At bo alene bliver den nye norm men ikke idealet

I den vestlige verden er husstande med kun én person snart lige så almindelige som boliger med flere. Men alene-livet med plads til selvrealisering kommer let til at mangle mening, påpeger samfundseksperter

Hvor det tidligere var ægteskabet og tosomheden, der var normen, er det i USA og en lang række andre i-lande snart lige så almindeligt at bo alene.
Hvor det tidligere var ægteskabet og tosomheden, der var normen, er det i USA og en lang række andre i-lande snart lige så almindeligt at bo alene. Foto: Vladimir Gerasimov.

Den kraftige stigning i antallet af mennesker, der bor alene, er på verdensplan den største sociale forandring i nyere tid.

Det mener sociologiprofessor ved New York University Eric Klinenberg, der er forfatter til den nye bog Going solo. Han har netop offentliggjort en del af sin forskning i det anerkendte amerikanske tidsskrift Time Magazine.

LÆS OGSÅ: At bo alene er den nye norm

Forskningen viser, at hvor det tidligere var ægteskabet og tosomheden, der var normen, er det i USA og en lang række andre i-lande snart lige så almindeligt at bo alene. I 1950ernes USA var ni procent af befolkningen eneboere. I dag er det 28 procent.

Dengang var det at leve alene mest almindeligt i vestlige delstater som Alaska, Montana og Nevada. En livsstil, der tiltrak migrant-arbejdsmænd, men westernlivet var sædvanligvis et kortere ophold på vejen mod et mere traditionelt liv. Sådan er det ikke længere. Næst efter ægtepar med børn er folk, der bor alene, dem, der er mest tilbøjelige til at forblive i deres nuværende boligkonstellation. Der er altså ikke tale om en overgangsfase, påpeger Klinenberg.

Tallene brugt i forskerens undersøgelse viser også, at landene i Skandinavien ligger helt i front, hvad angår eneboerkultur. Hele 47 procent af svenskerne bor alene, mens tallet for Danmark lyder på cirka 40 procent. De seneste 2012-tal fra Danmarks Statistik viser, at der i godt 1.156.000 husstande nu kun lever en person. En kurve, der har været støt stigende i mange år. I 1986 var der til sammenligning godt 826.000 danskere, der boede alene. En udvikling, der dels kan forklares med, at vi nu har råd til at bo alene, dels at vi så helt kan bestemme over vores eget liv, vurderer seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet Kirsten Gram-Hanssen.

Vi lever i et individualiseret samfund, hvor det at være herre over eget liv og ikke skulle indordne sig under andres normer, værdier og vaner matcher det at bo alene rigtig godt. Man bestemmer selv indretningen i hjemmet, og hvad man skal spise til middag. Det er meget tids-typisk ikke at ville være afhængig af andre, siger hun.

Men selvom flere og flere får smag for alene-livet med plads til selvrealisering, er det ikke ensbetydende med, at deres lykke er gjort. Det mener blandt andre sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppesen, der forsker i familieforhold.

I længden bliver superindividualister ikke lige så lykkelige som folk i parforhold, ganske enkelt fordi livet kommer til at mangle mening. At bo alene bliver den nye norm, men det bliver ikke idealet. De fleste singler i 30erne vil gerne finde sig en partner, men det skal ikke være for enhver pris. Paradokset er, at de fleste orienterer sig mod kernefamilien og gerne vil den, men mange giver op igen, fordi de ikke føler, de bliver lykkelige af at indgå kompromiser og give køb på egne værdier, siger hun.

Også sognepræst i Årslev og debattør Anders Kjærsig er bekymret for, at særligt de yngre eneboere kan blive så optagede af egne behov, at de aldrig får familie og børn.

Jeg tror grundlæggende, at vi gerne vil være sammen med andre og have hus og barn, men oftere og oftere ender det med forspildte drømme, fordi tiden er løbet ud. Kærligheden er blevet til føleri, og hvis ikke vi lige føler, den er der hele tiden, vælger vi den fra. Det er enekulturens fortabthed. At man forventer, at det andet menneske, ens partner, skal være skabt i ens eget billede, siger sognepræsten.

Eric Klinenberg ser anderledes positivt på den verdensomspændende eneboerkultur.

At bo alene kan hjælpe os med at finde ud af, hvem vi i virkeligheden er. Paradoksalt nok kan det at bo alene være lige præcis det, vi har brug for, for at genskabe kontakten til os selv.

Slumbebyggelsen Kibera i udkanten af Kenyas hovedstad, Nairobi, er  den største af sin slags i Afrika.  Og selvom bebyggelsen savner  både elektricitet, rent vand og sanitet virker den som en magnet  på de fattige landboere.   – Foto: Scanpix.
Slumbebyggelsen Kibera i udkanten af Kenyas hovedstad, Nairobi, er den største af sin slags i Afrika. Og selvom bebyggelsen savner både elektricitet, rent vand og sanitet virker den som en magnet på de fattige landboere. – Foto: Scanpix. Foto: Sonny Munk Carlsen Denmark