Arven fra Anne Linnet

Det mest værdifulde, vi giver videre til næste generation, er levet liv, mener den 59-årige sangskriver og sangerinde. I erindringsbogen Testamentet viser hun, hvor tæt liv, tab og smerte vævede sig sammen med hendes sange i 1970erne og 1980erne

"Jeg går kun ind i et projekt, hvis jeg føler, jeg kan give det noget kærlighed, og det er også en slags tro," siger Anne Linnet.
"Jeg går kun ind i et projekt, hvis jeg føler, jeg kan give det noget kærlighed, og det er også en slags tro," siger Anne Linnet. Foto: Leif Tuxen.

Jeg har set dem komme, jeg har set dem gå. Set, når det liv, de troede på, gik skævt, gik forkert. Når håbet blev slukket, når der bare var lukket.

Sådan skriver en af Danmarks mest inderlige og elskede sangskrivere i åbningsnummeret på sit nye album, Kalder længsel. Det er et aldrende og ud over verden-skuende jeg, der synger på den dobbelthed af smerte og sanselig lykke, som er blevet Anne Linnets kendetegn. Og måske er hun selv kommet til et sted i livet, hvor hun med Tove Ditlevsens ord spørger: Hvordan er mit pund blevet forvaltet i årenes kæde?.

LÆS OGSÅ: Tabet af den betingelsesløse kærlighed

I hvert fald er Anne Linnet faretruende tæt på de 60 år, som hun selv siger, da Kristeligt Dagblad møder hende hos det forlag, der netop har udgivet sangerindens foreløbige testamente til verden. Erindringsbogen, der slet og ret hedder Testamentet, er andet bind ud af tre planlagte bøger og er skrevet til et af Anne Linnets fire børnebørn, Kristine, der deler mellemnavn med sangerinden, og som skal forestille at finde Testamentet i 2033.

Bogen begynder, da Anne Linnet som 20-årig er blevet mor for første gang, og slutter, da hun som 34-årig køber hus på Frederiksberg i København og bosætter sig alene der med sine to børn. Da hun kort efter sætter sig til klaveret, er det sangen Tusind stykker, der klinger ud i de tomme stuer. En hjerteskærende sang om den smerte, hun har påført sin mand og far til deres to børn, Evamaria og Marcus, ved at forlade ham og flytte fra Aarhus. Sådan fører smerte til sang, og sådan forklares det mange steder i den 574 sider lange bog, hvad der er gået forud for de kærlighedssange, som så mange danskere hæfter deres egne minder på. Men hvad er det, Anne Linnet på den måde har ønsket at testamentere?

Jeg mener ikke, der er noget så vigtigt at give videre som levet liv. Jeg har villet dokumentere det liv, jeg har levet, og de valg, jeg har truffet, fordi det har så uendelig meget mere værdi end et arvestykke af materiel art, siger Anne Linnet.

Det er også et tidsbillede af årene fra 1972 til 1985. En tid, der er markant anderledes end i dag.

Sidst, men ikke mindst er Testamentet et vidnesbyrd om, hvordan det er at være skabende kunstner. Hvordan det indre pres for at udtrykke sig opleves, og hvordan det i Anne Linnets tilfælde hele tiden er sprunget fra konkrete situationer, fra selvoplevede følelser til sange, der blev allemandseje. Sangene har omvendt virket som løftestang for erindringen, så Anne Linnet har kunnet foretage den omvendte rejse ved at huske sangene.

Det var vigtigt for mig at skrive den bog, mens jeg stadig har mit liv i frisk erindring og kan sætte mig i den unge piges sted og sprog, forklarer hun og siger, at musik fungerer fantastisk som tidstyv.

Vi flytter os i tid ved lyden af en strofe, der sætter os tilbage til der, vi var, da vi hørte den første gang.

Hvor første del af Anne Linnets erindringer, Hvor kommer drømmene fra fra 2000, beskrev sangerindens meget lydorienterede oplevelse af barndom og tidlig ungdom, tager Testamentet fat på nogle svære og formative år.

Vi følger Anne Linnet, fra hun som 20-årig nybagt mor tager sin babylift under armen og begynder på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, som hun ved bogens slutning i 1985 forlader som den første kvinde i Danmark, der har taget diplomuddannelsen som klassisk komponist.

Undervejs og fra første møde med sin sanglærer tager en anden udvikling fart: en stærk seksualdrift og en evne til at forføre, forelske og fortabe sig i andre kvinder, hvorfra der er strømmet mange sange. Som eksempelvis sangen Smuk og dejlig om skuespilleren Ulla Henningsen. Men seksualiteten kommer på tværs af det ægteskab, hun indgår med jazzkomponisten, den nu afdøde Holger Laumann. Han kastede, som det har været bemærket i formiddagsaviserne, på et tidspunkt parrets ægteseng ud over altanen i arrigskab over, at selv samme skuespillerinde havde overnattet der.

At den erotiske del af erindringen fylder så meget, som den gør, tilskriver Anne Linnet, at seksualiteten præger ungdommen.

I mit tilfælde ville det have været unaturligt og utroværdigt ikke at tage det med, siger hun og fortæller, at hun har talt med både de involverede og med sine børn om udgivelsen på forhånd.

Alle mine børn er voksne nu, bortset fra Isolde på to år, der til gengæld er for lille til at forstå det. I forhold til mine børn er tidspunktet rigtigt, vurderer hun.

Dannelsesrejsen i bogen går også indad. Den unge Anne Linnet fornemmer tidligt, at hun mærker andre menneskers smerte, og Testamentet står som et fint billede af en ung kvinde, der lærer at navigere i et stærkt modtageligt sind. Et menneske, der lever fra følelse til følelse, og som oplever det som en nødvendighed at få disse følelser konkretiseret og krystalliseret i sangform. En musikalsk og mental proces, hun i vid udstrækning bruger til at hele sig selv efter brud, smerte, sorg og savn.

Jeg ved ikke, hvad andre mennesker gør, men jeg sætter mig ned med et hvidt stykke papir foran mig og formulerer den følelse af sorg, der ellers ville lamme mig totalt, siger Anne Linnet, der har oplevet mange brudte parforhold samt store tab.

Både hendes far, hendes mor og faderen til de to første børn, Holger Laumann, er gået bort. Det sidste skete i 2007 og vil sandsynligvis blive behandlet i det tredje bind af Anne Linnets erindringer. Smerten over sin mors død har hun bearbejdet ved at bidrage til antologien Min mor er død, som også Ritt Bjerregaard og andre af Anne Linnets veninder var med til at skrive. Det er sorgen, der ramte Anne Linnet, da hendes far døde som 58-årig i 1979, der splitter Testamentet i en lys og en mørk bog.

Anne Linnet var bare 26 år, da hun den aften kørte til Jylland for at spille koncert med Danmarks første kvindeband, Shit & Chanel. Da de nåede til den lille kro, fulgte hun en indskydelse og ringede hjem til sin far. Han tog telefonen, skønt det var midt på eftermiddagen, og han først plejede at være hjemme fra arbejde ved spisetid.

Da hun lagde røret på, var det med fornemmelsen af, at ikke alt var, som det skulle være. Samme nat blev hun ringet hjem. Faderen, Peder Linnet-Jepsen, var blevet indlagt. De næste tre dage forsvandt på Aarhus Amtssyghus, hvor Anne Linnets far var overlæge i kirurgi. Han døde netop den time, Anne Linnet tog hjem for at hente sine små børn i daginstitution.

Lille Peder er vendt hjem, skriver Anne Linnet i bogen. Men for familien Linnet gik alt i opbrud. Faderen var den rolige klippe, den boble af tryghed, som Anne Linnet ofte havde brugt. For eksempel på vej hjem fra byen, hvor hun stak hovedet ind for at få en snak med sin far, der ofte sad i arbejdsværelset til ud på natten.

Da den livline af åbenhjertig samtale blev klippet over, trak Anne Linnet sig ind i sig selv. Ikke engang klaveret syntes at svare hende med passende klangbunde.

Der var bare lukket, siger hun og fortsætter:

Man kan dø af sorg.

Faktisk sker det indimellem for ældre mennesker, når de mister deres livsledsager, og for Anne Linnet giver det mening.

Når man mister nogen, man elsker, mister man også den del af sig selv, der var forbundet med vedkommende. Det er en udhuling af ens identitet, og jo mere af en selv, man taber, jo mere dør man indeni, siger hun og tilføjer, at for hende personligt ramlede tabet af hendes far sammen med flere tab.

Mit ægteskab faldt mere og mere fra hinanden, og jeg flyttede med børnene fra Aarhus til København og mistede dermed også mit barndomshjem og mange af mine venner, fortæller hun.

For at tage presset af det psykiske smertehelvede, hun levede i, begyndte hun at opsøge sadomasochistiske miljøer. Sådan tænker hun i hvert fald om det i dag.

Når det gør ondt et sted, så kan det udlignes på en eller anden måde ved at føle smerte et andet sted, siger Anne Linnet, der selv valgte livet og den lyse side.

Sondringen mellem det gode og det onde ligger der hele tiden i min historie, det er den dobbelthed, jeg tager med mig ind i mit musikalske univers, siger Anne Linnet.

Jeg har ofte tænkt på, om det er nødvendigt at føle smerte for at udtrykke den kunstnerisk og har lyttet meget til sangerinder som Aretha Franklin, Nina Simone og Billie Holliday, der i deres klang rummer en vis råhed og smerte, siger hun og må naturligvis selv besvare spørgsmålet.

Er det nødvendigt som kunstner selv at have oplevet stor smerte for at kunne formidle den?

Ja, siger hun, men der er også noget om, at indsigt ikke kun kommer af erfaring. Man kan også være født med den, tror jeg.

For eksempel oplevede Anne Linnet i 1977 tilfældigt at støde på digtsamlingen Kvindesind af digteren Tove Ditlevsen.

Jeg vidste nøjagtig, hvordan hun havde det, og det var, før jeg selv oplevede det store tab. Jeg mærkede hendes smerte alligevel, siger Anne Linnet, der i 1978 satte musik til digtsamlingen.

Lige siden har hun følt sig forbundet med digteren, der efter fire kuldsejlede ægteskaber og en vanskelig psyke tog sit eget liv i 1976.

Hun er et godt eksempel på en kunstner, der valgte at behandle smerte med et misbrug, siger Anne Linnet, der ikke mener, man selv vælger sin vej ud.

Du ved ikke, hvordan du vil reagere i smerten, før du står der. Det er ikke en rationel beslutning, men snarere dit sind, der tager dig derhen, hvor du tror, der venter en løsning, siger hun.

Og har man taget stoffernes vej, kan det selvsagt være svært at finde tilbage igen. Selv klarer hun helingsprocessen og kommer i bogen til en overbevisning.

Alle mennesker har brug for noget at tro på, og jeg mærkede heldigvis, at jeg havde tillid til verden, og til at den også ville være der i morgen, siger hun og fortsætter:

Jeg går kun ind i et projekt, hvis jeg føler, jeg kan give det noget kærlighed, og det er også en slags tro.

Kirken er hun også kommet i. Ikke som trøst, men som spillested. Efter ægteskabet med Holger Laumann adopterede Anne Linnet i 2001 et rumænsk søskendepar, Peter og Maria, og holdt i tre år pause fra det opslidende turnéliv for at få fasttømret den vigtige familiefølelse.

I den periode begyndte jeg at spille kirkekoncerter. Det var bare min pianist og jeg selv på guitar, og efter de første par koncerter fik vi så gode tilbagemeldinger, at vi har gjort det lige siden, siger Anne Linnet, der anslår, at ud af de omkring 2000 kirker, der er i Danmark, har hun optrådt i de 600 af dem.

Det betyder rigtig meget for mig, siger hun og fortæller, at hun altid har elsket den ro og den koncentration, der ligger i kirkerummet.

Selv har hun altid følt sig velsignet på en eller anden måde og har sin egen lille tro, siger hun.

Netop det er det helt store aktiv ved folkekirken. At man kan komme og sætte sig og nyde den ro, der er i rummet, uanset hvordan man tror, siger hun og ærgrer sig over, at der ikke bliver så mange kirkekoncerter i år som planlagt.

På grund af sin deltagelse i DR-programmet X Factor, hvor hun skal være dommer, kommer hun til at aflyse enkelte af kirkekoncerterne. Et tv-program, der virker underlødigt for nogle, men som Anne Linnet primært ser det positive i.

Jeg kan godt lide, at X Factor giver Yvonne og Søren fra Nørre Nissum en chance, siger hun, og hvorfor skulle jeg ikke kunne bevare min integritet? Det har jeg da tænkt mig at gøre.

Hverken i livet eller i musikken giver det mening at dele folk op i aldersklasser, og med sine i alt seks børn i alderen 2 til 39 år har hun altid haft let adgang til de unges musiksmag.

Det har strømmet ud fra deres værelser, fra de var helt små, og jeg har nærmest måttet holde det stangen for at kunne koncentrere mig om mit eget univers, siger hun og ler.

Det er en gave af de helt store, at alle hendes seks børn er vilde med musik, siger hun.

Den ældste søn, Marcus, har produceret hendes tre seneste album, og hendes anden søn, Alexander, debuterede i 2010 som sanger under kunstnernavnet Xander.

Musik er det sprog, vi taler sammen på i familien. Jeg ved nøjagtig, hvordan de har det, når de kommer og spiller en sang for mig, de har skrevet.

Arven er givet videre, og så betyder alderen mindre. Alder er, som Tove Ditlevsen skrev i digtet Vor alder: en dragt foret med minder. I Anne Linnets liv og kunst er der nok at tage af.