VI SIDDER I SPORVOGN NUMMER 28, hvis antikke karrosseri rasler med høj fart gennem Lissabon. Det vil sige, fruen sidder, mens jeg står op, kilet ind mellem en gruppe ældre franske kvinder og en gruppe ældre amerikanske kvinder. Vi er på ferie uden for sæsonen. Alle de andre turister er pensionister, som kun er foruroligende lidt ældre end os.
En herre, som ser ud til at være på alder med sporvognen, stiger på. Han stiller sig ud for en teenager med hovedtelefoner. Hun ignorerer ham, mens vognen sætter i gang. Han prikker hende på skulderen og siger noget på portugisisk. Hun rejser sig surmulende og overlader sædet til ham. Alle i vognen følger interesseret optrinnet.
Pladsen ved siden af fruen bliver ledig. Jeg ser på de franske kvinder, som ser på de amerikanske kvinder, som ser på mig.
”Sæt dig, inden en anden gør det,” siger fruen.
”Der er ældre kvinder, som står op,” siger jeg.
”En mand bør tænke sig grundigt om, før han tilbyder sin plads til en kvinde på grund af hendes alder. Især en midaldrende mand,” siger fruen og trækker mig i ned på sædet.
To stoppesteder senere stiger en portugisisk kvinde med en tung indkøbspose på. Hun er mindst 70 år. Jeg mærker min krop rejse sig af sædet. Kvinden ryster på hovedet. Jeg smiler og siger ”por favor”. Hun sender mig et rasende blik og peger bestemt på sædet. De ældre franske og amerikanske kvinder fniser, mens jeg glider ned i sædet igen.
”Det var det, jeg sagde. Du er for gammel til at rejse dig for ældre kvinder,” siger fruen.
DAGEN EFTER KØRER VI UD PÅ LANDET. Da jeg parkerer foran hotellet, hvor vi har bestilt værelse, siger jeg henkastet:
”Du skal nok lige have dit pas klar, når vi tjekker ind.”
”Hvorfor?”, siger fruen, mens hun løfter sin taske ud af bagagerummet.
Det er et spørgsmål, jeg har glædet mig til at svare på i ugevis.
”Fordi vi får rabat på grund af din alder,” siger jeg.
”Undskyld?”, siger hun og stopper midt på parkeringspladsen.
”Det er et godt tilbud. De kalder det for Golden Age,” siger jeg.
”Du tager gas på mig?”, siger hun.
”Jeg er for ung, men din alder gælder for os begge to i et dobbeltværelse,” siger jeg.
”Det her er noget, du har planlagt bare for at kunne fortælle folk, at jeg får ældrerabat,” siger hun.
”Golden Age-rabat,” korrigerer jeg.
Der er påfaldende få gæster på hotellet. Terrassen ved poolen er øde bortset fra et meget brunt og rynket par, der ser ud, som om de er blevet glemt i liggestolene, da sommeren gik på hæld. Om aftenen spiser vi i den næsten tomme restaurant. Der er tre andre par. Man kan høre bestikket mod tallerknerne.
”Jeg tror, de alle sammen er på ældrerabat,” hvisker fruen.
”Golden Age-rabat. Undtagen hende ved bordet i hjørnet. Hun er på min alder,” siger jeg.
”Hun er 10 år yngre end dig,” siger fruen.
”Men hendes mand er Golden Age,” siger jeg.
”Jeg trækker faktisk aldersgennemsnittet ned. De to andre par er mindst 80,” siger fruen.
”Det er det smukke ved det. Man kan godt være for ung til Golden Age, men man bliver aldrig for gammel,” siger jeg.