Det kan stadig overraske Jutta Greisen, at man i Danmark må kritisere statsministeren højlydt. At man må ytre sin holdning til systemet og ikke bliver straffet for det. Tanken om DDR er dobbelt, selvom det er 32 år siden, at Jutta Greisen en kold oktoberdag fik drømmen opfyldt og tog færgen fra Rostock til Danmark.
Barndommen bag Murens jernhårde afgrænsning var god og tryg, og trods mangler og en usynlighedskappe, der skulle sørge for at holde de reaktionære tanker fra at komme ud, havde Jutta Greisen en god opvækst. Alligevel steg modviljen mod en stat, hvor man aldrig helt kunne stole på sine omgivelser.
Kærligheden til en dansk mand og viljen til at kæmpe for sin frihed fik hende ud, men i dag har hun stadig ar fra DDR. Som når det overrasker hende, hvad man må sige. Eller at hun ikke behøver at gemme på alting, i tilfælde af at hun igen skal komme til at mangle.
Nyheden om, at Berlinmuren var faldet, kom pludselig ud af bilradioen en kold novembermorgen for 25 år siden, da Jutta Greisen sad på motorvejen på vej fra Humlebæk i Nordsjælland til Amager i København på vej til arbejde. Den mur, som havde stået der hele hendes liv, var nu væk, og verden havde forandret sig med ét.
”Hver morgen hele min barndom sagde min mor: 'Vi må hellere tænde for radioen, for tænk nu, hvis Muren er faldet'. Jeg tænkte altid, at hun var fjollet, for selvfølgelig ville det aldrig ske,” fortæller Jutta Greisen.
Men Muren faldt den 9. november 1989 og overraskede hele verden ved, at Østblokkens kollaps skete uden krig og kamp. For Jutta Greisen betød det et ændret verdensbillede og en surrealistisk, ubegribelig følelse af, at hendes grå fædreland nu var historie.
Kort efter Murens fald fik hun et brev fra sin tidligere bedste veninde. En veninde, som var gift med en mand, der arbejdede for det østtyske statssikkerhedsministerium, Stasi. Hans arbejde var ikke offentligt, men man vidste det bare - og veninden havde brudt kontakten med Jutta Greisen, efter at Jutta i 1980 havde mødt danske Anders og ansøgt om udrejsetilladelse for at flytte til Danmark.
”Hun valgte sin vej, jeg valgte min,” siger Jutta Greisen i dag om veninden.
Jutta Greisen svarede aldrig på brevet, der var ingen grund til at tage kontakten op igen. Men det var en sorg og en skuffelse, at veninden dengang valgte Stasi frem for hende. Det blev et eksempel på, hvad DDR var, og hvorfor hun ikke kunne blive ved med at bo der.
54-årige Jutta Greisen blev født, lige inden Berlinmuren en augustmorgen 1961 pludselig delte verden mellem Øst og Vest - og også delte Jutta Greisens familie i to. Kort før Muren stod der, flygtede moderens søster med mand og børn samt Jutta Greisens bedsteforældre i nattens mulm og mørke til Vesttyskland.
Morfaderen havde nogle år forinden på sit job nægtet at give penge ved en indsamling til Koreakrigen. Som overlevende fra Anden Verdenskrig havde han set krig nok. Dén kommentar sendte ham i arbejdslejr, og efter hans løsladelse var familiens holdning til DDR kølig.
Men Jutta Greisens forældre tog ikke med resten af familien til Vesten. Hendes far havde netop fået opbygget sin tømrervirksomhed, og det syntes besværligt at skulle opgive den. De blev i Østtyskland.
Jutta Greisen voksede derfor op parallelt med sin kusine i Vest. Men deres verdener var meget forskellige. Hvor kusinen frit kunne gøre, som hun ville, var Jutta Greisens hverdag præget af en fast ideologisk retning, knaphed på varer og besværligheder. Som seksårig blev hun, ligesom alle andre børn, medlem af den børne- og ungdomsorganisationen Junge Pioniere. Her sang man socialistiske sange og lærte at blive gode statsborgere ved først og fremmest at elske fædrelandet, herefter sine forældre.
Jutta Greisen stillede ikke spørgsmål. Tidligt lærte hun at iføre sig usynlighedskappen, som hun kalder den. Den sørgede for eksempel for at svare de rigtige ting i skolen, når lærerne spurgte eleverne, hvordan uret så ud på deres fjernsyn derhjemme. Jutta Greisens familie så vesttysk tv via en antenne skjult under taget, og det vesttyske tv-ur havde prikker, mens det østtyske havde streger. Jutta Greisen vidste, at hun skulle svare, at uret havde streger, så der ikke ville blive ballade.
Livet i DDR gik lidt langsommere end på den anden side af Jerntæppet. Da familien skulle have lavet nyt badeværelse, skulle den først have en officiel tilladelse. Året efter kom et badekar. Året efter underdelen af en vandvarmer og året efter igen overdelen. Wartburg-bilen havde de ventet på i årevis, og man passede godt på tingene. Gik noget i stykker, kunne man ikke bare gå ned og købe nyt, alting blev nænsomt repareret. Det fik østtyskerne til at holde sammen, og man hjalp hinanden.
Usynlighedskappen begyndte at stramme, da hun som 14-årig var på familieferie i Polen. Omvæltningen kom ikke som en pludselig reaktionær holdning eller had til systemet, men som et stik af undren over, hvordan de polske borgere virkede mere frie og mindre kuede end deres venner i DDR. Ideologierne var de samme, men ansigterne var gladere.
Derhjemme fik engagementet i ungdomskorpset Freie Deutsche Jugend en ny dobbelthed, og samtidig med fædrelandssangene og de rigtige replikker i skolen begyndte hun at diskutere politik i lukkede fora. Hun vidste, at hun ikke kunne stole 100 procent på sine venner, at hun skulle være forsigtig med, hvem hun sagde hvad til, men usynlighedskappen havde givet hende en god intuition, og hun begik ikke fejl.
En aften i 1980 mødte hun danske Anders på et diskotek. Han var blevet udstationeret i DDR for at bygge et nyt stålvalseværk i Brandenburg. Da de blev kærester, vidste Jutta Greisen godt, at der blev holdt øje med dem, det var almindeligt kendt, at der blev holdt øje med de udlændinge, der kom til DDR for at arbejde.
Staten gjorde det tydeligt, at den gjorde de stakkels kapitalister en tjeneste ved at lade dem komme til landet og arbejde. Jutta Greisen og de andre indbyggere i Brandenburg havde fået at vide, at kapitalisterne følte sig heldige, fordi de kunne få lov til at arbejde i Østtyskland, men da danskerne kom kørende i store biler, der hverken spruttede eller hakkede, og de i øvrigt havde masser af penge, virkede det lidt hult.
At DDR var et lukket land, hvor mistænksomheden var sat i system, blev tydeligt, da Anders Greisen friede til Jutta i 1981. Så snart Jutta Greisen havde indsendt sin ansøgning om udrejsetilladelse for at flytte til Danmark, blev hun kaldt ind på sin chefs kontor, hvor arbejdspladsens partisekretær også var til stede. På det tidspunkt havde hun uddannet sig til bioanalytiker og arbejdede i en blodbank. Chefen ville vide, hvorfor hun dog ville til det kapitalistiske Vesten, når hun havde det godt i DDR? Hvorfor ville hun forlade fædrelandet, som havde givet hende en god uddannelse og sørget for hende?
Mødet med Stasis øjne på arbejdspladsen var ubehageligt, men Jutta Greisen var fast besluttet. Hun var forelsket. Hun ville efterlade sine forældre i Østtyskland, og som enebarn pinte det hende. Men tanken om at leve uden Anders og i et land, hvor man ikke var fri, var utænkelig.
Anders Greisen var blevet nægtet indrejse i DDR, så snart myndighederne havde ansøgningen fra Jutta, og derfor blev det nogle ensomme måneder med venten og uvished. Da afvisningen kom efter trekvart år, pakkede Jutta Greisen sine papirer og tog toget til Berlin, til Friedrichstrae, hvor den danske ambassade lå klos op ad Berlinmuren.
I 1980'erne blev der jævnligt holdt møder mellem DDR og Danmark, og på et af disse møder forhandlede man sig til, at den 21-årige Jutta Greisen, borger i DDR, kunne få lov til at gifte sig med danske Anders og få lov til at rejse med ham til Danmark. For første gang i sit liv fik Jutta Greisen et pas, endda med et udrejsestempel, og selvom hun vidste, at hun skulle sige farvel til sine forældre, sine venner og sit job, var passet forbundet med eventyr og spænding.
Afskeden kom i slutningen af oktober 1982. Anders og Jutta Greisen, nu nygifte, kørte af sted mod Rostock i god tid, da de vidste, at DDR ville gøre et sidste forsøg på at gøre livet besværligt for dem. Ved færgen blev den sirligt pakkede bil endevendt, og Jutta Greisen måtte tage ind til Rostock by for at åbne en bankkonto, da hun ikke måtte have nogle få DDR-mark med til Danmark. Men selvom det var frustrerende, prellede det af på hende. Nu var hun på vej. Gennem sin barndom havde hun tit holdt ferie ved Østersøen og stået i havnen i Rostock og set færgen mod Danmark sejle af sted. Hvor havde hun ofte ønsket at være på den færge. Nu var hun der pludselig, med en enkeltbillet til Vesten.
Mødet med Danmark var surrealistisk. Da de kom i havn i Gedser, og Jutta Greisen rørte dansk jord, var det første gang i sit liv, hun var på den anden side af Jerntæppet. De første dage i Danmark gik hun ofte i supermarkedet, bare for at kigge på hylderne, især hylden med ketchup. I DDR kunne man kun få ketchup en gang om året, og ofte nåede man ikke at få noget, før de få flasker var hamstret. I Danmark var der hyldevis af ketchupflasker, flere forskellige mærker, uoverskueligt mange.
I Danmark flagede man også alle vegne, noget Jutta Greisen havde svært ved at forstå. I DDR forbandt man flaget med regimet, med ideologi og med tvang. Hun hadede det østtyske flag. Men i Danmark, opdagde hun, var man stolt af sit flag.
Jutta Greisen var kun tilbage i DDR få gange, efter at hun forlod det lukkede land. Det var ikke nemt at tage tilbage. Det var voldsomt at blive konfronteret med paranoiaen, chikanen og reglerne, og hun var rædselsslagen for ikke at få et udrejsestempel i passet.
En gang, da hun skulle med toget fra Brandenburg til Rostock, steg en mand om bord og gik ind i hendes kupé. Han havde ikke kuffert eller taske med og begyndte at stille en masse spørgsmål om, hvor hun skulle hen, hvorfor hun havde været i DDR, og hvem hun var. Fredelige spørgsmål, som kunne have været fra en nysgerrig medpassager, men det eksisterede ikke i DDR. Og manden steg af toget igen i Rostock, dog uden nævneværdige informationer fra Jutta Greisen.
I dag har Jutta Greisen boet i Danmark i 32 år. Tyskland har været genforenet i 24 år, og DDR er noget, man ser på film og studerer på museum. Jutta Greisens tre børn er trætte af at høre hende fortælle om livet bag Muren. For dem, generationen uden et Jerntæppe, kan det være svært at begribe, hvordan verden så ud for ikke så længe siden. Men det sidder stadig i Jutta Greisen. Tanken om, hvor stort og voldsomt Murens fald var, kan stadig gøre hende rørt. Selvom det er 25 år siden, er DDR stadig en stor del af hende, og for hende er det vigtigt at huske. Altid huske.
