For fjorten dage siden bragte vi et brev fra nogle bedsteforældre om manglende kontakt med deres søn og nye barnebarn. I den anledning har vi fået nogle breve, som omhandler en lignende sorg.
Kære brevkasse
Jeg læste om det bedsteforældrepar, der ikke har måttet se deres barnebarn. Til dem vil jeg sige: I er ikke alene. Det er næppe en trøst. Og dog kan det måske dulme smerten.
Kort fortalt har jeg nu i 10 år ikke set hverken mit barnebarn eller vores søn og svigerdatter. Det var mest min afdøde mand, som bitterheden rettede sig imod. Min afdøde mand var lige så stædig som den fortabte søn. Ingen af de to ville være den første, der rakte hånden frem. Det var mig, der måtte tage kontakt til sønnen, der nu endelig har meddelt mig for et år siden, at han lever bedre uden kontakt med os. Det var hårde ord. Da min mand døde for nogle måneder siden, hørte jeg ikke en lyd fra vores søn. Derimod er hans kone sød at ringe til mig en gang imellem.
Jeg har lært at leve med det, men det koster mangesmerter, tårer og selvbebrejdelser. Min trøst til jer er, at tiden mildner sorgen en smule. Jeg satte mig for ikke at lade sorgen fuldstændig tage herredømmet. Jeg har andre børn og børnebørn, som jeg har et varmt og godt forhold til. Derudover har jeg gode venner og interesser, og ved hjælp af dem er det lykkedes mig at få et godt liv alligevel. Fordi jeg ville det.
Inderst inde bløder mit hjerte. Og jeg har sagt til vores søn, at jeg vil elske ham, så længe jeg kan trække vejret. Derudover "plager" jeg ikke mere om kontakt, men vil lade ham og hans sind modnes til en samtale, der gerne skulle ende med forsoning. Jeg venter det ikke, men håbet forsvinder aldrig.
Altså, fat mod. Det er ikke nemt, ærligt talt. Det koster, og smerten er med mig hele tiden. Men de andre børn og børnebørn skal dog ikke bøde for den konflikt, som de hverken vil eller skal blande sig i. Godt, at I taler med jeres gode venner. Det er en stor hjælp. Jeg håber, at det kan afhjælpe lidt af den værste smerte.
Venlig hilsen
Beth
Kære brevkasse
Det var smerteligt at læse bedsteforældrenes brev. Jeg skriver, fordi jeg har en tilsvarende erfaring. Min mand tog sit eget liv for 20 år siden. Indtil da var vores familie tryg, tænker jeg. Min søn var kærlig og omsorgsfuld imod mig, indtil jeg flyttede fra byen og forsøgte at skabe et nyt liv. På selve flyttedagen havde vi en uoverensstemmelse, fordi jeg sagde, at jeg var skuffet over, at han ikke havde hjulpet mig lidt med pakning af bohavet, hvilket udviklede sig til et uværdigt skænderi.
Jeg græd og var bange for fremtiden. Han var tavs og afvisende. Jeg skrev til ham, så snart jeg var ankommet til mit nye hjem og bad om tilgivelse for, at jeg ikke havde magtet afskedssituationen bedre. Jeg forstod selvfølgelig, at der måtte ligge andre og alvorligere ting bag, og vi havde en kortvarig brevveksling, hvor jeg så inderligt bad ham fortælle mig, hvad det var. Men desværre blev hans afgørelse, at han ikke på nogen måde ønskede at have nogen kontakt med mig. Det er nu 18 år siden.
Min søn er gift med en dejlig kvinde. Men jeg blev af min søn nægtet adgang, da de fik deres sidste baby, og jeg græd som pisket, da jeg på sygehuset blev afvist. Efter tre års ikke-kontakt blev forbindelsen mellem mig og svigerdatteren genoprettet, og dermed fik jeg også kontakt med børnebørnene. Jeg må kun komme i deres hjem, når han er bortrejst.
Det sværeste ved at blive kasseret har næsten været, at jeg ikke har nogen som helst ide om hvorfor. Jeg har ikke kunnet få noget svar. Det er ligesom blevet et faktum i familien, at han ikke vil se mig. For mig er det blevet sådan, at jeg glæder mig over livets mange gode sider og accepterer, at det svære også hører med. Jeg har allermest fundet trøst i, at Gud elsker mig.
Jeg håber inderligt, at I bedsteforældre må få jeres kære børn tilbage, og jeg er helt sikker på, at vores eneste vej til at nå det er kærlighedens vej. Send en blomst i ny og næ, stil ikke krav, og forvent ikke forklaringer.
Venlig hilsen
Karen
Kære Beth og Karen
Tak for breve om jeres livssmerte. At være uden kontakt med børn eller børnebørn er på en måde naturstridigt. Og i mange tilfælde er det en dobbeltsmerte, fordi mange ikke helt ved, hvad den manglende kontakt skyldes. Man overlades dermed til en konstant spekulation. Alle disse årevise tanker tærer på kræfter og humør. Ofte ligger der en dybere fortidskonflikt i bunden af problematikken. Den kan ligge både i relationen mellem forældre og børn, men den kan også ligge et helt andet sted. Ens barn eller dennes ægtefælle kan have en problematik i sindet, som udløser disse på mange måder umodne reaktioner. Det kan være en kombination af mange ting, og mange må leve med ikke at få løst den komplekse knude. Som brevskriverne påpeger, må man, efter at alt er prøvet, forsøge at lægge det i ro eller lægge det hen til en, der er større end os og forsøge at leve et værdigt og godt liv med smerten integreret i sit sind. Men det er ikke let.
Mange hilsener
Annette og Jørgen