Dannelse er det, man husker, når man har glemt, hvad man har lært.
Ellen Key (1849-1926)
Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at være opmærksom.
M.A. Goldschmidt (1819-1887)
Dannelse er den højeste og mest afbalancerede udvikling af mennesket.
Wilhelm von Humboldt (1767-1835)
Sådan lyder tre af de oftest citerede udsagn om dannelse, udtalt af henholdsvis en svensk pædagog, en jødisk-dansk forfatter og en tysk filosof.
Som årstallene antyder, har vi med et begreb at gøre, der har en vis alder. Men i løbet af de seneste 10 år er det blevet stadig mere tydeligt, at begrebet har fået en ny storhedstid. Efter at dannelse i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne i vide kredse blev betragtet som synonymt med alt det gamle kulturelle vraggods, som samfundet var bedst tjent med at lægge bag sig, er dannelse i dag et regulært modeord såvel i den pædagogiske verden som i den offentlige debat, og det er i dag mere end svært at finde nogen, der ikke ønsker dannelse.
Men hvis man tror, at ordets store popularitet er udtryk for, at alle politiske fløje pludselig er blevet enige i spørgsmålet om dannelse, tager man fejl. Forklaringen er snarere, at dannelse er et meget rummeligt begreb. Et ord med mange betydninger, som åbner mulighed for, at man vælger den betydning, der passer bedst til ens eget program.
Groft sagt kan man opdele vor tids dannelses-tilhængere i tre grupper. Én gruppe forbinder dannelse med paratviden. En anden gruppe forbinder dannelse med god opførsel. Og en tredje gruppe forbinder dannelse med tolerance, fællesskab og demokrati.
Da den konservative kulturminister Brian Mikkelsen i januar 2006 lancerede sin Kulturkanon med ni gange 12 kunstværker, alle danskere bør kende til, udtalte han, at kanonlisterne var "et dannelsesprojekt for hele Danmark". Og i forbindelse med den netop offentliggjorte statsborgerskabsprøve med en række konkrete spørgsmål til indvandrere, der vil være danskere, udtalte hans partifælle Charlotte Dyremose, at "den slags dannelse skal, til, uanset om man skal lære det gennem folkeskolen eller via et integrationskursus".
I disse eksempler repræsenterer dannelse nogle eksakte kundskaber. Et fast pensum, som alle har pligt til at sætte sig ind i for at være en del af det nationale, sociale og kulturelle fællesskab. En garanti for, at kendskabet til traditionen føres videre, og en garanti for, at danskerne har et fælles fundament af viden og referencer, mener nogle. En gammeldags trivial pursuit-agtig dannelse, mener andre.
En lidt anden forståelse af dannelsesbegrebet kom til udtryk, da Studenterforeningen indbød til "dannelsesdag" den 23. oktober 2004 med fokus på "de klassiske dannelseselementer fægtning, dans og gode manerer" og overskriften "Emma Gad – gider vi?"
I denne betydning handler dannelse altså ikke så meget om at have læst klassikerne eller kende til historien, men om at kunne opføre sig i overensstemmelse med nogle bestemte konventioner, at kunne danse engelsk vals og holde rigtigt på vinglasset. Emma Gads legendariske bog "Takt og tone" fra 1918 handler om, hvordan mennesker bør omgås, og sådanne sociale spilleregler er fortsat, hvad mange lægger i ordet dannelse. Ofte bruges betegnelsen "hjertets dannelse". Måske fordi Emma Gad selv slog fast, at "én hovedregel for alt menneskeligt samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine medmennesker ud fra et godt hjerte".
I begge disse betydninger er dannelse et borgerligt begreb. Det har rødder langt tilbage i tiden, men blev i skolesammenhæng indført i Danmark af kultusminister Johan Nicolai Madvig, som i 1850 fik indføjet begrebet almendannelse i skolelovgivningen. Dannelsen til det almene står ved siden af uddannelsen til det specifikke. Dette dobbelte formål med skolen er bevaret gennem 150 år og består for gymnasiets vedkommende i at, undervisningen dels skal være studieforberedende, dels almendannende.
I midten af det 19. århundrede bestod dannelsen blandt andet i, at borgerskabets unge drog på dannelsesrejse til Italien og andre europæiske lande, hvor de stiftede bekendtskab med den klassiske kultur, inden de vendte beriget hjem igen. Og i dannelsesromaner beskrev tidens forfattere, hvordan det enkelte menneske bragte sig i overensstemmelse med omkringliggende samfund.
Også N.F.S. Grundtvig var tilhænger af en dannelse eller livsoplysning, som ikke bare retter sig mod en profession, en paratviden eller et sæt gode manerer, men som handler om, at den enkelte dansker indgår i samklang med helheden gennem folkelige fællesskaber og fælles fortællinger.
Når for eksempel højskolebevægelsen bryster sig af at give unge dannelse, bruges ordet i den betydning, at her lærer de unge at se ud over egen navle og tage ansvar for fællesskabet. Dermed bliver dannelse modpol til et andet af tidens modeord, kompetencer, som udtrykker det potentiale af uddannelse, erfaring og evner, den enkelte har uafhængigt af andre.
Dette fører frem til den tredje dannelsesopfattelse, som typisk er den måde, begrebet bruges på af nutidens pædagogiske teoretikere samt kulturradikale, socialdemokratiske og socialistiske debattører. I denne forståelse af ordet er det ikke det fælles pensum og de faste sociale spilleregler, der er dannelse. For ingen har retten til at diktere andre, hvad dannelse er. Allerede med det moderne gennembrud i 1870'erne blev forestillingen om, at der findes én fast formel for den gode kulturelle dannelse, erstattet af et langt mere broget dannelsesbegreb.
Derfor handler dannelse i denne forståelse mere om menneskelig udvikling inden for fællesskabet, men på egne præmisser, og om på demokratisk vis at kunne tage hensyn til andre. Inden for denne tradition ligger der heller ingen modsætning i at tale om selvdannelse.
Det forklarer, at en socialistisk skoleteoretiker og politiker som Københavns tidligere skoleborgmester fra Enhedslisten, Per Bregengaard, lige så naturligt som en konservativ kulturminister kan tage ordet dannelse i sin mund: "Den demokratiske dannelse grundlægges i vore skoler, hvis den ikke går til i grunde i færdighedstræning og i en indskrænket kompetenceopfattelse", skrev Bregengaard i 2004 i en artikel med titlen "Kampen om skolen".
Skal man pege på årsagerne til, at alle i dag vil have dannelse, springer to overordnede tendenser i øjnene: globaliseringen og individualiseringen.
Globaliseringen udfordrer nationalstaterne, idet såvel varer som mennesker i større stil bevæger sig over grænserne. De borgerlige forkæmpere ser her dannelsen som et forsvar for nationalstaten og traditionen imod multikulturalisering og historieløshed. På den modsatte fløj er det derimod universelle principper som demokrati og tolerance, dannelsen skal bibringe.
Individualiseringen udfordrer fællesskaberne og sammenhængskraften i samfundet, idet det enkelte menneske agerer mere frit i forhold til herskende regler og normer i samfundet. For én fløj er det især dårlig opførsel, for eksempel grov sprogbrug, dannelsen skal modvirke. For en anden fløj skal dannelsen fremme solidaritet frem for egoistisk "enhver er sin egen lykkes smed"-mentalitet.
Dannelsesbegrebets succes bygger på, at dannelse er mange ting. Det er alt det, det enkelte menneske tilegner sig for at fungere i fællesskabet. Det er den viden og de færdigheder, man har brug for, ikke så meget i sin specifikke jobsituation, men på sin øvrige færd gennem livet. Det er paratviden, og det er sociale normer. Det er kendskab til klassikerne, og det er evnen til at samarbejde og sige sin egen mening. Det er en fælles, national referenceramme, og det er universelle hensyn og rettigheder.
Dannelse er næsten alt, og derfor går alle i dag ind for mere dannelse.