For et par måneder siden fortalte Nina om sin mand, der var indelukket i sorg. Han havde mistet vigtige personer i sit liv helt fra teenageårene, og han havde også mistet sin far og sin bror, mens han var gift med Nina.
I efterhånden flere år havde Ninas mand trukket sig fra hende og børnene, lukket sig mere inde i sig selv og ofte sovet mere, set tv for sig selv og tidvis været ganske aggressiv, drukket meget alkohol i perioder og ofte kun været fysisk til stede.
Han havde også prøvet terapi flere gange, men havde afbrudt de forløb.
Nina fortalte, at hun godt kunne forstå mange af hans sorgreaktioner, men at det også var uudholdeligt for hende. Hun var derfor i et stort dilemma. Hun mærkede, at hun mistede mere og mere af sig selv, fik flere psykiske og fysiske smerter. Samtidig kunne hun ikke bære at tænke på en skilsmisse, især på grund af børnene.
I vores svar til Nina skrev vi blandt andet:
Vi tror, du må gå til ham med alvorsordene sammen med et eller flere andre mennesker, som han også holder af. Det kan være et vennepar eller noget familie eller andre, som han sætter pris på. Punkt et er, at han umiddelbart skal stoppe med at drikke alkohol og søge støtte og hjælp til at holde sig fra det. Han behøver ikke bestemme sig for totalafhold resten af livet, men han må få alkohol helt ud af sit liv i lang tid fremover. Vi har set det gentagne gange, at det, som begyndte med en beroligende drink efter arbejdstid eller som beroligelse efter dødsfald, skuffelser eller stressende omstændigheder, langsomt bliver et selvstændigt problem, som den pågældende ikke selv ser. I mange tilfælde kan et sådant alkoholforbrug - som vel at mærke ikke nødvendigvis er særligt stort - over tid skabe øgede depressive følelser, indelukkethed og manglende nærvær. Så al terapi, både individuel og parterapi, er oftest spild af tid og penge, hvis alkohol samtidig fylder i det daglige.
Ninas historie betød, at vi fik følgende brev tilsendt:
Kære Nina
Jeg har lyst til at skrive til dig, fordi jeg selv har været nogenlunde der, hvor du er nu, ifølge dit brev til brevkassen. Du beskriver tydeligt dit dilemma mellem at holde fast i det positive, som I har haft sammen, og at afslutte ægteskabet, fordi det er for vanskeligt. Godt, at du søger hjælp og råd, og brevkassen svarer dig bedre, end du aner.
Måske synes du, at de overreagerer med hensyn til alkohol, det ville jeg selv have syntes, lige der hvor du er nu. Men de har ret. Jeg syntes også, at min mand tyede for meget til alkohol, men jeg kunne også så godt forstå ham. Det gjorde, at jeg overhørte mine egne følelser i alt for lang tid. Jeg gik hen og blev så klog på ham, gik alt for meget op i hans følelser og problemer, og jeg ville så gerne hjælpe ham, så jeg glemte at lytte til mig selv.
Du er godt i gang med at lytte til dig selv, og det skal du blive ved med. Dine følelser er lige så vigtige som hans, hvor svært han end har haft det, og de fortæller dig noget. Og tro mig, dine børn har mærket mislydene og lider under det. Dine følelser fortæller dig blandt andet, at det ikke er et jævnbyrdigt forhold, at den ene skal lægge bånd på sig selv eller forstille sig, for at det skal gå. Og det kommer du til at blive ved med, hvis ikke din mand vil søge hjælp.
Jeg holdt mig tilbage med at konfrontere min mand med problemerne længe, fordi jeg syntes, det var synd for ham, han havde det jo så svært. Det var i virkeligheden ikke at respektere ham som en voksen, der selv kunne og måtte tage ansvar i sit liv. Jeg mistede blot mere og mere respekten for ham, og egentlig også for mig selv.
At du næsten ikke kan klare mere, er ikke rigtigt, tror jeg. Du kan klare utrolig meget, men vil du? Det er det, du skal gøre op med dig selv.
Børnene behøver ikke at miste deres far, fordi I bliver skilt, de er i gang med at miste deres far, hvis han fortsætter på den måde. Og hvad med deres mor, hvis hun går hen og bliver en skygge af sig selv? Der kan gives mange råd, men inderst inde er det kun dig, der ved, hvad du skal gøre, og du skal kunne se dig selv i øjnene. Fortsæt med at søge hjælp og tag den beslutning, du selv er parat til at tage ansvaret for.
Venlig hilsen
Tina
Kære Tina
Tak for dit brev til Nina. Med erfaringens tyngde er du værd at lytte til. Man må tilbage til sig selv for at se klart og for at hjælpe en anden. Når et menneske, som man elsker og følges med gennem livet, får problemer, oplever tab, eller må kæmpe med psykiske op- og nedture, er det ikke mærkeligt, at man får sin opmærksomhed helt over hos den anden for at forstå og hjælpe. Det ligger helt naturligt i forlængelse af kærligheden og det løfte, man har givet ”i medgang og modgang”.
Når der så hos den anden også i tillæg og samtidig med for eksempel tavshed eller vrede kommer et alkoholforbrug gennem længere tid, kan man meget let også komme til at forstå det. Der er jo gode grunde til at drikke, tænker man. Og så opstår forvirringen i ens indre, og magtesløsheden og illusionerne om, at det bare handler om at holde ud, kan få langvarig magt. Og man mister sig selv.
At begynde i terapi i en sådan situation og gå i gang med et forsøg på at bearbejde alle disse vanskelige ting samtidig er næsten altid dømt til at mislykkes. Der er noget, man må gøre først og tage alvorligt før andre ting.
Det er den forståelse, der er helt afgørende for alle, som ønsker at hjælpe mennesker, som har problemer, og som samtidig drikker alkohol. Først må forgiftningen af hjernen stoppes gennem længere tid. Nogle måneders totalafhold kan nogle gange af sig selv ændre meget til det bedre. Det er førsteprioritet. Med varme og stor fasthed må det være forudsætningen for al videre hjælp. Ellers svigter man både sig selv og den anden.
Mange hilsener
Annette og Jørgen