Tvillinger fylder 90

Kristen Mose og Enevold Enevoldsen - redningsmand og fisker - er ældre end Hvide Sande i Vestjylland. I dag fylder tvillingebrødrene 90 år

Kr. Mose (tv.) og Enevold Enevoldsen ved kaffebordet. Nu fylder de 90 år, og det fejres i morgen i menighedshuset. For dem begge er troen afgørende. Den er, som Enevold siger det, livsnødvendig som at trække vejret. -
Kr. Mose (tv.) og Enevold Enevoldsen ved kaffebordet. Nu fylder de 90 år, og det fejres i morgen i menighedshuset. For dem begge er troen afgørende. Den er, som Enevold siger det, livsnødvendig som at trække vejret. - . Foto: Jens Bach.

Det er, som det skal være i Vestjylland: Kaffe på bordet, brød og kage. Tid og ro til at snakke om de mange år og lidt om troen på det evige liv efter døden.

Enevold mener, det nok er bedst, at ”Kræ Mose” tager sig af det sidste.

”Jo, han er meget mere hellig end mig,” tilføjer han drillende og ser på sin tvillingebror.

For Kristen Mose Enevoldsen - Kr. Mose, hvilket i daglig vestjysk tale bliver til “Kræ Mose” - har gennem årene ofte været i medierne som den vestjyske redningsmand med missionen og den kristne tro. Senest i forbindelse med erindringsbogen ”Medløbende sø”, der udkom på Lohses Forlag i 2008.

Men drilleriet er godmodigt og skal ikke tages for mere, end det er: Enevold Enevoldsen var i mange år formand for det lokale Indre Mission, og kristentroen har gennem alle årene udgjort livsgrundlaget for dem begge, her på den smalle Holmsland Klit mellem hav og fjord.

”For mig er det med kristendommen livsnødvendigt, som at trække vejret. Jeg ville ikke kunne leve uden,” siger Enevold, og tvillingebroderen supplerer med en erindring om deres bedstemor og Himlen og fortabelsen.

”Hun var en fantastisk fortæller, bedstemor, og når jeg besøgte hende en vinteraften, så kunne hun fortælle om Himlen, og hvor skønt det var der, men også om fortabelsen. Det var jo en del af forkyndelsen dengang, og bedstemor var skrap. Hun lagde ikke fingrene imellem, og jeg kan huske, at jeg blev så ræd, for: 'Hvordan kunne jeg så vide, om jeg ville komme i Himlen?'.

Og så fik jeg den forklaring, jeg aldrig siden har glemt: Jo, forklarede bedstemor og skød brillerne op i panden: 'Da I blev døbt, blev I tegnet med korset for jeres ansigt og bryst og iført den hvide dåbsklædning, som er Kristi retfærdighedsklædning og indskrevet i livets bog. Så derfor er der ingen grund til at være bange, når I skal stå for Guds trone'.”

Kr. Mose har ved flere lejligheder fortalt historien, for den blev afgørende for ham, og når han i dag taler om den vækkelse, han ønsker sig, så tænker han sig en ”dåbsvækkelse” i Danmark.

Når fiskerne i gamle dage stod ud gennem brændingen i deres åbne fiskerbåde, havde de lagt kasser med ballast i bunden af bådene for ikke at kæntre i brændingen.

”På samme måde har dåben været min ballast, når jeg har tvivlet,” forklarer Kr. Mose.

I dag fylder tvillingerne 90 år, og det fejres i morgen med fælles fest i menighedshuset i Hvide Sande, hvor de har boet gennem alle årene. Med deres 90 år er de ældre end byen og havnen, som fejrede 75-årsjubilæum i 2006.

Begge bor på parceller, udstykket fra klitgården, hvor de voksede op i en søskendeflok på syv.

”Landbruget gav jo lidt til det daglige brød, men far var nu mere fisker end landmand,” fortæller de, og fiskere blev også tvillingerne: Enevold indtil han midt i 1990'erne lagde op som områdets ældste fisker og forærede sin båd til Den Kristne Friskoles legeplads i Skjern. Kr. Mose til 1979, hvor han blev havnebetjent og leder af redningsstationen. Han havde på dette tidspunkt været redningsmand i mange år, og blev det på en tragisk baggrund: 9. december 1951 kæntrede Hvide Sandes daværende åbne og utidssvarende redningsbåd. Fem redningsfolk mistede livet. Blandt dem tvillingernes storebror, Iver, som Kr. Mose forgæves søgte at genoplive på stranden efter forliset.

Efter ulykken fulgte en mangeårig kamp for at få udskiftet den gamle redningsbåd med en mere sødygtig og sikker.

Kr. Mose: ”Men dengang stod man jo nærmest ret, når lederen af redningsvæsenet kom på besøg. Der var en helt anden respekt for myndighederne, og ingen ville høre på os. Først da ministeren blev blandet ind i det, skete der noget. Så fik vi en moderne, selvrejsende redningsbåd, som vi var rigtig glade for.”

Som redningsmand kom Kr. Mose ud i flere farefulde situationer, der satte kristentroen på prøve. Også Enevold kan endnu så mange år efter på kroppen mærke, hvordan hans tunge gummitøj trak ham ned i vandet, så han var tæt på at drukne, da der under et vodfiskeri gik filt i tovværket, så han blev rykket overbord.

”Jeg var lige blevet gift, og det var dejligt forår, og jeg nåede at tænke, mens jeg blev trukket ned i vandet, at det kunne da ikke passe, at jeg skulle væk nu. Det var jo nu, jeg skulle til at være sammen med min kone, og vi skulle have børn, så det var helt forkert.”

Det gik så heller ikke så galt, da besætningen fik kastet en redningskrans ud til ham.

”Men jeg vidste jo, at muligheden var der,” afrunder Enevold stilfærdigt og tager et par sug af piben, mens han tænker tilbage.

I ”Medløbende sø” har Kr. Mose fortalt om en af sine mest dramatiske redningsaktioner, da redningsbåden en stormfuld nat måtte ud for at komme kutteren Tyrola til undsætning, og en mægtig brodsø vendte båden rundt, slog en mand overbord og ødelagde roret. Flere af redningsfolkene råbte til Gud om hjælp, og Kr. Mose bad: “Gud, hvis vi kommer ind alle sammen, så bliver det ikke svært at fortælle, at det var dig, som greb ind.”

I land kom de alle sammen, og også her i stormen hentede Kr. Mose trøst og tillid i erindringen om bedstemoderens fortælling om dåben, så han midt i elementernes rasen måtte gribe sig i at nynne Grundtvigs dåbssalme for sig selv: ”Sov sødt, barnlille! - thi skal ingen djævel dig skade.”

Når Enevold skal sætte ord på troens betydning for ham, griber han til et vers fra en af de gamle vækkelsessange, Lina Sandells: ”Jeg kan ikke tælle dem alle, de tegn på Guds godhed, jeg fik, som dugdråber så jeg dem falde i glimt for mit undrende blik.”

Sangene og salmerne fik afgørende betydning for dem begge. I barndomshjemmet blev kristendommen bogstavelig talt sunget ind i deres sind. Kr. Mose og Enevold var 10 år, da moderen døde, og faderen hørte til kategorien af fåmælte vestjyder. Tvillingebrødrene mener, at han højst holdt tre taler i løbet af hele sit liv.

”Far var en meget stille mand, så der blev ikke sagt så meget. Til gengæld sang vi salme- og sangbøgerne i pjalter,” fortæller de

Mens Enevold varetog indremissionen på lokalt plan, og desuden blev formand for menighedsrådet, var Kr. Mose i mange år medlem af Indre Missions hovedbestyrelse, indtil han i 1985 gik i sympati med den daværende formand, John Ørum Jørgensen, der valgte at trække sig efter en strid om indsættelse af kvindelige præster.

”Men det skal vi ikke snakke om nu,” mener Kr. Mose. ”Det er jo så længe siden, og nu har vi et vældig godt forhold.”

For tiderne har ændret sig og ændret på missionen. Fortidens skarpe skel mellem troende og vantro er jævnet ud, mener Enevold, og Kr. Mose supplerer:

”Til syvende og sidst ved vi jo slet ikke, hvordan det enkelte menneske forholder sig til troen, så det skal vi være forsigtig med at dømme om. Jeg synes, at jeg i de senere år har oplevet, hvordan mennesker, som jeg ikke lige havde forventet det af, har givet udtryk for deres tro på Gud.”

Til sidst: Tilbage til samtalen om det evige liv, hvor Enevold overlod ordet til Kr. Mose med sin drillende bemærkning om, at han ”er meget mere hellig end mig”. Kr. Mose svarer ved at citere et skriftsted, hentet fra Paulus' Første Brev til Korintherne. Det kan han udenad:

”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden.”

”Her har Paulus forudsagt, hvad der venter, og vi ved jo, at den dag vil komme,” tilføjer Kr. Mose og fortæller om, da han for et par år siden efter et hjertetilfælde blev hentet af redningshelikopteren.

”Da vidste jeg ikke, om jeg nogensinde ville komme tilbage til mit hjem i Hvide Sande, og hvor langt jeg skulle, men midt i det hele fandt jeg en forunderlig tryghed og fred ved at tænke på det, min bedstemor dengang havde fortalt mig om min dåb.”

”Og det viste sig jo så, at jeg dengang ikke skulle længere end til Skejby,” tilføjer tvillingen smilende.