Kære brevkasse
Efter mange gode år på det samme sted har min mand og jeg flyttet lidt rundt i de sidste par år. Flytningerne har været nødvendige på grund af vores arbejdssituation. Når man flytter, siger man farvel til mange og meget, men vi havde mod på flytningen og tænkte, at der lå mange spændende møder med andre mennesker og ventede på os. Især havde vi en tro på, at når vi kom til en ny kirke og en ny menighed, så kunne det ikke være så svært at lære nogen at kende.
Vi er blevet klogere. Vi har mødt hjælpsomme og venlige mennesker, men vi har ikke mødt dem i kirken. Da vi kom til vores første nye sted, besluttede vi, at vi ville begynde med at zappe lidt rundt for at se de forskellige muligheder lidt an. I den periode var vi i flere kirker, men fælles for dem alle var, at ikke et eneste sted var der nogen, der bød os velkommen.
Det var ikke, fordi menigheden var stor og uoverskuelig, og der var også en hilsen og snakken, når vi gik ud, men ingen henvendte sig til os to. Det havde været dejligt, hvis der bare engang i mellem var en, der havde nikket eller smilet til os eller rakt hånden ud og sagt goddag og god søndag. Præsterne står gerne i døren og hilser, og det er selvfølgelig dejligt, men præsten kan ikke gøre det alene.
Efter nogle måneder besluttede vi os for den kirke, der var vores sognekirke, og vi var også efterhånden blevet klar over, at hvis vi skulle gøre os håb om at blive en del af et fællesskab, skulle vi arbejde hårdt for det. Ved gudstjenesten var der ofte kirkekaffe, og vi greb lejligheden og tænkte, at man her kunne komme i snak med nogen.
Det lykkedes også, men kun på vores initiativ, og ofte skete der det, at der så kom en, der kendte ham eller hende, vi stod og talte med, og så var den samtale slut. Det skete aldrig, at vi kort blev præsenteret for den anden. Efter en tid og mange forsøg på at blive en del af fællesskabet droppede vi kirkekaffen. Det blev simpelthen for deprimerende at stå der omgivet af snakkende mennesker, der havde så meget, de gerne ville dele, bare ikke med os.
Vi fortsatte en tid med at deltage i sognemøderne, som foregik i kirkens mødelokaler. Men også her var det svært. Jeg har siddet ved et femmandsbord som nummer fem, sammen med to par, der kendte hinanden godt. De snakkede om, at sommerhussæsonen nu var slut og så videre. Kaffepausen var lidt lang den aften, fordi vi skulle have god tid til at tale sammen, så efter de første 10 minutter, hvor vi kun lige havde været på nik, prøvede jeg at komme ind i samtalen og spurgte, hvor de havde sommerhus. De fortalte mig hvor og spurgte, om jeg var kendt der. Jeg svarede benægtende og fortalte, at jeg lige var flyttet fra en anden landsdel. ”Nå”, var svaret, og så fortsatte de deres snak. Det blev til en lidt lang kaffepause.
En anden gang gik jeg til et foredrag. Der var mange mennesker i et lille lokale, og mange kiggede op, da jeg kom ind. Ikke fordi det var mig, der kom, men fordi døren gik. Der var ikke én, der nikkede eller sagde goddag. Jeg har absolut ingen forventning om, at de hverken skulle klappe eller udvise stor begejstring på grund af min entré, men et enkelt lille nik eller venligt smil ville have gjort underværker. Jeg kiggede mig om efter en tom stol og fandt også en. Da jeg kom derhen, spurgte jeg, om stolen var optaget. ”Ja, hun er ikke kommet endnu!”, lød det korte og kontante svar.
På grund af forskellige omstændigheder flyttede vi igen, denne gang til et lille landsbysogn. Også her var det svært. Der var venlige nik fra præst og organist, når vi kom, men menigheden ignorerede os fuldstændig, indtil vi en søndag på vej ud af kirken blev kontaktet af et medlem fra menighedsrådet, der spurgte, om en af os ikke kunne tænke sig at komme i menighedsrådet, for han havde lagt mærke til, at vi kom meget i kirken.
Det var første gang efter vel 10-12 gudstjenester, at nogen af sig selv henvendte sig til os. Vi takkede pænt nej. Vi vidste, at vi kun var ”på træk”, og at det ikke skulle være vores blivende sted. Det havde dog den konsekvens, at vi nu efterfølgende havde én, der hilste på os, når vi var i kirke, og det var dejligt.
Så flyttede vi igen. Denne gang tror vi, at vi bliver boende, så vi er selvfølgelig spændte på at opdage og udforske kirken og menighedslivet her på stedet. Det hele har gentaget sig, så det ligner noget alment. Vi er glade for vores præst, som gør det fremragende. Organist og kirkesanger gør det også godt, så gudstjenesterne er gedigne og gennemarbejdede, og vi får proviant til hele ugen. Det er vi taknemmelige for, og vi føler os privilegerede.
At blive en del af menighedens fællesskab er stadig svært, men vi har jo efterhånden en vis erfaring, så skuffelsen er ikke så stor denne gang. Også her er der kirkekaffe efter gudstjenesten, og mønsteret har gentaget sig. Vil vi i kontakt med nogen, så må vi selv i gang. Vi får ikke noget foræret. Når jeg rækker hånden frem og for eksempel siger: ”Jeg vil gerne hilse på dig”, så er folk venlige, og ofte lyder der noget i retningen af: ”Ja, I er da nye, vi har også snakket om, hvem I mon er. Er I tilflyttere?”.
Det kan næsten tangere dårlig opførsel, det vi oplever. En dag på vej ud af kirken var der en kvinde, der hilste til højre og venstre, og hun rakte også hånden ud mod mig. Da hun så, at det var én, hun ikke kendte, tog hun hurtigt hånden til sig og vendte sig bort, så det håndtryk blev der ikke noget af.
Det var så grotesk, så det kun var til at more sig over, men jeg har også min mand at dele morskaben med. Hvis jeg havde været alene og måske ensom, tror jeg, at det havde gjort rigtig ondt. Og hvad med dem, der kommer fra fjerne himmelstrøg? Vi forventer på ingen måde hverken middags- eller kaffeinvitationer, men det ville være rart med et håndtryk, et nik eller et smil. Det ville være rart, om vi bare blev set.
Hvordan kan det være, at det er sådan? Hvorfor er takt og tone og almindelig pli tilsyneladende en mangelvare i folkekirken? Vi må også gribe i egen barm, og vi har da endevendt vores mange år i den samme menighed. Hvordan agerede vi selv, når der kom nye i kirken? Var vi en medvirkende årsag til, at nogle gav op, bare blev hjemme og hørte radiogudstjenesten eller fandt en mere imødekommende menighed - hvis den overhovedet fandtes eller findes?
Kan det tænkes, at kernemenigheden er folkekirkens største trussel? Har vi egentlig nok i os selv, selvom vi sukker over, at der ikke kommer så mange? Når vi klager over konfirmander, dåbsgæster og skrigende børn og ikke har lyst til at hilse på dem, vi ikke kender, er det så, fordi vi befinder os bedst i en lille indspist enklave med nogenlunde samme meninger og holdninger som os? Vil vi kun os selv, og gider vi ikke de andre
Venlig hilsen Trine
Kære Trine
Tak for dit lange brev. Vi har overvejet at forkorte det, men vi synes, at dine erfaringer og tanker fortjener at blive læst i originaludgave. Måske er der andre af vores læsere, der kender til det samme, eller som har helt andre erfaringer og måske inspiration til et mere inkluderende og åbent fællesskab både i og uden for kirken.
Mange hilsener Annette og Jesper