Amatørarkæologen fandt et nyt danmarkskort

UGENSPROFIL: Det handler om kommunegrænser og økonomi. Men også om nærhed, lokalpatriotisme og stærke følelser for det bestående, når der skal trækkes nye kommunegrænser. Økonomen Johannes Due har i godt et år stået i spidsen for Strukturkommissionen og dermed lavet forarbejdet for politikerne, der i den kommende tid skal tegne nye linjer på Danmarkskortet

Foto: Nordfoto
Foto: Nordfoto.

Sjældent, hvis nogensinde før, har en præsentation af en offentlig betænkning tiltrukket sig så stor opmærksomhed. Og det var næppe det noget teknokratiske navn, Strukturkommissionen, der i går lokkede 1000 tilhørere, heraf godt 200 pressefolk, til Vejle. Dagen lang blev der transmitteret direkte i radio, tv og på internettet, og i orkanens øje var direktør og økonom Johannes Due, der har siddet for bordenden i arbejdet med at skrive den 1600 sider lange betænkning.

Ved første øjekast kan det synes sært, at det er en direktør for den private sygeforsikringen Danmark, der har stået i spidsen for dette arbejde, der skal give et pejlemærke om, hvem der i fremtiden skal drive sygehuse og skoler, busser og børnehaver, arbejdsformidling og affaldssortering. Men når man øjer ned over, hvad Johannes Due tidligere har beskæftiget sig med, synes svaret indlysende.

- Det er meget logisk, at det er ham. Han har siddet i centraladministrationen, men også været direktør i en faglig organisation, så han kender også til de personalepolitiske hensyn, der må tages ved en så stor omlægning af Danmark. Nu sidder han i sygeforsikringen og har på den måde et stort indblik i sundhedsvæsenet, som er en af hovedbrikkerne i de ændringer, der skal til. Derfor var Johannes Due et rigtigt godt valg, lyder det fra den tidligere amtsborgmester i Vejle, Erling Tiedemann (V), som i sin tid havde Johannes Due som amtslig direktør.

Johannes Due er vokset op i Sdr. Bjert ved Kolding i små kår. Hans mor blev imidlertid medlem af Folketinget for SF, og fra første færd har Johannes Due selv været en opadstigende raket. Gang på gang er han blevet headhuntet til større og mere betydningsfulde stillinger, men i modsætning til sin mor har han altid været mere tiltrukket af det administrative end det politiske.

- Jeg har altid set mig selv som bureaukrat, siger Johannes Due.

Illerup Ådal

Som ung interesserede han sig levende for historie og arkæologi, og han kan fortsat ikke køre igennem Illerup Ådal ved Skanderborg uden at kaste et blik på udgravningerne og fundere over, at det kunne have været ham, der lå og gravede i jorden. Men hans mor mente, at han skulle gøre nytte, og at det arkæologiske hørte fritiden til. Og sådan blev det. I dag er arkæologi, fugle og familien Johannes Dues interes- ser.

Erling Tiedemann fremhæver, at den politiske opvækst har præget Johannes Due på en sådan måde, at han i dag har stor tæft og forståelse for det politiske, uagtet at han aldrig selv har ønsket at gå den vej.

- Han har altid haft en stor respekt for folkestyret og har ikke haft den mistillid, som mange embedsmænd desværre nærer, over at folket skal have indflydelse på, hvad der skal ske, siger Erling Tiedemann.

Det skinner tydeligt igennem, når man taler med Johannes Due selv, at han er rundet af en arbejderfamilie i provinsen. En af hans største aversioner er således det, han betegner som »den københavnske kulturelite«.

- Jeg oplever, at den folkelige diskussion, specielt inden for udlændingepolitikken, bare bliver verfet af bordet, fordi eliten mangler viden om, hvad der rører sig i befolkningen. Og når den samme elite så mener, at skatteborgerne, som de i andre sammenhænge føler sig højt hævet over, skal finansiere avantgardekunst, står jeg af. Men det er nok meget jysk og blot udtryk for almindeligt mindreværd, siger han, der i dag bor i Birkerød i Nordsjælland. I øvrigt en kommune, der med knap 22.000 borgere, ifølge Strukturkommissionens forslag om større enheder, er for lille.

Ærgerrig og ambitiøs

Netop land og by og stort og småt er central i hele strukturdebatten, men her fremhæver Johannes Due, at Danmark dybest set er et meget homogent samfund.

- Vi skal ikke grave større grøfter, men personligt mener jeg, det er helt oplagt, at større regioner og kommuner er bedre til at håndtere opgaverne end små. Men selvfølgelig skal man ikke bilde nogle ind, at alle problemer på Lolland, i Nordjylland og i Sønderjylland bliver løst ved strukturændringer. Der skal også bedre udligning og andre ting til, før det for alvor gør en forskel, siger Johannes Due.

Flere, der har arbejdet sammen med Johannes Due, betegner ham som ærgerrig og ambitiøs. Han vil gerne op af rangstien, og han skal således selv have gjort opmærksom på, at han gerne ville være formand for Strukturkommissionen. Måske fordi han tidligere var formand i Opgavekommissionen, hvor de store ændringer løb ud i sandet. Nu skal arbejdet gøres færdigt, og håbet er uden tvivl, at politikerne vil gribe betænkningen og sætte handling bag ordene.

Erhvervsmanden Erik Bonnerup, der har været medlem af kommissionen og dermed siddet til 23 møder med Johannes Due, har kun lovord til overs for formanden, som han dog mener måske kan være for flink.

- Han er en fredens mand og meget lyttende. Men det kan være svært at finde ud af, hvad han selv mener, og han kan bestemt ikke siges at have markante meninger, vurderer Erik Bonnerup.

I virkeligheden bliver det heller ikke Johannes Due, men politikerne, der nu skal køre den store reform i mål. Selv har Johannes Due holdt 60 foredrag rundt om i landet om Strukturkommissionens arbejde i det seneste år, men nu stopper han. Hvor debatten om den kommende struktur nu for alvor er skudt i gang, er den med andre ord slut for Johannes Due.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk

blå bog

Johannes Due er 54 år gammel og født i Sdr. Bjert. Han er søn af arbejdsmand Henry Due og Gunhild Due. Sidstnævnte repræsenterede SF i Folketinget i syv år i 1960'erne.

Johannes Due er uddannet økonom fra Aarhus Universitet, hvor han sidenhen kom til at undervise. Dernæst er det blevet til flere job i centraladministrationen, blandt andet var han departementschef for socialminister Karen Jespersen (S), kontorchef i Administrationsdepartementet og amtsdirektør i Vejle Amt under daværende amtsborgmester Erling Tiedemann (V). Han har også været direktør for juristernes og økonomernes fagforening. Siden 1998 har han været direktør for sygeforsikringen Danmark.

Sideløbende med karrieren har han haft en lang række tillidshverv blandt andet som medlem af Børnekommissionen og bestyrelsesmedlem af Vanførefonden og Hjerteforeningen. Fra 1996 til 1998 var han formand for Opgavekommissionen der skulle se på hvordan de offentlige opgaver er fordelt mellem kommuner, amter og stat og i år 2002 blev han udpeget som formand for Strukturkommissionen der skal se på det kommunale Danmarkskort.

Johannes Due er gift med skoleinspektør Esther Dybdahl og de har tre sammenbragte børn, der alle er flyttet hjemmefra.