Fra min yngste søn var to måneder gammel, har han til hver eneste højmesse henrykt slubret altervin i sig. Han forbinder Kristus med en styrke og kraft på omkring 21-25 procent. Det var ikke underligt, at han for nylig, efter otte års fortrolighed med nadverelementerne, blev voldsomt oprevet over at få serveret ugæret druesaft i en købstadskirke. Ikke kun spyttede han den ud over et altertæppe med stjerner, som derved fik tilført en ny galakse. Han skreg også ophidset: »Dette er ikke rigtigt blod«. Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice. Umiddelbart kunne man tro, at der rundt omkring i kirkerne er et ønske om, at der skal være en sammenhæng mellem alkoholprocenten i vinen og kirkegangsprocenten. Det må være svært at undgå at blive irriteret på en altervin på 24 procent, hvis kirkegangen kun er på tre procent. Man kunne også tro, at det måske har noget at gøre med indholdet i den øvrige del af gudstjenesten. Hvis der i et sogn ikke er »power« i præstens prædiken, og man oftere og oftere synger salmer som »Tak Gud for denne lyse morgen«, og »Jeg har få't hænder at klappe med«, er det klart, at man heller ikke ønsker, at altervinen skal have et alt for stærkt indhold. Men det er ingen af de anførte grunde, som er den egentlige årsag til, at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken. Baggrunden for at lave vin om til det rene vand, er en hel anden. Vort samfund i dag består af et kolossalt hav af pressionsgrupper. Der er ikke den minoritet, der ikke har dannet en forening til varetagelse af deres rettigheder. Konstant gøres vi opmærksom på ikke-rygere, somnambulister, sengevædere, ufrivilligt barnløse osv. osv. Hvis man ikke hele tiden er sørgende og beklagende på deres vegne, er man ikke noget godt menneske. Det giver en usund psykologisk stemning, fordi man også kommer til at opfatte sig selv som lidende. Man er ikke et menneske med ansvar, men et offer, der bliver krænket af skolen, af forældrene, af samfundet, af kirken. Stadig flere menighedsråd hopper på denne vogn og betragter menigheden som bestående af ofre og ikke ansvarlige mennesker. For at vise, at man er god og politisk korrekt og begræder de, der er blevet ofre for alkohol, forvandler man vin til juice. Men spørgsmålet er, om man derved hjælper nogen overhovedet og ikke blot er med til at sygeliggøre samfundet endnu mere? Dertil kommer et andet vigtigt forhold. Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke. Grundtvig skriver i salmen »Påskeblomst! Hvad vil du her?« om den »dråbe stærk«, han drikker ved nadveren, og som både hæver og vederkvæger ham. Det kan ikke være juice, han taler om. Han ville have spyttet den ud som min yngste søn. Så blodfattigt kommer Jesus Kristus ikke til os. Men måske var »dråben stærk« den herlige, franske hedvin Pinau des Charentes lavet af druesaft blandet med cognac eller måske den kontemplative Barolo Chinato. En kraftig, sød italiensk vin tilsat krydderier med smagsassociationer i retning af fignerne og dadlerne i Det Hellige Land. Fra min yngste søn var to måneder gammel, har han til hver eneste højmesse henrykt slubret altervin i sig. Han forbinder Kristus med en styrke og kraft på omkring 21-25 procent. Det var ikke underligt, at han for nylig, efter otte års fortrolighed med nadverelementerne, blev voldsomt oprevet over at få serveret ugæret druesaft i en købstadskirke. Ikke kun spyttede han den ud over et altertæppe med stjerner, som derved fik tilført en ny galakse. Han skreg også ophidset: »Dette er ikke rigtigt blod«. Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice. Umiddelbart kunne man tro, at der rundt omkring i kirkerne er et ønske om, at der skal være en sammenhæng mellem alkoholprocenten i vinen og kirkegangsprocenten. Det må være svært at undgå at blive irriteret på en altervin på 24 procent, hvis kirkegangen kun er på tre procent. Man kunne også tro, at det måske har noget at gøre med indholdet i den øvrige del af gudstjenesten. Hvis der i et sogn ikke er »power« i præstens prædiken, og man oftere og oftere synger salmer som »Tak Gud for denne lyse morgen«, og »Jeg har få't hænder at klappe med«, er det klart, at man heller ikke ønsker, at altervinen skal have et alt for stærkt indhold. Men det er ingen af de anførte grunde, som er den egentlige årsag til, at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken. Baggrunden for at lave vin om til det rene vand, er en hel anden. Vort samfund i dag består af et kolossalt hav af pressionsgrupper. Der er ikke den minoritet, der ikke har dannet en forening til varetagelse af deres rettigheder. Konstant gøres vi opmærksom på ikke-rygere, somnambulister, sengevædere, ufrivilligt barnløse osv. osv. Hvis man ikke hele tiden er sørgende og beklagende på deres vegne, er man ikke noget godt menneske. Det giver en usund psykologisk stemning, fordi man også kommer til at opfatte sig selv som lidende. Man er ikke et menneske med ansvar, men et offer, der bliver krænket af skolen, af forældrene, af samfundet, af kirken. Stadig flere menighedsråd hopper på denne vogn og betragter menigheden som bestående af ofre og ikke ansvarlige mennesker. For at vise, at man er god og politisk korrekt og begræder de, der er blevet ofre for alkohol, forvandler man vin til juice. Men spørgsmålet er, om man derved hjælper nogen overhovedet og ikke blot er med til at sygeliggøre samfundet endnu mere? Dertil kommer et andet vigtigt forhold. Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke. Grundtvig skriver i salmen »Påskeblomst! Hvad vil du her?« om den »dråbe stærk«, han drikker ved nadveren, og som både hæver og vederkvæger ham. Det kan ikke være juice, han taler om. Han ville have spyttet den ud som min yngste søn. Så blodfattigt kommer Jesus Kristus ikke til os. Men måske var »dråben stærk« den herlige, franske hedvin Pinau des Charentes lavet af druesaft blandet med cognac eller måske den kontemplative Barolo Chinato. En kraftig, sød italiensk vin tilsat krydderier med smagsassociationer i retning af fignerne og dadlerne i Det Hellige Land. Fra min yngste søn var to måneder gammel, har han til hver eneste højmesse henrykt slubret altervin i sig. Han forbinder Kristus med en styrke og kraft på omkring 21-25 procent. Det var ikke underligt, at han for nylig, efter otte års fortrolighed med nadverelementerne, blev voldsomt oprevet over at få serveret ugæret druesaft i en købstadskirke. Ikke kun spyttede han den ud over et altertæppe med stjerner, som derved fik tilført en ny galakse. Han skreg også ophidset: »Dette er ikke rigtigt blod«. Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice. Umiddelbart kunne man tro, at der rundt omkring i kirkerne er et ønske om, at der skal være en sammenhæng mellem alkoholprocenten i vinen og kirkegangsprocenten. Det må være svært at undgå at blive irriteret på en altervin på 24 procent, hvis kirkegangen kun er på tre procent. Man kunne også tro, at det måske har noget at gøre med indholdet i den øvrige del af gudstjenesten. Hvis der i et sogn ikke er »power« i præstens prædiken, og man oftere og oftere synger salmer som »Tak Gud for denne lyse morgen«, og »Jeg har få't hænder at klappe med«, er det klart, at man heller ikke ønsker, at altervinen skal have et alt for stærkt indhold. Men det er ingen af de anførte grunde, som er den egentlige årsag til, at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken. Baggrunden for at lave vin om til det rene vand, er en hel anden. Vort samfund i dag består af et kolossalt hav af pressionsgrupper. Der er ikke den minoritet, der ikke har dannet en forening til varetagelse af deres rettigheder. Konstant gøres vi opmærksom på ikke-rygere, somnambulister, sengevædere, ufrivilligt barnløse osv. osv. Hvis man ikke hele tiden er sørgende og beklagende på deres vegne, er man ikke noget godt menneske. Det giver en usund psykologisk stemning, fordi man også kommer til at opfatte sig selv som lidende. Man er ikke et menneske med ansvar, men et offer, der bliver krænket af skolen, af forældrene, af samfundet, af kirken. Stadig flere menighedsråd hopper på denne vogn og betragter menigheden som bestående af ofre og ikke ansvarlige mennesker. For at vise, at man er god og politisk korrekt og begræder de, der er blevet ofre for alkohol, forvandler man vin til juice. Men spørgsmålet er, om man derved hjælper nogen overhovedet og ikke blot er med til at sygeliggøre samfundet endnu mere? Dertil kommer et andet vigtigt forhold. Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke. Grundtvig skriver i salmen »Påskeblomst! Hvad vil du her?« om den »dråbe stærk«, han drikker ved nadveren, og som både hæver og vederkvæger ham. Det kan ikke være juice, han taler om. Han ville have spyttet den ud som min yngste søn. Så blodfattigt kommer Jesus Kristus ikke til os. Men måske var »dråben stærk« den herlige, franske hedvin Pinau des Charentes lavet af druesaft blandet med cognac eller måske den kontemplative Barolo Chinato. En kraftig, sød italiensk vin tilsat krydderier med smagsassociationer i retning af fignerne og dadlerne i Det Hellige Land. Fra min yngste søn var to måneder gammel, har han til hver eneste højmesse henrykt slubret altervin i sig. Han forbinder Kristus med en styrke og kraft på omkring 21-25 procent. Det var ikke underligt, at han for nylig, efter otte års fortrolighed med nadverelementerne, blev voldsomt oprevet over at få serveret ugæret druesaft i en købstadskirke. Ikke kun spyttede han den ud over et altertæppe med stjerner, som derved fik tilført en ny galakse. Han skreg også ophidset: »Dette er ikke rigtigt blod«. Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice. Umiddelbart kunne man tro, at der rundt omkring i kirkerne er et ønske om, at der skal være en sammenhæng mellem alkoholprocenten i vinen og kirkegangsprocenten. Det må være svært at undgå at blive irriteret på en altervin på 24 procent, hvis kirkegangen kun er på tre procent. Man kunne også tro, at det måske har noget at gøre med indholdet i den øvrige del af gudstjenesten. Hvis der i et sogn ikke er »power« i præstens prædiken, og man oftere og oftere synger salmer som »Tak Gud for denne lyse morgen«, og »Jeg har få't hænder at klappe med«, er det klart, at man heller ikke ønsker, at altervinen skal have et alt for stærkt indhold. Men det er ingen af de anførte grunde, som er den egentlige årsag til, at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken. Baggrunden for at lave vin om til det rene vand, er en hel anden. Vort samfund i dag består af et kolossalt hav af pressionsgrupper. Der er ikke den minoritet, der ikke har dannet en forening til varetagelse af deres rettigheder. Konstant gøres vi opmærksom på ikke-rygere, somnambulister, sengevædere, ufrivilligt barnløse osv. osv. Hvis man ikke hele tiden er sørgende og beklagende på deres vegne, er man ikke noget godt menneske. Det giver en usund psykologisk stemning, fordi man også kommer til at opfatte sig selv som lidende. Man er ikke et menneske med ansvar, men et offer, der bliver krænket af skolen, af forældrene, af samfundet, af kirken. Stadig flere menighedsråd hopper på denne vogn og betragter menigheden som bestående af ofre og ikke ansvarlige mennesker. For at vise, at man er god og politisk korrekt og begræder de, der er blevet ofre for alkohol, forvandler man vin til juice. Men spørgsmålet er, om man derved hjælper nogen overhovedet og ikke blot er med til at sygeliggøre samfundet endnu mere? Dertil kommer et andet vigtigt forhold. Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke. Grundtvig skriver i salmen »Påskeblomst! Hvad vil du her?« om den »dråbe stærk«, han drikker ved nadveren, og som både hæver og vederkvæger ham. Det kan ikke være juice, han taler om. Han ville have spyttet den ud som min yngste søn. Så blodfattigt kommer Jesus Kristus ikke til os. Men måske var »dråben stærk« den herlige, franske hedvin Pinau des Charentes lavet af druesaft blandet med cognac eller måske den kontemplative Barolo Chinato. En kraftig, sød italiensk vin tilsat krydderier med smagsassociationer i retning af fignerne og dadlerne i Det Hellige Land. Fra min yngste søn var to måneder gammel, har han til hver eneste højmesse henrykt slubret altervin i sig. Han forbinder Kristus med en styrke og kraft på omkring 21-25 procent. Det var ikke underligt, at han for nylig, efter otte års fortrolighed med nadverelementerne, blev voldsomt oprevet over at få serveret ugæret druesaft i en købstadskirke. Ikke kun spyttede han den ud over et altertæppe med stjerner, som derved fik tilført en ny galakse. Han skreg også ophidset: »Dette er ikke rigtigt blod«. Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice. Umiddelbart kunne man tro, at der rundt omkring i kirkerne er et ønske om, at der skal være en sammenhæng mellem alkoholprocenten i vinen og kirkegangsprocenten. Det må være svært at undgå at blive irriteret på en altervin på 24 procent, hvis kirkegangen kun er på tre procent. Man kunne også tro, at det måske har noget at gøre med indholdet i den øvrige del af gudstjenesten. Hvis der i et sogn ikke er »power« i præstens prædiken, og man oftere og oftere synger salmer som »Tak Gud for denne lyse morgen«, og »Jeg har få't hænder at klappe med«, er det klart, at man heller ikke ønsker, at altervinen skal have et alt for stærkt indhold. Men det er ingen af de anførte grunde, som er den egentlige årsag til, at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken. Baggrunden for at lave vin om til det rene vand, er en hel anden. Vort samfund i dag består af et kolossalt hav af pressionsgrupper. Der er ikke den minoritet, der ikke har dannet en forening til varetagelse af deres rettigheder. Konstant gøres vi opmærksom på ikke-rygere, somnambulister, sengevædere, ufrivilligt barnløse osv. osv. Hvis man ikke hele tiden er sørgende og beklagende på deres vegne, er man ikke noget godt menneske. Det giver en usund psykologisk stemning, fordi man også kommer til at opfatte sig selv som lidende. Man er ikke et menneske med ansvar, men et offer, der bliver krænket af skolen, af forældrene, af samfundet, af kirken. Stadig flere menighedsråd hopper på denne vogn og betragter menigheden som bestående af ofre og ikke ansvarlige mennesker. For at vise, at man er god og politisk korrekt og begræder de, der er blevet ofre for alkohol, forvandler man vin til juice. Men spørgsmålet er, om man derved hjælper nogen overhovedet og ikke blot er med til at sygeliggøre samfundet endnu mere? Dertil kommer et andet vigtigt forhold. Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke. Grundtvig skriver i salmen »Påskeblomst! Hvad vil du her?« om den »dråbe stærk«, han drikker ved nadveren, og som både hæver og vederkvæger ham. Det kan ikke være juice, han taler om. Han ville have spyttet den ud som min yngste søn. Så blodfattigt kommer Jesus Kristus ikke til os. Men måske var »dråben stærk« den herlige, franske hedvin Pinau des Charentes lavet af druesaft blandet med cognac eller måske den kontemplative Barolo Chinato. En kraftig, sød italiensk vin tilsat krydderier med smagsassociationer i retning af fignerne og dadlerne i Det Hellige Land. Man er ikke et menneske med ansvar, men et offer, der bliver krænket af skolen, af forældrene, af samfundet, af kirken. Stadig flere menighedsråd hopper på denne vogn og betragter menigheden som bestående af ofre og ikke ansvarlige mennesker.