Den amerikanske litteraturprofessor Harold Bloom mener, at H.C. Andersen er en af de mærkeligste forfattere i verdenslitteraturen. Andersen er en uopklaret gåde. Han er lige så svær at forstå som Kafka og Gogol, og han er nogle steder på højde med Shakespeare. Sammen med Kierkegaard er han Danmarks vigtigste bidrag til verdenslitteraturen, men uanset hvor meget man læser ham, forstår man ham ikke. Andersen er et foruroligende mysterium, et troldevæsen, der altid efterlader læseren forbløffet.
Harold Bloom er selv et verdensnavn, en superstjerne inden for litteraturkritikken, og han gæster for tiden Danmark. I dag forelæser han om den danske nationaldigter på Syddansk Universitet i Odense. For nylig modtog Bloom, der til daglig er professor på Yale University i New Haven, Odense Bys H.C. Andersen Pris 2005 på 400.000 kr. ved en ceremoni i New York.
Den snart 75-årige kritiker har skrevet et væld af bøger om litteratur og religion, hvoraf flere er oversat til dansk, og han har i en menneskealder været en kontroversiel og indflydelsesrig skikkelse i det amerikanske universitetsmiljø.
Han har vedholdende og med en lidenskab, man normalt ikke finder i akademiske kredse, skrevet om de store litteraturklassikere, hvoraf Shakespeare efter Blooms mening er den største.
Harold Blooms kendteste bog er "The Western Canon" fra 1994 – en gennemgang af verdenshistoriens 26 største forfatterskaber – og en bog, der opnåede bestsellerstatus og gav nyt blod til kanondebatten i USA.
Bloom sætter H.C. Andersen umådeligt højt, men han lægger ikke skjul på, at Andersen er en kolossalt krævende forfatter, som er svær at læse. Den aldrende professor med den enorme arbejdsiver er ikke interesseret i Andersens samtid og er skeptisk overfor biografiske eller freudianske fortolkninger af forfatterskabet. Nej, Andersen skal læses æstetisk, og skal, i det omfang, vi overhovedet kan forstå ham, forstås litteraturhistorisk.
På den baggrund spurgte Kristeligt Dagblad under Blooms besøg, hvilken type forfatter H. C. Andersen egentlig er?
"Det er et meget kompliceret spørgsmål. Jeg har læst ham og genlæst ham – desværre ikke på dansk – men i tyske og engelske oversættelser. Han er en næsten ubeskrivelig forfatter, en meget svær forfatter. Han er problematisk ligesom Gogol og Kafka og Dickens. Han er fyldt af modsætninger, for på den ene side opfinder han det, man ofte kalder børnelitteratur, og på den anden side er hans værker slet ikke børnelitteratur. Min favorithistorie er efterhånden blevet "Dyndkongens datter", der er en af de mærkeligste historier, jeg nogensinde har læst".
"Andersen er en original forfatter. På en måde har han ingen forgængere, og det gør det svært. Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvordan man skal læse ham. Da jeg for nylig skulle samle en litterær antologi på engelsk, var det svært at finde bidrag, der fortolkede Andersen overbevisende. Det er meget svært at skrive god litterær kritik om Andersen. Jeg fandt kun én god engelsksproget artikel om Andersen. Han er, uden at ville det, umulig at fortolke. Vi mangler et kritisk sprog, der kan beskrive, hvad han gør".
Under besøget i Danmark skal du forelæse på Syddansk Universitet under overskriften: "Stol på fortællingen, ikke fortælleren". Hvad betyder det?
"Udtrykket er en let omskrivning af den engelske forfatter D.H. Lawrence. Med det mener jeg, at fortællerne i Andersens historier, ligesom i megen anden moderne litteratur, er upålidelige. Vi kan som læsere ikke stole på dem. Og man kan slet ikke stole på Andersen selv. Han er en forfatter i en kategori, som Freud kalder det "unheimliche". Han er uhyggelig. Det her skal siges med stor forsigtighed, for jeg har enorm respekt for Andersens værk, og han har gjort verden et rigere sted at leve. Men han er særdeles foruroligende. Han minder lidt om Walt Whitman, Amerikas største forfatter nogensinde, der i sin tilsyneladende selvbiografiske lyrik siger: "Hør her, jeg vil fortælle alt om mig selv", og så fortæller han alligevel intet. Han fortæller intet om sig selv og viser aldrig, hvad han gør".
"Man kan ikke tage nogen tradition i litteraturkritikken og med den skabe mening i en Andersen-tekst. Hvad han måske har lært hos Shakespeare, er ikke at skrive i nogen genre. Det er ofte svært hos Shakespeare at sige, hvad der er tragedier og komedier. Det er lidt det samme med Andersen. Jeg aner f.eks. ikke, hvad man skal kalde teksten "Dyndkongens datter". Jeg tror, at den mærkeligste originalitet hos Andersen er den nærmest henkastede måde, hvorpå alt i hans univers er besjælet. En krave kan f.eks. have erotiske længsler, være bange, være håbefuld. Hans historier er i sidste ende endnu mere mærkelige end ham selv, og Andersen som person er uendelig mærkelig. Se blot hans ansigt og krop! Han er en slags skifting, ja, ved du hvad: Det er faktisk umuligt at sige, om Andersen var menneskelig eller ej, der er noget uendeligt fascinerende ved ham; han er en trold, han er ikke helt menneskelig, han er en slags mutant".
Hvad er Andersens forhold til religion? Du har tidligere bemærket en relation til det jødiske hos ham.
"Ja, måske fordi jeg selv er jødisk og vokset op med det jiddische sprog og jødisk kultur, fascinerer det mig, at Andersen følte sig så hjemme blandt jøder, lige fra hans tidlige venner, til da han til sidst blev adopteret af jødiske familier i København. Han siger altid, at han er luthersk kristen, men jeg tror ham ikke".
Hvordan vil du beskrive forholdet mellem Andersen og Søren Kierkegaard?
"De var begge gigantiske ånder set fra et litterært synspunkt. I har andre store forfattere her i Danmark, Herman Bang og Karen Blixen f.eks., men kun Andersen og Kierkegaard tilhører verdensligaen. Der er det mærkelige ved de to, at man for at forstå den ene nærmest også skal forstå den anden. Jeg ville ønske, at Kierkegaard havde skrevet noget mere om Andersens værker. De er begge på en måde vanvittige, gale. Men Andersens vanvid er generelt godartet, mens Kierkegaards kan være ondsindet".
"Kierkegaard skriver bl.a. om problemet i at være kristen i en kristen kultur. Andersen skriver om at forblive som et barn i en kultur, der kun på overfladen er voksen. Andersen siger indirekte, at der er noget galt med et samfund, hvor man ikke kan forblive et barn. Andersen ville vedblive at være et barn, ikke hjemmehørende i sin virkelige barndom, men i en idylliseret barndom. Der er en vidunderlig linje hos en amerikansk lyriker, som jeg holder umådeligt meget af, nemlig Hart Crane. Han taler om, at han var blevet lovet "en forbedret barndom". En vidunderlig vending som Andersen ville kunne forstå, men ingen af os kan få en forbedret barndom. Vi kan ikke gå tilbage".
Er der en risiko for, at H.C. Andersen-fejringen kommer til at skygge for hans værker?
"Risikoen er der, men jeg håber, at de mange festligheder i år vil føre til, at Andersen atter bliver læst. Jeg håber, at læsere over hele verden, læsere med en kritisk bevidsthed, vil tage ham op og opdage, at han er lige så fascinerende og sofistikeret som Kafka og Gogol. Jeg tænkte forleden, at Andersen sikkert ville synes vældig godt om de mange festligheder, der afholdes til hans ære. Hvis der findes spøgelser, vil han afgjort være til stede i Odense på lørdag".