Livet er for sjovt til at være kedeligt

Vibeke Windeløv, der er vokset op i et præstehjem med tro og kristendom og aktive forældre, elsker at arbejde. Nu er hun efter 40 år i filmbranchen blevet direktør for Betty Nansen Teatret

”Jeg kender folk, der synes, de har mødt Gud, eller at de er Guds børn. Det føler jeg ikke, men jeg ville gerne, jeg ville ønske, at jeg gjorde. Når præsten lyser velsignelsen i kirken, bliver jeg grebet. Jeg bliver altid grebet af, at nogle velsigner mig. Nogle vil nok sige, at det er nok for at være troende,” siger Vibeke Windeløv. -
”Jeg kender folk, der synes, de har mødt Gud, eller at de er Guds børn. Det føler jeg ikke, men jeg ville gerne, jeg ville ønske, at jeg gjorde. Når præsten lyser velsignelsen i kirken, bliver jeg grebet. Jeg bliver altid grebet af, at nogle velsigner mig. Nogle vil nok sige, at det er nok for at være troende,” siger Vibeke Windeløv. - . Foto: Paw Gissel.

Vibeke Windeløvs stedmor, Ellen på 78 år, er det menneske, hun har kendt i længst tid. Ellen blev gift med Vibeke Windeløvs nu afdøde far, efter at hendes mor var død. Men Ellen har også passet hende, da hun var to år, og faderen havde præsteembede i Skjern i Vestjylland, og igen da hun var fire år i Sdr. Højrup på Fyn, hvor hendes far også var præst.

”Ellen fortalte for nylig, at jeg som lille havde det med at stå på et bord og holde taler. 'Du skal vist være præst, når du bliver stor,' havde hun så sagt, hvorefter jeg svarede: 'Nej Ellen, dertil har jeg ikke ånd nok'. Det er måske noget, jeg har samlet op fra nogle af min mors mange historier om præster,” siger Vibeke Windeløv og smiler ad episoden.

Den 63-årige nyudnævnte administrerende direktør for Betty Nansen Teatret i København - med den svenske teaterinstruktør Stefan Larsson som meddirektør - gik ikke teologiens vej, men filmens. Hun kom i 1975 lidt tilfældigt ind i den verden efter at have hjulpet med at finde og holde styr på en masse statister til sin tidligere mand, kunsteren Per Kirkebys film ”Normannerne”.

Siden har hun været producer på en lang række af blandt andre Lars von Triers film for filmselskabet Zentropa og via sit eget og Stina Lassens produktionsselskab Windelov/Lassen. Hun var med til filmfestivalen i Cannes, da Lars von Triers ”Dancer in the Dark” vandt De Gyldne Palmer i 2000 og blev selv belønnet med prisen Årets Sær-Bodil i 2001. Hun er kendt i filmbranchen for sin utrolige energi og evne til at kunne få alting til at lade sig gøre - og for at kunne løse konflikter og få stjerner som Lauren Bacall og Nicole Kidman til at føle sig godt tilpas på skrabede filmset og budgetter.

Nu ser Vibeke Windeløv frem til som teaterdirektør at kunne koncentrere sig om at skabe teater og ikke at skulle lave 27 ting på én gang.

”Med film går der uendelig lang tid med alt det udenom som finansiering, administration og organisering, inden filmoptagelserne kan gå i gang. Selvom der er meget små penge på teatret, laver man seks forestillinger om året. Og så elsker jeg at have med skuespillere og holdet at gøre i den kunstneriske proces. Jeg kan godt lide at skabe de rammer, der gør, at alle kan yde det optimale. Jeg kan i det hele taget godt lide folk, vil gerne være sammen med dem, lave mad til dem og gøre ting sammen med dem,” siger Vibeke Windeløv.

Man føler sig også vel modtaget i døren til hendes store herskabslejlighed tæt på Amalienborg i det indre København. Der er et lys og en ro omkring hende, mens hun guider gennem store stuer med malerier og anden kunst på væggene og bøger overalt i reoler og på borde og ned gennem en lang gang til køkkenet, hvor der bliver lavet kaffe på stempelkande og varmet mælk. Undervejs hilser hendes brasilianske mand, Nicolas, på. Han taler dansk efter at have arbejdet i Danmark som formand for lufthavnsfunktionærerne i SAS og andre flyselskaber, mens han i dag har med ejendomshandel i Brasilien at gøre. ”God fornøjelse,” lyder det venligt fra ham.

Vibeke Windeløv har beskæftiget sig med filmproduktion i 40 år, så hvilket forhold har hun egentlig til teater?

”Jeg synes, at det er fantastisk, når det er godt, men jeg har også siddet til mange forestillinger, hvor jeg har kigget mere på klokken end på scenen. Der er meget, meget kedeligt teater. Da jeg blev foreslået at søge stillingen på Betty Nansen, sagde jeg nej, det skal jeg slet ikke. Og da jeg blev overtalt til at komme til et møde, sad jeg og foreslog alle mulige andre til stillingen.”

”Men det, jeg synes, er sjovt, er at arbejde med hele holdet på en produktion. Dér er teatret en organisme, hvor man hele tiden er i gang med at lave den kunstneriske proces. Og det er det, der gør, at jeg har tænkt, at det her kunne være virkelig sjovt. Og så det, at der var nogle mennesker, der syntes, det skulle være mig.”

”Jeg blev introduceret til Stefan Larsson, efter at jeg havde fået jobbet. Jeg blev meget begejstret for at snakke med ham. Siden har jeg set en del teater, blandt andet i London, og jeg har også været på Dramaten i Stockholm og se hans to opsætninger af Shakespeares 'Richard III' og Ibsens 'Rosmersholm'. Det var langt mere spændende og radikalt end andet, jeg har set. Jeg synes, han er virkelig dygtig og er meget glad for at dele job og arbejde sammen med ham,” siger Vibeke Windeløv.

Hun og Stefan Larsson, der tidligere har været chef på Aarhus Teater, er netop gået i gang med at lægge repertoire for den kommende teatersæson, men får først deres daglige gang på Betty Nansens Teatret fra 1. marts 2015.

”Jeg er altid angst for at fejle. Jeg bilder mig ind, at det første år bliver det værste, for jeg kan ikke trække på alle mulige tanker, jeg har tænkt de sidste 20 år, i det her job, som er helt nyt. Lige nu arbejder vi i et lukket rum, så det er for tidligt at sige noget om visioner og planer. Men en af de ting, vi diskuterer, er, hvorfor det er så svært at lave teater ud af en bog, mens film ofte har succes med det.”

”Jeg har også tænkt på formen. Jeg kan godt lide at gå i teatret, men skal vente til klokken 20, og der skal være pauser ind imellem. Forleden så jeg en forestilling, der varede en time - fantastisk! Men hvorfor ikke begynde klokken 19, så har man en aften bagefter? Jeg synes, det kunne være interessant at lave noget om på formen og længden af stykkerne. Og når jeg siger det til folk, svarer de, at 'det vil være skønt'.”

Vibeke Windeløv er vant til at arbejde meget, rejse meget og at have gang i mange ting. I den seneste måned har hun foruden forberedelserne til det nye job som teaterdirektør haft sin VL-gruppe på besøg i det vinslot i Italien, som hun ejer sammen med sin tidligere mand, og været til middag i Strasbourg for at fejre, at Eurimages havde 25-årsjubilæum, og var inviteret, fordi hun modtog den europæiske pris, Prix Eurimages, i 2008. Hun har desuden deltaget i filmfestival i San Sebastian i Nordspanien og besøgt Israel og Rom.

Hun følger også med i, hvordan det går Refugees United - en NGO-organisation, der hjælper flygtninge med at finde pårørende på internettet - som hun har været med til at stifte og har siddet som bestyrelsesformand for. Dertil kommer flere andre bestyrelsesposter. Hvor får hun energien fra - og inspirationen?

”Den er medfødt, jeg har ingen hemmelige ressourcer. Min mor, der var landsleder for spejderbevægelsen FDF/FPF, havde det også, indtil hun blev syg. Jeg engagerer mig meget i mange ting. Bagdelen er, at det nogle gange kører ud over det, der er fysisk sundt - lidt for lidt søvn, lidt for meget alt muligt. Bøger er min største passion, og min største glæde er at læse. Og så har jeg været så heldig at indgå i relationer med spændende mennesker.”

”Mit liv er 100 procent tilfældigt. Jeg har aldrig lagt en fornuftig plan for noget som helst eller tænkt på karriereplanlægning. Så kommer nogen med et teater, og så sidder man dér. Men jeg synes, det er vidunderligt at være med i et team, at sætte ting i gang, og jeg elsker at arbejde, og at tingene lykkes. Jeg ser aldrig på, hvad klokken er, når jeg er på arbejde. Jeg har virkelig svært ved at kede mig. Jeg synes, det er sjovt. Til samtalen om jobbet på Betty Nansen blev der gået i rette med det der 'sjovt'. Men jeg synes, at det er sjovt - dermed mener jeg ikke bare skæg og ballade, det er inspiration og følelsesmæssigt udfordrende.”

”Jeg kan godt lide at være i gang, men jeg kan også godt lide at sidde i den her sofa og læse en bog og at gå rundt i min have i sommerhuset i Rågeleje. Jeg kan bestemt have behov for at være alene, men er for god til at tilsidesætte det behov. Nogle gange har jeg folk, som mangler et sted at bo, boende her. Og så kan jeg snige mig ind ad bagdøren, fordi jeg ikke orker at snakke.”

”Derfor har det været fantastisk at møde Nicolas, som er et utroligt sødt og givende menneske, der altid sætter andres behov før sine egne. Det er en åbenbaring at møde sådan et menneske. Selvom han nu bor i Brasilien, har jeg aldrig før mødt et menneske, der giver så megen omsorg.”

Vibeke Windeløv er vokset op i et præstehjem sammen med sin lillebror. Faderen havde som nævnt embeder i det vestjyske, på Fyn og i Kalundborg på Sjælland.

”Jeg synes, jeg har haft en super barndom. Der var en kæmpe have, da vi boede i Sdr. Højrup, og man kunne lege ude altid, der var ingen restriktioner, man tog bare sin cykel og cyklede af sted. Der var meget mindre kontrol end i dag. Det var et meget aktivt hjem, hvor begge mine forældre var engagerede i FDF og FPF, og jeg fik lov til at gå med til konfirmationsundervisning. Vi rejste meget sammen. Al maden havde vi med hjemmefra. Volvo Amazonen var fyldt op med dåsemad fra købmanden, som ikke behøvede at få betaling før til november. Så der var penge til benzinen, og så kørte vi til Italien.”

”Grundtvigs salme 'Påskeblomst hvad vil du her' betød meget for mig i min barndom. Jeg elskede at synge den, og det er også min yndlingssalme i dag. Jeg vedkender mig, at mit liv er gennemsyret af alt, hvad der hedder kristen moral og næstekærlighed. Det er klart, at mit liv og min kultur bygger på kristendom. Jeg synger salmer og beder med på Fadervor og trosbekendelsen, som jeg stadig kan udenad, hvis jeg er i en kirke. Jeg har stor respekt for kristendom og tro og føler, at det er en del af min egen etik og det, jeg har lært, fordi jeg er opdraget i et kristent hjem.”

”Jeg kender folk, der synes, de har mødt Gud, eller at de er Guds børn. Det føler jeg ikke, men jeg ville gerne, jeg ville ønske, at jeg gjorde. Når præsten lyser velsignelsen i kirken, bliver jeg grebet. Jeg bliver altid grebet af, at nogle velsigner mig. Nogle vil nok sige, at det er nok for at være troende.”

”Jeg har aldrig stået foran et maleri, der har ændret mit liv. Men der har været malerier, der betyder meget for mig. Kristendom betyder også meget for mig. Jeg er ikke i tvivl om, at der har været en Jesus, men om der sidder en Gud og styrer det hele, er jeg ikke sikker på. Og så er jeg fortvivlet over, at religion er blevet sådan et stridspunkt i verden,” siger Vibeke Windeløv.

Som de fleste har hun også haft kriser og sorger i sit liv, som hun har sin egen måde at håndtere.

”Jeg bliver ked af det på samme måde som alle andre. Min naturlige reaktion er altid at handle, men det er ikke altid, jeg handler den dag, krisen opstår. Det tog mig 10 år mentalt at blive skilt, og jeg var alene i otte år efter. Når det virkelig går galt, betyder venner meget. Og jeg græder meget. Da jeg blev alene, og det var et valg, havde jeg det sådan, at en af de faldgruber, jeg ikke ville falde i - og som jeg synes, at mange kvinder, der bliver skilt, har en tendens til - var ikke at foretage mig noget, før jeg havde fundet en ny mand.”

”Alt det jeg gerne ville gøre, forsøgte jeg at gøre, selvom jeg var alene. Det, tror jeg, er vigtigt, for ellers bliver det for offeragtigt, og det fører ikke noget godt med sig. Selvfølgelig har man lov til at have ondt af sig selv, hvis der er sket noget forfærdeligt, men det er ikke noget, man skal dyrke. Det at give alle andre skylden for det, man ikke kan - og her er undtaget alt, hvad der hedder alvorlig sygdom - det holder ikke.”

”Jeg kender en mand, der er så syg, at han er tilknyttet respirator 24 timer i døgnet. Alligevel bruger han alle de ressourcer, der er blevet ham givet. Det, synes jeg, er helt utroligt. Når et menneske, der er blevet frataget alt, formår ikke at se sig selv som offer, er det for mig et lysende forbillede på, hvordan man skal se sit liv,” siger Vibeke Windeløv.

Hun sad bag rattet i sin bil og havde inviteret sin veninde, journalist og forfatter Kirsten Jacobsen, med som passagerer i programserien ”Livet ud ad landevejen”, der blev vist på DR 2 i sommer. På et tidspunkt siger Kirsten Jacobsen, at hvis Vibeke Windeløv døde i morgen, skyldte livet hende intet, for hun havde oplevet så meget.

”Jeg har ikke lyst til at dø. Men jeg syntes, det var grænseoverskridende, da jeg fyldte 60. Hjemme i præstegården blev der holdt noget, der blev kaldt for 'gamle-møder' for folk fra 60 år og opefter, og hvor kvinderne mødte op i sorte kjoler. Men den følelse gik hurtigt over. I forbindelse med, at jeg nu skal være teaterdirektør, er der nogle, der har sagt: 'Hvorfor i alverden gå i gang med noget nyt, når man er fyldt 63 år?'. Det er så en tanke, jeg ikke har haft.”