Jeg ville for alt i verden ikke en gang til gennemleve, hvad jeg havde prøvet ved skilsmissen, og ved års eftertanke fandt jeg nye værdier, husker Britt Thorstensen, der efterhånden også kunne mærke, at det passede hende godt at være single.
Hun havde fået de børn, hun skulle have, tre drenge, og ud over selvfølgelig at tage sig af dem, kunne hun nu bruge tiden på sine egne in-teresser uden først at skulle forventnings- eller kalenderafstemme med sin ægtemand.
LÆS OGSÅ: At bo alene bliver den nye norm men ikke idealet
Det har givet mig en stor frihed at være alene, og jeg har haft mulighed for at indgå i rigtig mange fællesskaber. Jeg synger i kor, laver frivilligt arbejde i min sommerferie og rejser til København for at passe mine børnebørn. Og da jeg for nylig blev spurgt, om jeg ville med på en rejse til Dubai, sagde jeg straks ja. Er man i parforhold, skal man hjem og spørge, om det kan passe, og det kan det måske så ikke. Jeg er sikker på, at jeg har oplevet meget mere, fordi jeg ikke har været i parforhold, siger Britt Thorstensen, der efter skilsmissen efterhånden fik en ny omgangskreds.
Den 59-årige kvinde er sekretær i en lokal kirke og aktiv i foreningen Refugiets Venner tilknyttet Løgumkloster Refugium. Hun bor i et lille etplanshus i Faaborg og forfalder ikke til færdigretter, men går meget op i at have et sundt og indholdsrigt liv, hvor hun bruger tid på at lave mad fra bunden og tage i svømmehallen. Huset, hun bor i, er af en tilpas størrelse, så hun i princippet kan blive boende, også når hun er gået på pension. I det hele taget er hun og hendes jævnaldrende singleveninder begyndt at tænke på deres tredje alder, som hun siger.
Vi er nok mere fremadsynede end folk i parforhold, for vi har ikke andre end os selv. Og vi har kun de penge til pensionen, som vi selv har sparet op.
Da Britt Thorstensen blev skilt, var der nogle få bornerte borgerlige, der rynkede på næsen af hendes nye sociale status, men ellers ser hun ingen problemer i at være enlig.
Jeg mener, at være single i dag er sidestillet med ægteskabet og parforholdet. I gamle dage blev det betragtet som ynkeligt, når ungkarlen overtog gården, men det er anderledes i dag. Det er helt normalt at være velfungerende som aleneperson.
Netop derfor er hun også medinitiativtager til kurset Single-liv, som i denne weekend finder sted på Løgumkloster Refugium. Kurset, der er arrangeret af Refugiets Venner, tager med udspring i singlelivet deltagerne på en kultursociologisk rejse gennem fortid, nutid og fremtid.
Selv har jeg befundet mig godt som singlekvinde, men samtidig ved jeg også, at der kan være fordomme forbundet med at leve alene. I en tid hvor flere og flere vælger at bo alene, syntes vi, det ville være spændende og oplagt at dykke ned i, fortæller Britt Thorstensen om kurset.
Og at bo alene, det gør danskerne i stigende grad.
De seneste 2012-tal fra Danmarks Statistik viser, at godt 1.156.000 danskere nu lever i deres eget selskab. 660.879 kvinder og 495.458 mænd. En kurve, der har været støt stigende i mange år. I 1986 var der til sammenligning godt 826.000 danskere, der boede alene. Og ifølge forskere og samfundseksperter er der ikke noget, der tyder på, at udviklingen vil vende lige foreløbig. Tværtimod.
Den amerikanske sociologiprofessor ved New York University Eric Klinenberg, der er aktuel med bogen Going Solo, mener ligefrem, at det at bo alene er den nye norm. En tendens, hvor Skandinavien fører an, men hvor også USA er rigtig godt med. Hvor det i 1950 var ni procent af amerikanerne, der boede alene, er det i dag næsten 28 procent. Den største demografiske forskydning siden baby boomet efter Anden Verdenskrig, mener Klinenberg:
Den ekstraordinære stigning i at bo alene er den største sociale forandring i nyere tid, sagde han for nylig til det amerikanske Time Magazine.
Seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet Kirsten Gram-Hanssen har forsket i eneboerkulturen i Danmark. Hun mener, at flere og flere i dag vælger at bo alene, fordi vi kan både samfundsmæssigt og økonomisk.
Den positive forklaring på det er, at vi har fået råd til det. Før i tiden var det de færreste enlige, der havde råd til at bo alene. Det har vi i dag. Men det betyder ikke nødvendigvis, at der er kommet mange flere enlige i samfundet, end der altid har været. Går du historisk tilbage i tiden, har der været masser af karle og piger på gårdene, som har været alene. De boede bare ikke alene. De var en del af en stor husstand eller boede på pensionater, men havde ikke deres egen familie, siger hun.
Hun uddyber, at når det i dag er i cirka 40 procent af alle husstande i Danmark, at der kun bor én person, skyldes det særligt udviklingen i aldersgruppen 30-60 år. En gruppe, Kirsten Gram-Hanssen kalder de egentlige singler, som tidligere traditionelt levede i kernefamilier, men som nu i stigende grad bliver boende alene efter skilsmissen. Eller som bare ikke har fundet en partner at bo sammen med.
Dertil kommer, at de unge i 20erne etablerer sig langt senere og er længere om at stifte familie. I den anden ende af spektret lever de ældre længere alene, efter at de har mistet deres ægtefælle, forklarer seniorforskeren om den stigende eneboer-kurve.
Kirsten Gram-Hanssen vil ikke gå så vidt som til at sige, at det ligefrem er blevet højstatus at bo alene.
Men det er ikke så stigmatiserende, som det var engang. Men derfor kan det godt være, at folk, der har boet alene i nogle år, synes, der er en kvalitet i den frihed, det giver. Og er bange for at skulle miste den og indordne sig under andre igen. Det kan for eksempel være, at de ældre kvinder, der har prøvet at bo sammen med en mand og har været underlagt at skulle lave mad og sørge for hus og hjem, synes, det kan være en frihed at være fri for det. Det er en ændring, der er sket de seneste år, siger hun.Det er muligvis ikke højstatus at bo alene, men det er i hvert fald heller ikke lavstatus, vurderer samfundsdebattør og sognepræst i Årslev Anders Kjærsig. På weekendens singlekursus på Løgumkloster Refugium vil han tale om det psykosociologiske aspekt ved at bo alene og lægge en teologisk vinkel på det emne. Han mener, det er vigtigt, at man også i kirkelige kredse helt og fuldt accepterer, at rigtig mange i dag lever alene og måske rent faktisk har det godt med det.Det er ikke længere holdbart at sige, at det er en undtagelse at leve som single. Der er ikke noget abnormt eller stigmatiserende i at leve selv. Vi kan ikke med Bibelen i hånden sige, at det er ondt eller dårligt. Både Jesus og Paulus levede jo også alene. Og Luther ville tilmed have vielsen ud af kirken, understreger sognepræsten.
Han oplever et særligt behov for at diskutere alenelivet blandt enlige over 60, som har mistet deres mand eller kone.
Mange føler skyld, fordi de efter sorgen oplever, at der også kan være fordele og glæder ved at leve alene. De kan godt leve med tabet og forsone sig med det. Det giver dårlig samvittighed ikke at være resignerende i forhold til at være alene, mener Anders Kjærsig, der derfor ser det som en oplagt præsteopgave at frisætte enkemænd og koner efter sorgen.
Selvfølgelig skal man sørge over sit tab, men det er heller ikke meningen, at man skal gøre alt for at holde fast i sorgen. Skal vi tyde det her teologisk, kan man sige, at vi skal frisætte mennesket, og at evangeliets livsglæde bestemt også har sin berettigelse i en singlekultur. Sorg skal til glæde vendes, og Bibelen og kristendommen giver kun mening, hvis den udkrystalliseres i den kultur, vi lever i. Denne dårlige samvittighed over at føle glæde ved at være her uden den anden, skal vi af med. Som 65-årig er man også i sin gode ret til at glæde sig over fremtidens muligheder, siger han.
Dermed ikke sagt, at Anders Kjærsig synes, at alenelivet er idel lykke for alle. Især når han ser på de yngre generationer, kan han godt blive bekymret for, at de er så fokuserede på egne behov, at de går glip af chancen for at få familie og børn.
Der er selvfølgelig altid nogen, som ganske enkelt ikke er egnet til at leve sammen med andre, mens andre bare ikke vil ikke bindes og styres eller gå på kompromis. Men de vil heller ikke være ensomme. Det forfærdelige er, når singlekulturen ender i ensomhed. Og jeg vil mene, at det er enekulturens fortabthed. At man forventer, at det andet menneske, ens partner, skal være skabt i ens eget billede, ellers vælger man det fra.
Mennesket er som bekendt et socialt væsen, så man kan spørge sig selv, hvad det er, folk får ud af at bo for sig selv og stille tårnhøje krav til, hvad en potentiel kæreste eller ægtefælle skal kunne præstere.
Birthe Linddal Jeppesen, sociolog og fremtidsforsker, der beskæftiger sig med moderne familieliv og parforhold, ser de mange husstande med kun én beboer som et udtryk for, at folk i den grad får smag for individualiteten.
Jeg mener ikke, der er tale om egoisme. Det handler mere om, at vi har en tidsånd, der hylder den individuelle frihed. Det gør man i en sådan grad, at det er indtænkt i folkeskoleloven og undervisningsloven. Derfor ser vi også, at de yngre generationer tænker mere i mig selv og mine behov, og hvordan lykkes jeg frem for at tænke i familie og børn. Når man kigger på studier af, hvilke forventninger unge havde i 1960erne og 1980erne, er det nogle helt andre forventninger, de unge har i dag. De er meget fokuserede på at lykkes og finde sig selv. Identitetsprojektet fylder rigtig meget. Tidligere var det sådan, at man havde en kort ungdomsperiode, og så etablerede man sig. Men i dag er fasen til at komme over elven så at sige udtrukket til at vare hele 20erne og op i 30erne. Det er i dag mere mærkeligt at være 20 år og gift, end det er at være 30 år og ikke gift. Det er så at sige cool at være pebermø, mener fremtidsforskeren.
Som Anders Kjærsig kan hun være bekymret for, at folk får så stor smag for individualiteten og for at være sig selv, at de mister sansen for, hvad man kan kalde almen dannelse. At komme over med en blomst til naboens guldbryllup, at huske at invitere gode venner til middag eller simpelthen at have evnen til at gå på kompromis i et forhold og tage med til en fødselsdag hos konens perifere onkel frem for på golftur med vennerne.
Tit bliver singlelivet fremstillet som egoistisk projekt, men jeg ser det snarere som en livsstil, der er tillært af samfundet med den store fokus på det enkelte individ. Problemet er, at det kan føre til anomi en tilstand af ingenting mellem mennesker, og det er meget mere farligt. Tidligere har både det kristne værdigrundlag og den veludbyggede danske velfærdsmodel præget os til at tænke, at alle mennesker har en værdi, og at vi har en forpligtelse til at tage os af hinanden. Men det er virkelig ved at gå fløjten nu. Folk synes ikke længere, de har en forpligtelse over for naboen, siger hun.
Selvom det stigende antal husstande med kun én beboer muligvis er udtryk for individualisme, er det at bo alene ikke det samme som at være ensom. Det pointerer den amerikanske sociologiprofessor Eric Klinenberg, der i forbindelse med sin Going Solo-bog, lavede over 300 interview med mennesker, der bor alene. Og på bundlinjen viste det sig, at de fleste, han talte med, ikke var ensomme.
Faktisk tværtimod. Forskning viser, at folk, der bor alene, kompenserer ved at blive mere sociale og udadvendte end dem, der bor sammen med andre, konkluderer Klinenberg.Men til trods for at mange eneboere altså tilsyneladende er gode til at tage initiativ og engagere sig selv, er der en stor bagside af medaljen, som ikke er identisk med de fremadstormende og succesfulde supersingler, som medier og tv-serier ynder at portrættere, pointerer seniorforsker Kirsten Gram-Hanssen.
Forskning viser, at der er klart en tendens til, at folk, der bor alene, er mindre tilfredse med livet og mindre lykkelige end andre. Det skal sammenholdes med, at der er en overrepræsentation af de dårligt stillede i Danmark, der bor alene, så på den måde er det måske ikke så mærkeligt. Spørgsmålet er, om man bliver mindre lykkelig af at bo alene eller om det er, fordi der netop er mange på samfundets bund i gruppen. Men det er jo ikke det samme som at sige, at alle, der bor alene, er ulykkelige eller dårligt stillede, siger hun.
Og selvom tendensen lige nu går mod, at flere og flere både mænd og kvinder vælger at dele livet med sig selv, er det ikke ensbetydende med, at det er det liv, folk eftertragter, uddyber Kirsten Gram-Hanssen, som i øvrigt også forventer, at vi snart når et mætningspunkt. Det er ikke sådan, at alle danskere stort set bor alene om 50 år, vurderer hun:
Drømmen om parforholdet eksisterer stadigvæk og er ikke ved at dø ud. Blandt de mennesker, der bor alene, er der heller ikke nogen der siger, at de aldrig skal bo sammen med nogen igen. Drømmen om at bo sammen er stadig intakt, hvis den rigtige skulle komme. Men muligheden for at have et godt liv alene er blevet bedre.
Den holdning deler fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppesen:
I længden bliver superindividualister ikke lige så lykkelige, som folk i parforhold, ganske enkelt fordi livet kommer til at mangle mening. At bo alene bliver den nye norm, men det bliver ikke idealet. De fleste singler i 30erne vil gerne finde sig en partner, men det skal ikke være for en hver pris. Vi er her så kort tid, så mange tænker, at de ikke vil spilde tiden på en pligtfødselsdag i kærestens familie, hvis det viser sig, at de ikke har fundet den rigtige partner, siger hun.
I Faaborg er der indtil videre kun én tandbørste i tandkruset hjemme hos Britt Thorstensen i det lille etplanshus. Og der skal meget til, før det skulle blive anderledes. Til en begravelse for nylig savnede hun ganske vist et øjeblik en mand ved sin side at støtte sig til, men så tog hun en veninde under armen i stedet.
Kommer der en herre forbi, skal han kunne bibringe mit liv noget, der er bedre, end det jeg har i dag. Man vil jo ikke nøjes. Når man har et rigtig godt liv, ønsker man jo ikke at gå ned i niveau. Som det er lige nu, kan jeg slet ikke se, hvordan en mand skulle kunne passe ind.