Advent tænder lys i vore sind

Biskop emeritus Martin Lönnebo glæder sig over, hvor udbredt adventstraditionerne er i Norden. I en tid hvor en dyb pessimisme lurer, minder advents­tiden os om håbet, siger han

Du kan sammenligne menneskesindet med en flod. I vores hastige liv driver vandet så hurtigt, at intet får lov til at synke mod bunden. Men det er, når strømmen løjer af, at ting kan bundfælde sig, og vandet blive klart. Sindet må også falde til ro for at blive klart. Det er kristendommens opgave at hjælpe mennesker med at blive stille for at finde sig selv og for at finde Gud, siger Martin Lönnebo. –
Du kan sammenligne menneskesindet med en flod. I vores hastige liv driver vandet så hurtigt, at intet får lov til at synke mod bunden. Men det er, når strømmen løjer af, at ting kan bundfælde sig, og vandet blive klart. Sindet må også falde til ro for at blive klart. Det er kristendommens opgave at hjælpe mennesker med at blive stille for at finde sig selv og for at finde Gud, siger Martin Lönnebo. –. Foto: Verbum.

Martin Lönnebo glæder sig til advent. Mens andre lader sig irritere over, at butikkerne tidligt fyldes med julehjerter og tilbud om gløgg, så forstår den 78-årige svenske biskop emeritus til fulde den kollektive iver.

Advent har sit udspring i julen, hvor vi frem for alt fejrer lyset og håbet. Vi nordboere længes så vældigt efter lyset på denne tid af året. I takt med at vi bliver ældre, har vi endnu mere brug for lyset. Jeg må have stadig stærkere lys for at kunne læse, for med alderen tager ens øjne mindre lys ind. Men jo mere elsker jeg lyset, og så kommer advent, og vi tænder fysiske lys. Selvom man måske ikke synger resten af året, vil de fleste synge sange om Kristi komme til verden, og jeg tror, mange fornemmer, at advent tænder psykologiske lys i vore sind, siger Martin Lönnebo.

Når vi på søndag tænder det første lys i adventskransen, er det ifølge Lönnebo et vigtigt tegn om håbet, som kom til verden med Jesu fødsel. Adventskransen er et af de få kristne tegn, som stadig findes i de fleste hjem. Stod det til ham, skulle vi indrette os med langt flere tegn, som kunne minde om kristendommen som tolkningsramme om livet.

Det er mere end ti år siden, Martin Lönnebo lod sig pensionere som biskop. Han var midt i 60erne og fuld af energi og rejselyst, hvilket førte ham til Egypten. En tid opholdt han sig i Kairo og blev påvirket af mødet med en dyb fattigdom. Han boksede med planer om at bruge nogle år på at arbejde blandt de fattige i slummen. Mens han overvejede, hvilken forskel en svensk biskop emeritus og doktor i religionsfilosofi kunne gøre blandt fattige egyptere, tog en anden vision form. Han ville bruge de sidste år af sit liv på at bekæmpe, hvad han betegner som en åndelig fattigdom i Sverige og store dele af Vesteuropa. En fattigdom, der frem for alt kendes ved, at det moderne menneske ser sig selv som universets centrum.

Vi betragter højst Gud som noget, der er lavere rangerende end vi. Ingen rangerer højere end det moderne menneske. Vi kan måske finde plads til religionen, men det må være på vores vilkår. Gud skal ligne os, være tilgængelig og give højtidelige stunder mere stemning, for ellers er religionen en dårlig investering, siger han.

I dag vil han for mange være kendt som manden bag Kristuskransen. De ti typer af perler på kransen skal hjælpe mennesker til at fordybe sig i forskellige aspekter af den kristne tro og kan bruges af alle kristne. Siden han selv baksede med sten og træperler og bandt den første krans for 12 år siden, har den fået stor udbredelse. Der er til dato solgt mere end 400.000. De senere år har også flere danskere anskaffet sig en. Han stikker hånden ned i jakken og fisker den brogede kæde af perler op. Flere gange om ugen får han breve fra mennesker i Norden, England, Holland og USA, som benytter kransen.

Der er ikke noget magisk ved kransen, men når jeg har den i lommen, bliver jeg mindet om den åndelige virkelighed og Kristi nærvær. Jeg voksede op i et hjem, hvor der var romantiske olietryk af engle på væggen og kors. Men mine jævnaldrende er den første generation i Norden, som ikke har åndelige billeder i hjemmet. I dag omgiver vi os kun med vore egne billeder, og dermed risikerer vi at miste åbningen mod den åndelige verden, siger Martin Lönnebo, som selv har indrettet sig med en større samling af ikoner. Stuen med det gyldne tapet domineres af ikoner, ligesom hans hule af et arbejdsværelse bærer præg af hans mangeårige interesse for ikonkunsten. Selv på havelågen til det lille, hvide hus i Linköpings udkant, har han sat en ikon op. Det er ærkeenglen Uriel, som byder velkommen. Omvendelsens engel.

Den konkrete anledning til besøget hos Martin Lönnebo er bogen Bibelens perler, som for nylig er udkommet på dansk. Her tager han med bedekransen i den ene hånd og Bibelen i den anden læserne med på en opdagelsesrejse i den kristne tro. Mens intentionen med Kristuskransen er at hjælpe mennesker til at finde ind i bønnen, vil han med den nye bog inspirere mennesker til at åbne den store bog.

Men Bibelen er en vældig svær bog. I min livstid føler jeg, at den er blevet i hvert fald 2000 år ældre, siger han og fortæller om barndommen i Västerbotton 1200 kilometer nord for Linköping, hvor Bibelen ikke virkede som en svær, gammel bog. Der var ikke mange bøger i hjemmet, men Bibelen stod på hylden, og hans mor kunne med forventning i stemmen sige, at hun glædede sig til at komme i seng, for så skulle hun læse Bibelen. Hans mor kendte ikke til de besværligheder med at læse i den, som Martin Lönnebo skulle erfare, da han havde forladt det fromme barndomsmiljø og fået universitetsuddannelse.

Min mor læste de bibelske tekster som en åndelig virkelighed, men jeg og mange andre i vores tid læser historisk, fordi vi er præget af historisk-kritisk forskning, og så bliver Bibelen en svær og meget gammel bog. Der er så meget, vi ikke bryder os om og vil protestere mod: synet på kønsroller og det gammeltestamentlige billede af Gud som en straffende Gud, som holder med en bestemt stamme. Protesterne fylder så meget, at vi ikke kan læse Bibelen symbolsk som et helligt billede. Vi kan derfor heller ikke finde tiltalen til os i teksten, siger han og fortæller, at han ofte i sit voksenliv har følt, at Bibelen er blevet 2000 år ældre, fordi den er så anderledes i forhold til, hvad vi ellers læser i dag.

At så mange mennesker i den vestlige verden ikke lever med de bibelske fortællinger har ifølge Lönnebo store konsekvenser.

Det svarer til, at man piller billederne af ens bedsteforældre ud af fotoalbummet og holder op med at fortælle om de ældre slægtsled. Så længe man fortæller om ens forfædre, er de levende. Bibelen skal være som en levende slægtsbog, hvilket den har været i generationer, hvor den er blevet set som Guds kommunikationsmiddel til os. Vi bliver rodløse og står i fare for at gå åndeligt konkurs, hvis vi bare smækker Bibelen i, for den kan styrke menneskets integritet med en ydmyg tro, der forbinder vores korte eksistens i tiden med evigheden, siger han.

Han sammenligner det at læse i Bibelen med at finde rav. Man kan være heldig nærmest at snuble over et stykke rav efter en storm, men erfarne ravsamlere vil vide, at det kræver både god tid og tålmodighed, inden man finder de kostbare stykker på stranden. I den seneste bog er det en betingelse, at læseren skal tage sig god tid. Læsningen af de 230 sider skal strække sig over otte uger. Og man skal helst passe læsningen ind i en daglig rytme.

Alle fornuftige mennesker siger, at man skal spise regelmæssigt og sørge for en god søvnrytme. Vaner passer til mennesket. Har man gode vaner, kan man spare en masse psykisk energi. Spiser man gode, regelmæssige måltider, vil man føle sig mæt. Hvis man har en god åndelig rytme, så mærker man det ved, at man ofte vil få lyst til at søge tilbage i fordybelsen, mener han og pointerer, at det ikke blot er nødvendigt med en rytme, men at man må give sig god tid.

Du kan sammenligne menneskesindet med en flod. I vores hastige liv driver vandet så hurtigt, at intet får lov til at synke mod bunden. Men det er, når strømmen løjer af, at ting kan bundfælde sig, og vandet blive klart. Sindet må også falde til ro for at blive klart. Det er kristendommens opgave at hjælpe mennesker med at blive stille for at finde sig selv og for at finde Gud, siger han.

Men mener han, at vi ved fromme gerninger og bøjede knæ kan få forrang hos Gud? Martin Lönnebo kender kritikken, men ryster på hovedet. Det er ikke for Guds skyld, at vi skal omgive os med tegn, standse op og blive stille.

Uanset om vi erkender, at Gud er os nær, er vi svøbt i hans barmhjertighed, men det styrker troen og ændrer vores tilgang til vores næste. Livet har vist mig, at de mennesker, som finder sig selv i dybet, hvor sindet falder til ro, også vil finde Gud. Bag mennesket Martin findes noget almengyldigt, der er større end mig. Sagt med åndelige ord kalder vi det Guds billede i os. Men det er ikke noget, man finder ved at betragte ens spejlbillede. Det er som en almengyldig side af ens sind, hvor man oplever, at man kommer til stå i en dybere relation til sin næste, naturen og livet. Når vi kommer ned i det lag, er vi alle en del af det samme og ikke længere konkurrenter, siger han.

Skal mennesker i dagens Sverige blive lige så trofaste bibellæsere, som Martin Lönnebos mor var dengang hjemme i Västerbotten, er der brug for konkrete påmindelser om troens verden, mener han. Og det er netop en af grundene til, at han så uforbeholdent lyser op i blikket, når talen falder på adventstidens komme. Når vi de kommende søndage vil tænde lys på lys på kransen, er det påmindelser om håbet, som kom til verden med Jesu fødsel.

Håbet er truet i vores tid. Af de tre kristne dyder tro, håb og kærlighed er kærligheden den største, men håbet det vigtigste at pege på her og nu. For mange skal ikke kradse meget i deres overflade, før de når ned til en dyb pessimisme. Derfor har vi også travlt med at vende ansigtet mod nuet, og de færreste mennesker tænker længere frem end til deres pensionering. Håbet er truet, og derfor er vi ængstelige for fremtiden, siger han og fortæller, hvordan han sammen med en filosof og en naturvidenskabsmand er inviteret til et stort møde, hvor han skal give sit bud på, om mennesket har en fremtid.

Jeg tror bestemt, at menneskeheden kommer til at overleve mange år endnu, men vores etiske stabilitet er udfordret. Båden til fremtiden roes med to årer. Den ene åre er gjort af teknik, økonomi og videnskab. Den åre er vældig stærk og under stadig udvikling. Den anden åre er sat sammen af etik, tro og livsstil, og den er ikke nær så stærk. Forrige århundrede rummer med Hitler, Stalin og Mao, rigeligt med eksempler på, hvor dårligt vores åndelige beredskab er. Hvis den ene åre bliver for svag, kommer båden til fremtiden ikke frem, men man vil dreje rundt og rundt, siger han.

Men hvis vi roer mod fremtiden i en båd, hvor den ene åre er ved at knække, hvordan kan han så fremhæve håbet? Han tager gæsten med til stuens største ikon. En meget stor, trefløjet ikon domineret af Kristi ansigt. Han henleder beskuerens opmærksomhed på ikonens fløjtavler, som viser Jesu død, men også opstandelsen.

I den kristne tradition findes en dyb realisme og oplevelse af forgængeligheden, som vi møder i påsken. Men på grund af påsken er der et budskab om håb, der går gennem døden og katastroferne. Håbet lever, fordi Gud har lovet at være med os, hvad end der sker, siger han.

Martin Lönnebo: Bibelens perler. 234 sider. 299 kroner. Unitas Forlag.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk