Allehelgen genopfundet

Stadig flere kirker udvikler et særligt allehelgen-ritual. Hans Egedes Kirke i Aalborg holder hvert år en allehelgen-gudstjeneste og ritualet trækker mange kirkegængere

Ritualer har det med at opstå - eller genopstå - af nødvendighed. I 1999 sad sognepræst Benny Vindelev på kontoret i sin præstebolig i Aalborg og følte, at han simpelthen var nødt til at give sorgen en markant plads i kirkeåret.

Han havde besøgt en kvinde i et rækkehus i nærheden. Hun havde mistet sin mand. Nu fortalte hun, at hendes nabo, der altid havde kigget ind til kaffe nogle gange om ugen, pludselig holdt sig væk. Naboen luskede ud med sin skraldespand i smug og vendte ryggen til hendes vinduer.

Som præst havde Benny Vindelev allerede i mange år iagttaget den slags berøringsangst over for sorg og død. Og han var begyndt at tænke over, om hans kirke burde puste nyt liv i allehelgen som en mærkedag, hvor mennesker kunne komme i kirken og mindes deres døde.

Han forestillede sig, at allehelgen måske kunne skabe en slags rum for sorgen. Og frem for alt et nyt sprog, nye ritualer, der måske åbnede nogle sluser og brød noget af berøringsangsten.

Desværre strandede hans ideer hele tiden på et praktisk problem. Hvis det skulle give mening at mindes årets døde, måtte han læse navnene på sognets afdøde op i kirken.

Men i gennemsnit begraver Hans Egedes Kirke 80-90 mennesker på et år. Benny Vindelev brød sig virkelig ikke om tanken om at læse så mange navne op. Det ville virke kunstigt. Men nu pressede virkeligheden sig på. Han sad på sit kontor og tænkte, at hvis sorgen manglede et nyt udtryk, burde problemet med navnene vel ikke spænde ben for et ritual.

Samme efterår traskede Benny Vindelev rundt i området omkring Hans Egedes Kirke sammen med kirkens anden sognepræst Birgitte Krøyer og et par medlemmer fra menighedsrådet. De satte plakater op. Ved Netto, Brugsen, bageren og andre strategiske steder reklamerede de for en allehelgen-gudstjeneste.

Benny Vindelev skrev også en kronik til den lokale avis. Kirken sendte personlige breve ud til alle familier i sognet, der havde bisat eller begravet et menneske i løbet af året. Og når lejligheden bød sig, lod de to sognepræster rygtet løbe om, at kirken i år bød på et særligt arrangement.

Den første søndag i november 1999 trådte Benny Vindelev ind i sin kirke. Han opdagede, at næsten tre gange så mange kirkegængere som normalt sad på kirkestolene. En almindelig gudstjeneste i Hans Egedes Kirke trækker typisk 60 mennesker. Her var 150.

Ceremonien gik i gang. Og undervejs læste han navne op.

Det var gået op for Benny Vindelev, at han kunne sprede navnene ud over gudstjenesten, så de lå i mindre grupper. 20 navne på én gang virkede ikke så voldsomt som 90.

Benny Vindelev plantede en lille pause efter hvert navn for at give det eftertanke. Tilsyneladende virkede det. Der hang en intensitet i luften. Nogle af kirkegængerne græd. Sammen med hver gruppe af navne tændte hans kollega Birgitte Krøyer en klynge med 10-12 stearinlys.

Det er altid svært at måle succesen af et nyt arrangement. Men da gudstjenesten sluttede, hørte Benny Vindelev, at folk brugte ord som "hyggeligt" og "rart".

Han tænkte først, at det måske ikke var de mest oplagte ord at sætte på en gudstjeneste, der kredsede om døden.

På den anden side tydede det vel netop på, at folk manglede et ordentligt sprog for sorgens følelser.

Siden er det nye ritual groet fast i kirkeåret ved Hans Egedes Kirke. På søndag afholder Benny Vindelev og Birgitte Krøyer deres fjerde allehelgen-gudstjeneste. Som et ekstra ritual går de pårørende ved begyndelsen af gudstjenesten op ad kirkegulvet og tænder lys for deres døde.

- Lystænding har en stærk symbolkraft. Man kan sige, at de mennesker, vi har mistet, brændte for os, så de efterladte gennemspiller lidt af sorgen og afskeden, når de selv tænder lysene, siger Benny Vindelev.

Ritualet er blevet en højtid, der trækker nye kirkegængere til. Men om allehelgen udrydder berøringsangsten over for sorgen, er en anden sag.

- Det giver i hvert fald en stor befrielse at være i et fællesskab, hvor man ved, at dem, man sidder i kirken med, har samme følelse. Måske kan rygtet sprede sig og sætte gang i noget debat. Samtidig tager vi præster ud på skolerne for at diskutere og påvirke berøringsangsten. Jeg synes nemlig, vi skal folkeliggøre den slags i kirken - så længe det ikke betyder, at vi forsimpler budskabet, mener Benny Vindelev.