Alvorligt syge finder barnetroen frem

Troen er for de fleste en vigtig kilde til styrke og trøst, når livstruende sygdom rammer, viser et nyt dansk forskningsprojekt

Da Lene Middelhede fra Hedensted fik kræft første gang for 16 år siden, genfandt hun barnetroen. Dermed ligner hun mange andre, der bliver ramt af alvorlig sygdom. –
Da Lene Middelhede fra Hedensted fik kræft første gang for 16 år siden, genfandt hun barnetroen. Dermed ligner hun mange andre, der bliver ramt af alvorlig sygdom. –. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Da Lene Middelhede fik kræft første gang, var hun netop blevet mor til sit fjerde barn. Helt naturligt blev hun ramt af angst og usikkerhed.

Jeg var meget syg, og jeg vidste ikke, om jeg ville overleve. Og hvad så med børnene? I min søgen efter tryghed begyndte jeg at gå i kirke, selvom jeg ikke tidligere havde været fast kirkegænger. Helt fremmed var det ikke for mig. Som barn var jeg somme tider med mine bedsteforældre til gudstjeneste, så jeg kendte ritualerne og salmerne, fortæller nu 52-årige Lene Middelhede.

LÆS OGSÅ: Hver anden alvorligt syge søger trøst hos Gud

På den måde ligner hun mange andre danskere, der bliver ramt af alvorlig sygdom. Det viser en undersøgelse fra Aarhus Unviersitet, som ph.d.-studerende i psykologi Heidi Frølund Pedersen er ved at lægge sidste hånd på.

Forskning har vist, at når man bliver alvorligt syg, bliver man ikke pludselig meget religiøs, hvis ikke man er det i forvejen. Men mange finder dog deres barnetro frem, når livstruende sygdom rammer, forklarer hun.

I hendes undersøgelse har 111 patienter, der har en alvorlig lungesydom typisk lungekræft eller KOL deltaget.

Cirka halvdelen af patienterne i undersøgelsen har brugt deres tro som en positiv strategi i sygdomsforløbet til at finde trøst og styrke. Men cirka hver femte af deltagerne har en mere negativ religiøs tilgang, idet de føler sig forladt af Gud, og de har en følelse af, at sygdommen er en form for straf.

Det varierer meget, hvilken plads troen har i deltagernes liv. For dem, der har en stærk tro, inden de blev syge, vedbliver troen at spille en stor rolle. De bruger troen som en hjælp til at håndtere eksistentielle spørgsmål om liv og død, de finder ro og trøst i religionen til at kunne klare alt det, de skal igennem i forbindelse med sygdommen. For folkekirkemedlemmer, der ikke er så religiøse, er det en trøst at vide, at der bliver en kirkelig begravelse med prædiken, salmer og et gravsted, hvor familien kan sørge, hvis de dør af deres sygdom, forklarer Heidi Frølund Pedersen.

Præcis sådan var det for Lene Middelhede fra Hedensted i Østjylland, som har været syg af underlivskræft to gange. Første gang for 16 år siden, og for syv år siden vendte kræften tilbage. Først søgte hun til sin lokale kirke, men siden skiftede hun til nabokirken i Løsning, hvor hun er kommet fast i mange år. Alligevel har hun ikke løst sognebånd, for hun finder det mest naturligt at blive begravet i sin hjemby.

Kirken og troen er blevet mit stabile ståsted, hvor jeg finder ro og kan lægge bekymringerne fra mig. Således også for to år siden, da jeg skulle gennemgå en mindre operation på grund af nogle sammenvoksede tarme i min mave. Selvom der blot var tale om en mindre rutineoperation, blev jeg bange for aldrig at vågne igen. Jeg tog til Løsning og talte med præsten om, hvor jeg vil begraves, hvilke salmer der skal synges og så videre. At få disse spørgsmål på plads gav mig fred i sindet, siger Lene Middelhede, som informerede sit ældste barn om sedlen hos præsten.

I dag er Lene Middelhede fraskilt, men da hun blev syg første gang, var hun gift og drev en servicestation sammen med sin mand. Selvom hun er erklæret rask, døjer hun med en række senfølger af kræften, og derfor er hun blevet tilkendt førtidspension. En stor del af sin tid bruger hun nu som frivillig i patientforeningen Kræft i Underlivet. Blandt andet som leder af de samtalegrupper, der er etableret i flere byer. Her kan kvinderne hente støtte hos ligestillede.

Flere af dem er ligesom jeg selv begyndt at komme i kirken, efter de er blevet syge, og har stor glæde af det. Men der er også nogle, der bliver vrede, når snakken kommer ind på tro, og siger, at de føler sig uretfærdigt behandlet af Gud, siger Lene Middelhede.

Som allerede nævnt viser Heidi Frølund Pedersens forskning, at alvorlig sygdom kan blive en kilde til tvivl og anfægtelse.

Folk gør sig mange tanker om, hvorfor de er blevet syge. De fleste er realistiske og mener, at sygdommen skyldes deres rygning. Andre har mere diffuse tanker om, hvorfor de er blevet ramt. En kvinde, jeg interviewede, sagde, at hun havde levet et godt og ansvarligt liv. Er sygdommen Guds straf. Hvad har jeg gjort galt? spurgte hun. Hun gav udtryk for, at hun længtes efter en kærlig Gud, fortæller Heidi Frølund Pedersen.

I hendes undersøgelse betegnede næsten 85 procent af deltagerne sig selv som kristne, mens omkring 10 procent var ateister, og de sidste 5 procent tilhørte andre trosretninger. Til trods for at 90 procent altså definerede sig selv ud fra en tro, var der næsten ingen, der talte med sundhedspersonalet om tro og eksistentielle spørgsmål.

Det er særligt problematisk for de patienter, hvor troen bliver en kilde til oplevelse af skyld og tvivl.

Kun tre procent af de adspurgte lungepatienter angav, at de gerne ville tale med en sundhedsfaglig person om eksistentielle overvejelser, mens ingen ville tale om religiøse spørgsmål med en sundhedsfaglig.

Vi danskere er meget private omkring tro, og de fleste har ingen forventning om, at de kan tale med en læge eller sygeplejerske om den slags. Traditionen spiller således en stor rolle, siger Heidi Frølund Pedersen.