Bag småkager med de små

Vær godt forberedt, før du julebager med børnene, og sæt pris på den danske småkage

At julebage med børn er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver sine forberedelser, for det er et frygteligt svineri! –
At julebage med børn er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver sine forberedelser, for det er et frygteligt svineri! –. Foto: Louise Dandanell Ørsted.

Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt, hverken hjemme hos mine forældre eller hos min søde mormor, har fået lov til at være med til at bage julesmåkager. Spise dem det måtte jeg gerne, men jeg skulle ikke nærme mig køkkenet, når min mormor proppede kødhakkemaskinen med den skønneste vaniljekransedej. Nu forstår jeg dem godt.

OPSKRIFTER: De gode gamle jule-opskrifter

Det er et kæmpe teater og et frygteligt svineri at bage med børn! Er det småkager, der skal bages, er det endnu værre. Jeg kan anbefale at dele bageseancen op i akter, hvor børnene kun deltager i nogle af scenerne. Lav dejen i forvejen, rul den til stænger eller del den i mindre klumper, der let kan rulles ud. Hav bagepapir, plader og riste parat og alle de redskaber, der skal bruges. Giv børnene tøj på, der må svines til. Forklæder duer ikke, de finder altid et sted på tøjet, hvor de kan tørre fingrene i stedet for på forklædet. Tæl til 10 og inviter børn og barnlige sjæle ud i køkkenet til julebagning. Det kan endvidere anbefales ikke at bage kagerne, samtidig med at man ruller og stikker ud. Det giver et frygteligt stress, at der hele tiden skal kigges til kagerne i ovnen.

Hvis man bager uden børn, er det en helt anden, roligere oplevelse, men ikke helt så sjov!

Første søndag i advent var min familie og jeg så heldige at blive inviteret ud. Vi skulle besøge en tysk familie, vi ikke tidligere har været hos, og hvis traditioner vi ikke kender. Invitationen lød på Plätzchen Börse, og det handlede om, at hver familie skulle medbringe en dåse med deres bedste småkager. Så blev der ellers byttet. Vi forlod selskabet med tre dåser med over 10 forskellige slags småkager i. Men jeg må desværre erkende, at det med småkager, det kan man ikke nær så godt i Tyskland som i Danmark. De er smukke, deres kager, flot pyntet og sat på en lille bageoblat! Men de smager desværre ikke af meget mere end oblaten. Så jeg forsætter med mine gamle gode opskrifter. Skulle nogen have forlagt sine opskrifter, kan de prøve en af mine her.

livogsjael@k.dk