Telefonen ringer aldrig til fødselsdagen. Der er ingen, der inviterer i biografen, når en ny film har premiere, og ligger man syg med influenza, er det bare ærgerligt, for der er kun en selv til at hente hovedpinepiller på apoteket og lave varm suppe.
LYT TIL NY LYDSERIE "MORGENSAMLING" HER
Ensomhed er virkeligheden for flere danskere, end man måske umiddelbart skulle tro. Det viser blandt andet Den Nationale Sundhedsprofil 2013, som Sundhedsstyrelsen står bag. Ifølge den oplever 5,7 procent af den voksne befolkning ofte at være uønsket alene, og selvom følelsen af ensomhed er størst hos de helt unge og de allerældste, er problemet udbredt i hele befolkningen.
I erkendelse af problemets omfang er der nu sat flere initiativer i søen. I efteråret skød Ældre Sagen ”Folkebevægelsen mod ensomhed” i gang, og 1. februar 2015 begynder et nyt projekt, som Mary Fonden og Røde Kors i fællesskab står bag. Målet er dels at få aftabuiseret ensomhed og dels at få skabt nogle konkrete netværk, der skal hjælpe mennesker ud af ensomheden. Det fortæller kommunikationschef hos Mary Fonden, Heidi Krumhardt Mortensen.
”Vi tænker ensomhed meget bredt. Det første skridt er at få folk til at forstå, at ensomhed er et stort problem, og at det er noget, vi er nødt til at tage alvorligt. Vi vil gerne have, at ensomhed bliver noget, man taler om. Noget, der ikke er tabubelagt. Bider ensomheden sig fast hos et menneske, har det store fysiske og psykiske konsekvenser,” siger hun.
Mary Fonden og Røde Kors har i forbindelse med det nye initiativ arbejdet sammen med flere eksperter. En af dem er Mathias Lasgaard, der forsker i ensomhed på Syddansk Universitet og CFK Midtjylland. Han slår fast, at det er nødvendigt at skelne mellem ensomhed og det at være alene, og at man kan være både selvvalgt alene og ufrivilligt alene. Når det drejer sig om ensomhed, kan den betegnes som et modsætningsforhold mellem de ønsker, man har til sine sociale relationer, og hvordan de så rent faktisk opfyldes.
”Ensomhed handler om et savn af sociale relationer og en oplevelse af, at man ikke får opfyldt det behov for kontakt, som man har. Det handler om mangel på fortrolige og savnet af nogen, der kender en godt, og behovet varierer fra person til person,” siger han.
Mathias Lasgaard kan ikke pege på nogle evidente årsager til, at så mange mennesker i dag føler sig ensomme, men han nævner, at nogle af de sociale fællesskaber, som tidligere beskyttede mod isolation, i dag er brudt sammen. Mange bor for eksempel alene, og flere bliver skilt i dag end førhen.
Spørgsmålet er, hvordan man kommer den ensomhed til livs, som man ved har sammenhæng med både et dårligere fysisk og psykisk helbred og tab i det samlede antal leveår.
”Man kan i hvert fald sige, at som mennesker har vi et grundlæggende behov for at høre til. Vi er sociale af natur, og derfor føles det ubehageligt at føle sig uden for fællesskabet. Og langt de fleste ensomme forsøger faktisk at gøre noget. Men har man været ensom meget længe og måske mere eller mindre marginaliseret hele sit liv, er det svært. Her kan man have behov for nogle øverum, hvor man kan indgå i nogle relationer væk fra virkelighedens pres. Det kan for eksempel være i de netværk, Mary Fonden og Røde Kors nu etablerer, på et mødested eller hos en psykolog eller rådgiver. Afgørende er det, at indsatsen afspejler, hvor man er i livet. Det er ikke det samme at være ensom som 20-årig end som 80-årig,” siger Mathias Lasgaard og slår fast, at det ofte er fyldt med stor skam at føle sig ensom.
”Der er i dag meget fokus på accept af, hvordan vi fremstår socialt, og det at sige, at man er ensom, er en måde at sige på, at noget helt essentielt er mislykkedes, nemlig at fungere socialt. For dem, der virkelig møder ensomheden, er det meget skamfuldt - de har en dyb følelse af ikke at have slået til og beskriver det ofte, som om de er observatører af omverdenen,” siger han.
Også direktør i Ensomme Gamles Værn, Christine Swane, kan nikke genkendende til den skamfølelse, der ofte følger i hælene på ensomhed. Hun kender den fra de ældste over 85 år, som er den gruppe, hun arbejder med, hvor ensomheden er landets højeste, men også fra en undersøgelse blandt de 30 til 50-årige, som hun har været med til at lave om langvarigt ensomme for Mary Fonden.
”De kan føle sig som sociale tabere. Det er voksne, der står midt i livet, som måler sig med jævnaldrende, der har familie og karriere, mens de selv oplever, at de ingenting har. De tør ikke fortælle, at de er ensomme, fordi de er bange for at blive afvist,” siger hun.
Christine Swane beskriver, at mange selv gør en indsats for at komme ensomheden til livs, men at det kan være svært uden støtte og hjælp, når ensomheden har varet længe.
”De kæmper rigtig meget og bruger måske mødesteder eller Livsnettet (en hjemmeside for ensomme,red.). Og selvfølgelig giver internettet mulighed for kontakt, men det giver ikke den nærhed, de har brug for. Det kan lindre og dulme, men det er ikke nok. Vi skal arbejde på at finde ud af, hvordan den enkelte kommer ud af ensomheden, fordi den opleves meget forskelligt fra person til person. Noget af det, de personer, vi har talt med i vores kvalitative undersøgelse af ensomhed blandt de 30 til 50-årige, peger på, er fleksibilitet. Altså at vi møder dem på en måde, som passer til deres behov, og som de føler sig trygge ved,” siger hun.
Psykolog og forfatter Camilla Carlsen Bechsgaard har ofte i sin praksis haft klienter, hvor ensomhed har været omdrejningspunktet. Hun skelner mellem den reelle ensomhed, hvor der praktisk talt ikke er noget netværk, og så den eksistentielle ensomhed som kan være til stede, selvom man har både ægtefælle, børn og venner.
”Jeg har for eksempel talt med en kvinde, der følte sig meget ensom, selvom hun havde både venner og børn. Men i weekenden havde de ikke tid til hende - alle havde noget at se til. Hun følte ikke, at der var nogen, der kunne gribe hende, hvis hun virkelig 'faldt' og for eksempel gik økonomisk ned eller blev alvorligt syg, og det var enormt skræmmende for hende,” siger hun.
De reelt ensomme, hvor der ikke er nogle relationer overhovedet, har Camilla Carlsen Bechsgaard også mødt.
”Jeg har siddet og lavet handlingsplaner med mennesker, som er kommet helt derud, hvor de er så usikre, at de ikke ved, hvordan man skaber kontakt til andre. Fornemmelsen af ensomhed kan blive så overskyggende, at man trækker sig fra alt, og det kan opleves meget ubehageligt, for i bund og grund har alle mennesker jo brug for nogen at være tæt på,” siger hun.
Når alt det er sagt, så skal man også passe på ikke at fratage det enkelte menneske dets autonomi og ansvar for selv at forsøge at bryde ud af ensomheden, mener Camilla Carlsen Bechsgaard.
”Grundlæggende er vi jo individer, som er ansvarlige over for os selv i sidste ende. Det er vigtigt også at kunne bære sin smerte selv og ikke have den der evindelige søgen efter, at nogen griber mig. Man kan let komme til at virke afskrækkende på andre, hvis man har den der 'Kom og bær mit liv for mig, for jeg kan ikke selv',” siger hun.
Mathias Lasgaard påpeger, at det er vigtigt at holde fast i, at ensomhed er et grundvilkår for mennesket og noget, alle vil møde på et tidspunkt i livet.
Og selvom ubehaget ved den midlertidige ensomhed kan føles angstprovokerende, bliver det først rigtig problematisk det øjeblik, hvor ensomheden bliver vedvarende og får mennesker til at trække sig fra alle sociale sammenhænge.
”Når man får følelsen af at blive tilskuer til det moderne liv og bare ser på, at andre nyder livet, mens man selv har det dårligt, kan det sammenlignes med at blive ekskluderet fra stammen, hvilket rører ved noget meget grundlæggende i os,” siger han.
Mathias Lasgaard mener også, at vi alle potentielt kan risikere den langvarige ensomhed under de forkerte omstændigheder, men at der er nogle overordnede fællestræk hos en del af dem, der oplever den langvarige ensomhed.
”Der er ingen tvivl om, at nogle ensomme mennesker har et element af mangel på sociale kompetencer. Men det kan have rødder i mange ting. For eksempel en barndom, hvor der aldrig kom nogen på besøg, så man ikke fik lejlighed til at øve sig i at begå sig i sociale relationer. Og hvis man er isoleret fra andre i tilstrækkelig lang tid, så kan man godt komme til at virke sær på andre. Måske fordi man enten taler alt for meget eller omvendt slet ikke taler,” siger han.
Han påpeger, at aftabuisering af ensomhed derfor er et stort og vigtigt skridt for dem, der lider under det.
”Det at tale om ensomhed kan være med til at fortælle ensomme, at der findes andre end lige 'mig', der har det sådan, og samtidig kan det give andre en erkendelse af, at der faktisk er nogen, der er ensomme, og at der er nogen, der som Mary Fonden og Røde Kors gerne vil tage et medansvar for det,” siger Mathias Lasgaard.
