Kære brevkasse
Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Og der følger ofte tabere med i den proces, både for den ene eller den anden af ægtefællerne, for familie og venner og oftest for børnene. Vi er to svigerinder, som vil fortælle om en skilsmisse, som også er endt befriende på mange planer.
Vi er gift ind i en familie med tre sønner. Vores mænd er de to ældste, mens det er lillebror, der lige er blevet skilt. Vi har alle to børn hver, som er flyttet hjemmefra. Vi har alle kendt hinanden i 25 år. Vi har på mange måder haft det godt sammen, og fætre og kusiner har leget meget og været på ferie hos hinanden undtaget hos den yngste bror. Vi har arrangeret familieudflugter, og ved masser af mærkedage har vi været sammen. Dog har den yngste bror og vores svigerinde sjældent taget initiativ og meget sjældent bidraget aktivt. De har været langt bedre til at nyde end at yde. Og vi tænker, at de i høj grad har udnyttet det.
Vores svigerforældre har stået på pinde for dem og malet hus, gjort rent og lappet økonomiske huller, og større gaver og arv fra bedsteforældre er tilfaldet dem. Deres yngste søn og hans kone og deres børn har været de vigtigste.
At de har gjort så stor forskel på børnebørnene har været det sværeste for os. Og det har gennem tiden været hårdt og skabt tårer hos vores egne børn at se på. Når vi har været sammen med vores svigerforældre, har det mest drejet sig om lillebror og hans familie, og hvad de har bedrevet hos dem. Lillebror og hans kone har helt sikkert været bevidst om denne forskelsbehandling og brugt den. Gennem årene er vi blevet bedre til at lukke af for det, sandsynligvis fordi vores børn er blevet ældre.
Nu er den yngste af brødrene så blevet skilt. Det er meget underligt for os alle, og måske ser vi ikke vores svigerinde mere. Det berører os, for vi kan godt lide noget ved hende, selvom der er egenskaber, som er svære at holde af. Der er dog opstået en gevinst ved skilsmissen. For nu ser det pludselig ud til, at vores svigerforældre rent faktisk godt kan lide os. De er helt anderledes til stede, når de er på besøg, og de spørger til vores liv og arbejde og haven og ikke mindst til vores børn, der ikke bor hjemme mere. De kan snakke om den mad, de får serveret og ikke om den, de fik, da de sidst spiste sammen med den yngste bror.
Det er ganske befriende, og vi trækker vejret lidt lettere. Vi har talt meget om det, både de to ældste brødre og os og vores børn, og vi føler alle en stor ændring i samværet med farmor og farfar. Vi kan godt føle med den splittede familie, men kan også konstatere, at der er blevet plads til os andre. For vores svigerforældre er det nok frygteligt, både at det blev til skilsmisse, og ikke mindst at det var hos den yngste.
Vi glæder os ikke over skilsmissen, men erkender også, at den på rigtig mange måder har gjort samværet i familien rarere og nemmere. Og vi tænker, hvor godt vi kunne have haft det med svigerforældrene, hvis tingene havde været anderledes gennem årene.
Skulle vi have taget snakken for 20 år siden? Eller skal vi tænke nu, at det er anderledes og bedre og glædes over det og så glemme den sorg og smerte, det har været især for vores børn de sidste 20 år
Venlig hilsen
To svigerinder
Kære svigerinder.
Tak for jeres brev. Hvad angår jeres to sidste spørgsmål, vil vi gerne sige ja til dem begge. Vi ved selvfølgelig ikke, hvordan det ville være gået, hvis I havde taget spørgsmålet op for mange år siden. Og der kan være forhold, som vi ikke kender til. Men almindeligvis er det en klog ting at snakke om det, som undrer, og som gør ondt, hvis det overhovedet er muligt.
Spørgsmålet er ikke så meget, om man skal tage det op og fortælle om det, men mere om, hvordan man skal gøre det, hvornår og med hvem. Det kan i bagklogskabens klare lys nogle gange være interessant at se lidt på, hvorfor tavsheden var så stor i så mange år. Og hvordan det kan være, at I først nu har sluppet de frie tanker løs.
Man kan godt få associationer til mange fortællinger om tre brødre med en privilegeret og efterlængtet lillebror, som lever af forældres beundring og de ældre brødres beskyttelse.
Vi kan ikke vide noget om baggrunden for den adfærd, som I har oplevet både hos jeres yngre svoger og jeres svigerforældre. Måske kan man finde spor tilbage til generationen før jeres svigerforældre, eller måske havde svigerinden nogle egenskaber, som gjorde jeres mænds lillebror og bedsteforældre lidt bange, så de blev ekstra eftergivende og begejstrede. Angst skaber nemlig ikke altid afstand, men kan også bidrage til det modsatte.
Godt er det, at I kan snakke om det nu. Og i et stykke tid kan det måske være en god idé at dvæle lidt ved den indre magt af censur, hvor formålet er at lære nye ting om jer selv og om udfordrende relationer. Og snakke om hvad der ikke blev sagt engang, måske ikke mindst for jeres børns skyld.
Samtidig vil vi også gerne sige ja til jeres sidste spørgsmål. For der er meget at glæde sig over nu.
Fortiden kommer ikke tilbage. I trækker vejret lettere ved jeres samvær, og tingene er hyggeligere.
Farmor og farfar har sin sorg over, hvordan det gik. Men de er måske ikke længere så ængstelige for ikke at være gode nok? Måske slapper de mere af sammen med jer? Vi ved det ikke. Og mange andre muligheder kunne tænkes.
Hypoteser er lettere at formulere end svar.
Mange hilsener
Anette og Jørgen