Ved højtider skriver vi nogle gange en brevkassehilsen. Det har vi også tænkt os at gøre i denne særlige uge, hvor den kristne kirke verden over fejrer påske. Det er en stor højtid. Alligevel har vi valgt at komme med en lille og jævn hverdagsberetning midt i påskeugen.
Vi har nemlig mistet vores kære, gode, gamle hund hjemme hos os. Nu vil en og anden sikkert mene, at nu rabler det for hr. og fru brevkasseredaktør. Livet består af større sager, vil man med stor berettigelse kunne indvende. Og det er såre sandt. Alligevel er mange af de tanker, oplevelser og erfaringer, vi mennesker får, ofte hentet fra små hverdagsoplevelser, som bærer små budskaber med sig om mangt og meget.
Så vi har sådan set tænkt os at fortsætte og fortælle om vores kære, næsten fjorten-årige husvens bortgang. Og så må vi tåle, at der er nogle, der ryster på hovedet. Vi ved samtidig, at vi har nogle fæller, og det er dem, der kender til at miste et husdyr, som de har været knyttet til gennem mange år. De ved, hvad det vil sige.
Vi vidste, at vi måtte tage den umulige beslutning. For hvordan kan man sætte dato på at slutte et liv? Det er så selvmodsigende, som det kan være. Og alligevel måtte vi gøre det, for hofter og ledbånd var udslidte og kunne ikke mere bære deres kære ejermand.
Dagen før vi skulle sige farvel til vores hvide, blødpelsede golden retriever, kom alle hjem. Vi fik god mad og fik fortalt hinanden mange gode og morsomme beretninger fra livet med en hund. Tårerne løb om kap med ordene, og smilet var heller ikke langt væk. Underligt, at mennesker kan rumme så tæt op ad hinanden liggende følelser. Vi fik midt i det hele også sendt en takkebøn op til Vor Herre, som er så opfindsom, at han også skabte hunde på jord. Måltidet blev værdigt afsluttet med salmen: »Sig månen langsomt hæver«. I originalversionens femte vers bedes der om: »at vi må skelne nøje, det sande fra dets skin.« Og det er jo en meget væsentlig bøn, som vi oftere kunne lære noget af. Men i hundeudgaven, som vi har fået den udlagt af en meget kær ven, er verset blevet til: »at kunne skelne nøje, en pølse fra en pind«. Og fra et hundeperspektiv er det bestemt ikke uvæsentligt.
Og så måtte familien ellers ud på den sidste fælles aftentur. Folk på gaden må have undret sig. Der kom en hel familie vadende i tur og orden med sørgmodige blikke og med en sød, intetanende, hyggeligt snusende hund foran sig.
Da vi kom hjem fra den sidste luftetur, trak børnene madrasser ned i stuen. Den sidste nat skulle tilbringes sammen med deres altid trofaste ven. Da den som otte-uger gammel hvalp kom til os, sov vores ældste også hos den i gangen i flere nætter, for at den skulle føle sig tryg hos os.
Næste dag var ikke en let dag. Den store brugte formiddagen på at grave et dybt hul i haven bag den trygge gran. Lillesøster, som havde insisteret på, at hun under ingen omstændigheder ville i skole denne »sidste dag«, bandt den fineste buket med vintergækker og rosenknopper. Og så satte de sig ellers til at skrive hver deres farvelbrev.
Så tog vi til dyrlægen. Første handling var at betale Ð for at få noget så uhelligt overstået med det samme. Fem hundrede kroner. Eutanasi stod der på regningen. Godt, at det endnu ikke er kommet så vidt med mennesker!
Dyrlægen var noget af det sødeste. Hun satte sig på gulvet sammen med os andre og gav sig god tid. Vi har en formodning om, at man kun finder på at blive dyrlæge, hvis man er glad for dyr. Gad vide, om læger kun bliver læger, fordi de er glade for mennesker? Og for den sags skyld andre, der arbejder med mennesker? Så sov Toya stille ind. Her passede det udtryk helt bogstaveligt. Derhjemme blev Toya værdigt begravet bag havens højeste træ. Med jordpåkastelse og salmesang.
Hvor er døden dog underlig. Uforskammet underlig. Nu ved vi godt, at dette blot handler om en hund. Men på en måde bliver man mindet om, hvor definitiv døden er. Og mindet om, at der er mange, som vi elsker meget mere, som vi også kan miste - og som også skal ned i et hul i jorden.
Da vi gik ind fra haven, sagde Caroline på 12: »hvor gør det altså ondt at elske så meget«. Det er der megen sandhed i. Når vi elsker, kan vi miste. Det, at knytte sig, gør os sårbare, frygteligt sårbare. Alligevel er det, det værd. For når vi elsker - og når vi bliver elsket - så lever vi.
Det har været nogle intense dage i vores liv. Underligt er det, at hunden ikke mere kommer os i møde, når vi kommer hjem til vores hus eller lægger sig ved vores fødder, når vi sidder i den gode stol om aftenen. Hundehårene vil vi dog ikke savne, for de havde en sjælden evne til at finde enhver afkrog af huset og placere sig der.
Nogle dage efter det skæbnesvalg måtte vi lige »mindes« lidt igen. I den anledning satte vi os og så filmen »Bjørnen«. Den handler om en lille bjørneunge, som mister sin mor ved en ulykke, og som efter en ensom vandring knytter sig til en anden stor bjørn, som den møder på sin vej. Det er en flot, dramatisk og rørende film om livets både smukke og meget barske kræfter. Efter filmen sagde den yngste, at det vel nok var synd for bjørneungen, at dens mor ikke havde fået en lige så fin og god begravelse som vores hund! Det kunne vi kun være enige med hende i.
Alle fortjener en værdig afsked med livet. Og dem, der skal blive tilbage, trænger gode minder. Toyas død og begravelse mindede os om det. Samtidig var det en god øvelse. For vi skal hver på vores måde møde døden igen. Det er ikke underligt, at Bibelen taler om døden som den sidste fjende. En fjende, der er hård og ubarmhjertig. Døden går på rov, når og hvor den vil, og den spørger aldrig om lov.
Påsken er verdens eneste modord til det. I al sin fornuftssprængende dybde. Døden er ikke det sidste. Opstandelsens morgen kommer en dag. Mon ikke også Toya kommer løbende imod os, når det sker?
God påske.
Mange hilsener
n Skriv til psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Madsen og spørg dem til råds om blandt andet kriser i liv og tro, ægteskab og samliv, børn og familie. Også børn og unge er velkomne til at skrive. Alle spørgsmål vil blive behandlet i fortrolighed, men det er ikke sikkert, at alle får svar. Alle breve, som bliver bragt i brevkassen, vil fremstå anonymt, og det er muligt at indsende breve uden at opgive navn og adresse.
n Breve sendes til: Brevkasseredaktører Annette og Jørgen Due Madsen,
Kristeligt Dagblad, Rosengården 14, 1174 København K mrk. »Spørg om livet«
n Eller som e-mail til: