Fruen skal holde foredrag om...

...Søren Kierkegaard i byens svenske kirke. På vej derhen aner jeg omridset af en økumenisk udfordrende situation

Kåre Gade er journalist og præstemand.
Kåre Gade er journalist og præstemand. Foto: Arkivfoto.

Fruen har fri fra søndagsgudstjenesten, selv om fri er et misvisende ord, for i stedet skal hun holde foredrag om Søren Kierkegaard i byens svenske kirke. Som om det ikke var angstfremkaldende nok i sig selv, er hun blevet bedt om at gøre det på engelsk, fordi svenskerne ikke forstår dansk. Jeg spørger mig selv, hvorfor hun har sagt ja, men det gør jeg på den anden side også, hver gang det er mig selv, der skal holde foredrag.

Om morgenen er hun klædeligt nervøs.

“Kan vi aftale et tegn, hvis det bliver for langt?” spørger hun.

“Noget i stil med dem, du bruger, når jeg holder foredrag?” foreslår jeg og laver i hurtig rækkefølge ”hvorfor-i-himlens-navn-tog-jeg-med-tegnet”, ”mine-ører-visner-og-falder-af-tegnet” og ”jeg-skammer-mig-ihjel-over-min-mand-tegnet”. Ret beset er det ikke tegn, men et pankulturelt kropsprog, som det efter min erfaring er umuligt at ignorere, selv om man kun ser det ud af øjenkrogen.

“Ved nærmere eftertanke, glem det,” siger fruen.

“Jeg kan også bare føre to fingre hurtigt over halsen?” siger jeg.

På vej til kirken begynder fruens nervøsitet at smitte. Da hun taler om, hvor selvhøjtidelige og påtaget fromme, svenskerne er, går det op for mig, at hun har tænkt sig at give dem en god dragt Kierkegaard-prygl. Jeg aner omridset af en økumenisk udfordrende situation. Jeg holder med fruen, men jeg er ikke god til konflikter. Da vi går ind i kirken, får jeg en stærk trang til at lave ”hvorfor-i-himlens-navn-tog-jeg-med-tegnet”.

Den svenske præst hilser jovialt og spøger med, at foredraget vil være i umiddelbar forlængelse af gudstjenesten.

“Så kan folk ikke slippe væk,” siger han.

På vej ud i sakristiet bukker han for alteret. Så kommer han tilbage med alterbogen, svøbt i et klæde. Han pakker den ud med besværgende bevægelser og lægger den på alteret.

“Så du det? Det er det, jeg hader,” hvisker fruen.

I dagens anledning har han valgt en svensk oversættelse af “Nu stiger solen op af østerlide.” Fruen peger i salmebogen.

“Selvfølgelig er der kun tre vers.”

Vi synger til tværfløjteakkompagnement. Præsten går ned mellem bænkene og prædiker uden manuskript. Fruen skeler til sine tætskrevne Kierkegaard-notater. Jeg begynder at svede.

Et omstændeligt nadverritual følger. Fruen skumler. Vi stiller os i køen af altergæster. Tværfløjten spiller andagtsfuldt. Efter at have modtaget nadveren tager altergæsterne et stearinlys fra et fad på en jernstander, tænder lyset, hvisker en bøn og sætter det i en lysglobe. Fruen sender mig et vildt blik.

“Du er nødt til det,” hvisker jeg.

Det er, da hun har taget et lys, at hendes ene støvle får fat under foden på jernstanderen. Der går et par evigheder fra den begynder at vælte, til den rammer fliserne. Alligevel når jeg ikke andet end at føre hånden for munden. Mens syv chokerede svenskere kaster sig på gulvet og samler knækkede stearinlys op, gør jeg det internationale tegn for ”jeg-er-ligeså-forfærdet-som-jer-og-vil-gerne-bede-om-undskyldning-på-min-kones-vegne”.

Og foredraget er ikke engang begyndt endnu.