Adoption kan være sårbart

Der er mange ubekendte, når man adopterer eller bliver adopteret. Det er ikke altid, kemien passer, ligesom et tidligt svigt og ophold på børnehjem kan præge børnene helt ind i voksenlivet

Adoption kan være sårbart
Foto: PHOTOPQR/LE PROGRES/Yves SALVAT.

Spørgsmål

Kære brevkasse

Jeg læste med interesse brevkassen for to uger siden om forældre til adop- terede børn. Det er en svær problematik. Jeg er selv mor til adoptivbørn, og dette har været langt vanskeligere, end jeg havde forestillet mig. Årene med børnene som små har været en stor, stor glæde i mit liv, men ungdoms- og voksentiden har været meget svær og problemfyldt. Jeg forstår derfor moderens appel i brevkassen om at huske adoptivforældrene. Det er også værd at tænke på, at vi, der har voksne adoptivbørn, ikke fik hjælp i form af kurser med videre dengang, på samme måde som det sker i dag.

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) lavede en undersøgelse i 2007 om psykiske lidelser, og her viste det sig, at der blandt adoptivbørn er en overrepræsentation af psykisk problematik sammenlignet med andre grupper. Det gælder blandt andet for vores børn, og det har været meget svært. Det stiller spørgsmålstegn ved hele forældre-/morrollen og også, hvad mit barn har med sig. Vi må erkende, at med et barn med personlighedsforstyrrelse og en med skizofreni er vi alvorligt trætte. Vi ved nu, hvorfor den ene i øjeblikket ikke ønsker kontakt. Og den kontakt, der har været de seneste år, har heller ikke været på lige betingelser.

Hvordan kan vi og vores børn hjælpes, så livet fortsat giver glæde og gode stunder?

Som et af vores andre børn udtrykte det: I har da ikke været for heldige med jeres børn. Som mor ønsker jeg, at mine børn skal være i hjertet, men hvor er det altså svært.

Venlig hilsen
Mona

Spørgsmål

Kære brevkasse

Jeg læste brevkassen om adoptivforældrenes tanker og har lyst til at skrive nogle kommentarer. Jeg blev selv adopteret tre år gammel for over 50 år siden. Indtil adoptionen boede jeg på et børnehjem. I midten af 1970erne begyndte jeg at søge efter mit biologiske ophav. Det var der hos myndighederne slet ingen forståelse for, og jeg blev skældt hæder og ære fra: Jeg skulle tage hensyn til forældrene.

Jeg har selvfølgelig haft følelser for mine adoptivforældre, som altid vil være mine forældre, selvom de nu er døde. De var opmærksomme på, at vi kunne have taget skade af at have boet på børnehjem, fordi vi blev adopteret sent. Hvad man måske ikke tænkte på var, at kulturen kunne være forskellig hos dem og os, selvom vi var etniske danskere. Man tænkte nok heller ikke på, at der kunne være store psykologiske forskelle. Derimod prøvede man dengang at matche børn og adoptivforældre, så vi fysisk lignede. Hvad sindstilstand angår, har jeg aldrig lignet hverken mine forældre eller min bror, og måden at tænke og agere på har været meget forskellig. På en lang række punkter har jeg aldrig forstået mine forældre og familien.

Jeg har altid kunnet se adoption fra flere synsvinkler, og jeg kom som relativ ung til konklusionen, at der er tale om et trekantsdrama eller en trekantstragedie mellem den, der måtte give sit barn bort, dem, som skulle adoptere, og så barnet, som måske følte sig både afvist og elsket.

Til jer forældre i brevkassen for et par uger siden vil jeg sige, at der er mange følelser i spil, og der er mange sandheder. At jeres datter handler, som hun gør, kan blandt andet have rod i jeres måde at være forældre på både følelsesmæssigt og kulturelt. Der kan for eksempel ligge en usagt/sagt forventning om taknemmelighed hos den adopterede, hos såvel jer som hos den øvrige familie. En forventning, som et biologisk barn ikke har på samme måde.

Det kan også være, at I tænker meget forskelligt og ikke taler samme sprog, selvom I taler dansk, og at I derfor agerer meget forskelligt på krav og forventninger. Hun kan som jeg have den samme følelse af ikke helt at høre til nogen steder, fordi historien først starter hos adoptivforældrene, og fordi de første afsnit i bogen mangler. Det betyder, at den ikke kan skrives færdig og lukkes. Af samme årsag synes jeg, at min familie først rigtig startede, da jeg og min ægtefælle stiftede familie og fik børn.Venlig hilsen

Birgitte

Svar

Kære Mona og Birgitte

Tak for jeres breve, som med forskelligt udgangspunkt sætter ord på nogle af de vanskeligheder og udfordringer, som livet kan bringe både forældre og børn, når adoption knytter dem sammen i et skæbnefællesskab. På en måde er det et lotteri for både forældre og børn. Man kan mange gange intet vide om, hvilke arvemæssige forhold der er hos det barn, som bliver én tilbudt. Dertil kommer måske mange måneder eller nogle år på et børnehjem, som på forskellig vis har præget barnet. Fra barnets perspektiv er det også et lotteri. Det har fået sine gener fra sine biologiske forældre og allerede tidligt måttet leve med, at disse forældre ikke ville eller kunne magte det. For mange adoptivbørn bliver deres nye adoptivforældre heldigvis en gevinst, hos hvem de kan finde tryghed og udvikle sig til sunde voksne.

Desværre går det ikke altid godt. Arvemæssige forhold, for eksempel ved en psykisk sygdom som skizofreni, kan bryde igennem, selvom forældre og omgivelser er helt almindelige. Og de første års måske problematiske prægning kan nogle gange være så stærk, at senere udfordringer i voksenlivet kan aktivere gamle traumer og slå ud i et ustabilt sind. Det kan også dreje sig om kemi forstået som det match, der er mellem forældre og børn. Der er måske en fremmedhed i temperament og gensidig forståelse, som kan komme til at skabe vanskeligheder i den indbyrdes relation.

Vi er helt klar over, at der er flere risikofaktorer i forældre-barn-relationen, når det gælder adoption. Men det samme lotteri, som vi har været inde på ovenfor, er der også, hvad angår biologiske børn. Her kan handicap, arvelige sygdomme, empatiforstyrrelser hos børn og voksne, temperamentsforskelle og mange andre ting bidrage til sårbare og vanskelige relationer. At tage sin livsudfordring på sig både for adoptions- og biologiske forældre kan være svært og kræver kræfter. Derfor er det vigtigt at se realistisk på, hvad man kan magte på den lange bane og forsøge at finde hjælp og kilder til forståelse og glæde, hvor de måtte findes, for at bevare mod, kræfter og livsgnist.

Mange hilsener
Jørgen og Annette