet, der optog mig. Og så synes jeg også, at det er en kærlighedshistorie. Den måde, som både børnene og faderen reagerer på, deres tvivl og vilje til at acceptere moderens beslutning, handler om en kærlighed,” siger Bille August.

Han tager imod, solbrændt og imødekommende, på Islands Brygge i København, hvor SF Film A/S, der har produceret ”Stille hjerte”, har domicil. Da filmen blev vist på San Sebastian Filmfestivalen i Nordspanien sidst i september, blev den modtaget med stående ovationer. Og festivalens pris, Sølvmusling, der gives til den bedste kvindelige skuespiller, gik til Paprika Steen.

Spanien er et katolsk land, så hvad tænker du om den positive modtagelse?

”For det første, at filmen fungerer. Når man går til en verdenspremiere, aner man ikke, om tommelfingeren vender op- eller nedad. Især med det her emne, der er så følsomt, og hvor der i et land som Spanien er berøringsangst over for at tale om abort og aktiv dødshjælp, er det spændende, hvordan publikum vil modtage det. Men publikum tog jo åbenbart i den grad filmen til sig og kunne slet ikke stoppe med at vise deres begejstring for det, de havde set. Det gjorde et utrolig stort indtryk. Det var meget bevægende.”

”Men jeg er heller ikke sikker på, at det så meget er temaet i filmen, man reagerede på. Det er nok lige så meget udtryk for engagement i karaktererne. Man forstår personernes dilemma. Den film, vi har lavet her, har ikke de store voldsomme dramaer eller et stort plot, der driver historien. Den rummer mere alle de små nuancer i den måde, som personerne reagerer på. Jeg synes, det har været enormt spændende at beskæftige mig med det og at give skuespillerne mulighed for at dyrke det raffinerede, finpsykologiske spil,” siger Bille August.

Artiklen fortsætter under podcastet


Han kalder tilblivelsen af filmen for ”en smuk, stor rejse”, især på grund af dens tema om aktiv dødshjælp.

”Jeg har tænkt meget over det og tænkt over mit eget liv, og hvordan jeg selv ville reagere i sådan en situation. Jeg har prøvet at forstå, hvordan hovedpersonen, Esther, har det. Jeg forstår godt hendes tanker omkring den beslutning, hun tager - at det er værdighed, det hele handler om. Og selvfølgelig forstår jeg også godt børnenes reaktion. De vil gerne have deres mor lidt længere, og der er den tvivl, der kommer op, om det er det rigtige. De har allerede accepteret det, alligevel kunne de måske udsætte det bare en dag til, en uge eller en måned. Alle de ting, synes jeg, har været meget tankevækkende.”

”Men igen, jeg er selv uafklaret omkring det. Jeg håber bare, at denne film kan stille nogle spørgsmål til aktiv dødshjælp, fordi jeg synes, at det er noget, et moderne samfund skal diskutere. Og hvis det bliver aktuelt, synes jeg også, at man skal være meget strikt med det, så det ikke bliver et skråplan eller en glidebane, hvor ældre og syge kan føle, at de er en belastning for deres medmennesker. Men man kan se, at i de lande, der praktiserer aktiv dødshjælp som Belgien og Holland og assisteret selvmord som i Schweiz, er der tale om utrolig få tilfælde. Det er jo ikke sådan, at det pludselig bliver en massebegivenhed på nogen måde. Der er meget strikte regler for, hvordan det skal foregå, og hvem der får tilladelse til det.”

Hvorfor er spørgsmålet om aktiv dødshjælp blevet aktuelt?

”Det er, fordi vi lever længere og bliver ældre end før, men vi bliver også holdt i live længere takket være lægevidenskaben, hvilket selvfølgelig er rigtig godt for en masse mennesker. Men der kan være tilfælde, hvor man lever i et sådant smertehelvede, eller hvor det, når man nærmer sig afslutningen, er så ydmygende og nedværdigende, at de, der er udsat for det, godt kunne tænke sig at afslutte det på en værdig måde. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at diskutere, om det er noget, vi skal praktisere i vores land eller ej. Og selvfølgelig rejser det en masse etiske problemer. Det er jeg fuldkommen bevidst om. Men det må man diskutere - det må eksperterne afgøre.”

Har du nogensinde selv befundet dig i et dilemma af denne type?

”Nej, men jeg har noget familie tæt på mig, hvor en kvinde hele livet havde sagt, at 'hvis jeg nogensinde kommer i den situation, at jeg er totalt hjælpeløs, og livet bliver uværdigt for mig, så vil jeg godt bede om, at nogen hjælper mig med at afslutte det med værdighed'. Da hun blev ældre, fik hun en meget alvorlig og aggressiv kræftsygdom, som gjorde, at hun til sidst nærmest talte i tåger og ikke vidste, hvor hun var. De voksne børn skulle skifte ble på hende, og hun svandt hen. Det var meget uværdigt for hende. Og da tænkte jeg på, at det måske var bedre, at det var foregået på en anden måde. Også for de voksne børn, der var omkring hende. Det billede, de havde tilbage af deres mor og det lange liv, hun havde levet, var billedet af en syg, indskrumpet kvinde, som ikke ville leve. Og da tænkte jeg på, at det nok er i sådan en situation, hvor det kan overvejes. Hun havde selv bedt om det, men muligheden var der ikke.”

Men er det ikke et vilkår i menneskelivet, at det kan ende sådan?

”Jo, forgængeligheden kan man ikke diskutere. Men der er visse situationer, og det er ekstreme situationer, vi taler om her. Jeg har besøgt flere hospicer i forbindelse med filmen, og i 99,9 procent af alle tilfælde foregår det på en anden måde, heldigvis. Men der kan være ekstreme situationer, hvor det bliver så uværdigt, og hvor der kan være tale om at afkorte livet med en måned. Jeg føler det, som om jeg forsvarer det, men det gør jeg ikke. Jeg har bare haft en masse tanker omkring det, og jeg synes virkelig også, at det kan være enormt problematisk. Det er problematisk at tage sit eget eller andre menneskers liv. Og for dem, der så skal hjælpe til med det, er det jo et enormt etisk problem. Hvornår skal man gøre det? Hvem skal man gøre det for? Så det skal i hvert fald være under meget strikt kontrol. Jeg tror, at inden for 5 til 10 år vil det også kunne ske i Danmark. Men på nuværende tidspunkt er spørgsmålet om aktiv dødshjælp ikke færdigdebatteret.”

Hvad vil for dig selv være grænsen for, hvad du vil være med til, når det gælder din egen værdighed?

”Jeg synes, at mit liv på alle måder er vidunderligt og fantastisk. Men vi skal jo derhen under alle omstændigheder, det er bare et spørgsmål om, hvordan man afslutter det. Hvis de sidste 14 dage bliver på en måde, hvor det er så ynkeligt og så ydmygende, så vil jeg da foretrække, at det ikke er sådan. For min egen skyld, men også for mine medmenneskers skyld. Jeg synes, at jeg lever et værdigt liv, og hvert enkelt menneske er noget unikt og nærmest et mirakel. Men spørgsmålet om at få hjælp til at dø træder faktisk i baggrunden i filmen, hvor det i stedet bliver kærligheden i familien, der træder frem. Det er det, der skal stå tilbage i filmen.”

Hvorfor er det så svært for os mennesker at have en holdning til aktiv dødshjælp?

”Fordi det handler om at tage sit eget liv. Og fordi de, der skal assistere med det, er læger, hvis arbejde går ud på at holde mennesker i live. Det er så modsætningsfyldt. Og så tror jeg også, at det er svært at snakke om, fordi vi mennesker er indrettet sådan, at vi selvfølgelig ved, at vi skal dø på et eller andet tidspunkt, men hvordan og hvornår og hvor det skal ske, fortrænger vi. Tanken om det gør tilværelsen ulidelig. Derfor eksisterer døden ikke i vores daglige bevidsthed. Så når man begynder at tale om emner som dette, er der en eller anden form for emotionel berøringsangst over for det.”

”Jeg har altid selv haft en romantisk forestilling om, at jeg dør mæt af dage og forløst i mit liv. Men jo mere jeg tænker på døden, jo mere synes jeg, at det er noget hæsligt og forfærdeligt, der skal ske. For jeg elsker livet så meget, og jeg har en frygtelig masse børn, som jeg hver dag glædes ved at være sammen med, og jeg vil gerne se, hvordan det går med dem. Plus jeg har en enorm nysgerrighed over for livet, og jeg kan slet ikke forestille mig, at alt det skal forsvinde. ”

Hvad er efter din mening en værdig død?

”Det er en, der svarer til det liv, man har levet. Så det er selvfølgelig individuelt. Men hvert menneske repræsenterer et eller andet sted en skønhed, noget unikt, og hvis man kan dø med det unikke i behold, så synes jeg, det er værdigt. Men jeg forstår også, at der findes frygtelige sygdomme, og man kan blive meget gammel. Det unikke kan også bevares i ens alderdom. Men det aktuelle er dér, hvor man bliver ramt af en frygtelig, aggressiv og pinefuld sygdom, hvor der kun er smerte og ulykke tilbage. Og hvor lægerne ofte har mulighed for at forlænge livet mere, end hvad godt er. Og det skal de jo også gøre, selvfølgelig. Men hvor det igen kan handle om dage, uger, et par måneder, før det alligevel sker, og det er i den periode, man måske godt kunne skåne mennesker for det sidste smertehelvede.”

Nogle mener, at der kun er en, der er herre over menneskers liv og død, og det er Gud?

”Det argument kan jeg godt forstå. Vi er jo forgængelige, vi bliver gamle og syge. Men igen, vi taler om 99,9 procent - de fleste lever værdigt og smukt til deres dages ende. Der er en meget lille del, hvor det næsten handler om barmhjertighed, at man går ind og siger okay. Og det er det, vi snakker om, og skal vi tillade det, eller skal vi ikke tillade det,” siger Bille August.

Instruktøren har nydt at arbejde med ”vidunderlige skuespillere” og lave en film på dansk i forbindelse med, at ”Stille hjerte” blev optaget over seks uger i Kerteminde på Fyn sidste år. Nu venter nye filmopgaver i USA og Kina. Men han understreger, at uanset hvor i verden han arbejder, er det de samme ting, som man slås og kæmper med i produktionen af en film.

Hvorfor kører du aldrig træt i det store arbejde, som det er at lave film?

Bille August,filminstruktør aktuel med filmen "Stille Hjerte".
Bille August,filminstruktør aktuel med filmen "Stille Hjerte". Foto: Leif Tuxen

”Jeg laver film, fordi jeg synes, det er så sjovt. Det er en leg for mig, det er min hobby, og jeg får endda penge for det. Det er liv, man skaber, hvor man i bedste fald kommer til at berøre publikum som i San Sebastian, hvor man ikke aner, om man er købt eller solgt, og så går publikum amok. Det er en overvældende følelse. Jeg er udstyret med en stor iagttagelsesevne og følsomhed og kan godt lide at fortælle historier. Det er de ting, der gør, at jeg ikke kan lade være med at skrive og lave film. At give det den form er jeg enormt vild med. At gå igennem processen med at lave film er også tilfredstillende. Det er en måde at kommunikere og meddele sig på til omverdenen.”

Hvorfor har du behov for det?

”Har vi ikke alle det? Film er bare et større format. Men jeg er også fascineret af film og har været det siden, jeg var barn. Jeg kan godt lide at sidde i en biograf, hvor der sker noget magi, som kun jeg oplever. Man er tilskuer til noget magisk. Og jeg kan også godt lide selv at skabe den fortrolighed på tomandshånd med tilskuerne. I litteratur og film er personerne sat i et bestemt forløb. Men i film skabes der også fortællinger af psykologiske landskaber, som man ellers ikke kan opleve. Film kan give sjæl og hjerte til, at vi kan forstå andre mennesker. Hvad jeg ved om menneskers dagligliv i Kina eller Italien, har jeg ikke fået fra bøger eller politiske taler, men fra alle de vidunderlige film, jeg har set fra de to lande,” siger Bille August og tilføjer:

”Ved at lave film lærer jeg noget om livet, og jeg er stadig nysgerrig. For mig er livet et stort forskningsprojekt. Jeg lærer både noget om mennesker og om eksistentielle spørgsmål.”